En af de dér uger og noget om ventetøj (åbenbart!)

Skulle vi ikke bare sige, weekenden var startet? Det har været en af de uger, hvor hverken Jonas eller jeg for alvor har kunnet smække benene op, puste ud og lade op, så aftnerne er gået foran hver sin skærm uden overskud til andet end at tale sammen 5 minutter lige inden sengetid.

Heldigvis er i morgen en kort arbejdsdag for os begge og weekenden er (ingen overraskelser her) dedikeret til udstrakt tid til hinanden.

Jeg har haft en skøn – men lang! – arbejdsdag. En af dem, der i den grad bekræfter for mig, hvorfor jeg så godt kan lide mit job. Vi startede med 2 timers gratis fødselsforberelse i Strut, og det er altid så berigende at møde de skønne, stærke kvinder, der i den grad tager ansvar for deres egen fødsel og opsøger positiv information og lærer deres rettigheder og muligheder at kende. Og fordi min kollega og jeg har brugt det meste af ugen ude i butikken, har vi også set mange flere gravide og nybagte mødre (og alt for skønne babyer) end en almindelig uge på kontoret.

I dag havde jeg fornøjelsen af at møde to andengangsgravide med et par timers mellemrum, der hver især fortalte den samme historie. Om en første graviditet, hvor de enten havde lånt slidt ventetøj, der ikke helt passede eller havde gået i oversize alting – og ikke på noget tidspunkt følt sig rigtig godt tilpas med deres udseende. Begge havde lovet sig selv, at næste gang skulle de forkæle sig selv og have en lille, men effektiv ventegarderobe, der fremhævede deres smukke, runde former, der passede og i det hele taget fik dem til at føle sig tiltrækkende og stilmæssigt som sig selv midt i en tid, hvor alting forandrer sig. Begge fandt et par kjoler, et par toppe og lidt andet, der kunne bære dem igennem langt hovedparten af graviditeten. Begge strålede så snart de fik tøj på, der fremhævede de smukke maver og deres personlighed og gik hjem med præcis det, de kom efter.

Ja, man kan købe sig fattig i ventetøj. Det behøver man nu ikke – et par bukser, et par leggings, strømpebukser, en nederdel, et par kjoler og toppe er et fint udgangspunkt for en hel graviditet. Og ja. Der er masser derude, der er hæsligt og uklædeligt. Men der er faktisk også rigtig mange muligheder for at finde lige præcis det, der gør en forskel i dagligdagen for den enkelte kvinde. Klæder skaber folk – og 9 måneder er rigtig længe at have en dårlig tøjdag. Ventetøj har nogle tilskæringsmæssige fordele og nogle funktioner, som almindeligt tøj ikke har – det er bl.a. derfor det meste kan bruges igennem en hel graviditet. Normalt går de fleste af os efter tøj i et snit og en stil, der passer til vores kropsform. Hvorfor skulle det ikke gøre sig gældende i graviditeten? Ventetøj fremhæver det smukkeste ved en gravid krop og camouflerer eventuelle problemområder. Hver eneste dag ser vi på mit job den forskel det kan gøre for selvfølelse og komfort.

Wow. Det var faktisk slet ikke meningen, jeg ville skrive en masse om det her, men dagens skønne oplevelser fyldte åbenbart mere end jeg lige troede. (HVIS nu du er blevet nysgerrig på, hvad jeg taler om med pænt ventetøj, så kig forbi mit job på strutshop.dk)

Det går i øvrigt stadig godt i børnehaven. Ikke mindst fordi Bean har sovet dernede et par af dagene denne uge. Hun kan strengt taget godt klare en dag uden middagslur, men hun er så udkørt og udkokset at hun stadig er træt næste morgen. Så det har passet ganske fint med en lur tirsdag og igen i dag. Så har der været noget mere overskud. Hun er begyndt at nævne et par nye navne – så mon ikke også kimen til nye venskaber er ved at blive sået? I næste uge skal vi vist til en opstarts-samtale og jeg glæder mig til at høre, hvad den faglige vurdering er. Vi aner jo ikke, hvordan børn ‘plejer’ at reagere på børnehavestartens nye rutiner og mennesker! Det slår mig gang på gang hvor meget det her forældreskab er learning by doing og i hvor høj grad man kan som forælder er nødt til at være tro mod sig selv. (Og krydse fingre for, at man ikke gør alt for meget helt vildt galt.)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

En vinder og et pip

Jeg har brugt de sidste par dage på at være alt fra vantro, hovedrystende og edderspændt rasende. Årsagen kommer der et indlæg om. Snart. Skal bare lige have fundet og finpudset formen, så mit budskab kommer bedst og mest faktuelt frem.

Det har set nogenlunde sådan her ud:

dumb disbelief disbelief

anger

I mellemtiden og for lige at lave et virkeligt elegant emneskift er jeg SÅ glad for at I er mange, der er friske på idéen om et svøb og kan bruge præmien (og helt egoistisk er det også rart at vide, at der er flere babyer end ens egen, der ikke er de fødte syvsover-typer, der falder til ro så snart de bliver lagt på et blødt leje. Random.org har trukket en vinder for mig – Camilla L; send mig en mail på stinekg @ hotmail.com med din adresse, så sørger jeg for, at du får et svøb, der bliver hvor det skal! (Og hvis jeg må få lov at se det in action bliver jeg både glad og taknemmelig)

Skærmbillede 2015-02-25 kl. 8.52.52 PM

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Smukke søndag

Åh, hvor har vi alle 3 trængt til denne weekend. Vi har udnyttet den fritlagte kalender til fulde og brugt formiddagene på at tulle rundt i nattøj, sidde længe ved morgenbordet og bare nyde at have tid. Tid til at læse bøger, læse avis, tegne tegninger, lege med loppefunds-ridderborgen, som Bean og Jonas fandt i går mens jeg var på arbejde. Og tid til at ’spise’ utallige retter kreeret af Bean i legekøkkenet. Pt. spiser vi virkeligt meget ‘chokoladesuppe’ med gedeost, pasta og is.

I dag var vejret alt for smukt til ikke at udnytte, så efter Jonas havde fået de værste eftervirkninger af en våd, men hyggelig herreaften ud ad kroppen kom vi alle i lunt tøj og kørte mod Dyrehaven i det spæde forårssolskin. Vi havde lovet Bean en ridetur på en pony, og hun kunne ikke snakke om andet på turen derud. Hun var ikke just den fødte rytterske, men hvor var hun stolt og glad og den lille pony var dejligt tålmodig med tre nybegyndere.

Efter en lille ridetur, fandt vi et væltet træ i solskinnet og spiste frokost side om side – det var intet mindre end fantastisk at mærke, hvordan solen så småt begynder at have varme i strålerne. En time blev brugt på at bestige ‘bjerge’, klatre på træstubbe og nedlægge tørt græs, der stod i vejen for den lille vildmarks-udforsker. Vel hjemme endte vi alle tre med at sove en maraton-middagslur på over 2 timer, så Jonas er stadig igang med putningen i skrivende stund. Forleden fik vi en kasse med italiensk pasta ind ad døren, så vi besluttede os for at gå all in og lavede en kæmpe portion spaghetti meatballs til aften. Til stor fornøjelse for alle.

Weekenderne er hellige i øjeblikket, og det er rigtig godt. For os alle.

 photo DSC_0014_zps5eqnpms7.jpg
 photo DSC_0008_zpsmhpezvl9.jpg
 photo DSC_0021_zpskxt6ywpv.jpg
 photo DSC_0006_zpsx6euj8gu.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

VIND: ergonomisk svøb til små søvnterrorister

Tusind tak for alle jeres kommentarer, tanker og input på sidste indlæg. Hvor er det dejligt at høre fra jer – både jer, der er samme sted som os og har fundet ‘alternative’ løsninger – jer, som også føler og ved, at ‘Cry it out’ er en helt igennem håbløs og potentielt skadelig metode – og særligt jer, som er midt i søvn-frarøvelsen og ser verden gennem en tågedis og er klar til at prøve næsten hvad som helst for at få mere og bedre søvn.

Som lovet er her en konkurrence, der kan være en hjælp i projektet og kampen mod søvnterrorister på under en meter. Da Bean var baby, var noget af det, der hjalp hende med at finde ro og tryghed, at blive svøbt. Det er en gammel metode, der praktiseres på forskellig vis mange steder i verden, og grundlæggende handler det om at imitere fornemmelsen, som spædbarnet kender fra livmoderen, hvor det er tæt omsluttet.

Vi brugte babydynen eller en stofble, men det var noget biks, fordi Bean ormede sig rundt og fri og vi skulle derfor ofte bruge ekstra stofbleer til at binde uden om, så svøbet ikke gik op. Jeg ville ønske, vi havde kendt ERGObabys ergonomiske svøb, der bliver siddende hvor det skal og som samtidig sikrer fuld bevægelighed i babys hofter. Problemet med traditionelle svøb kan nemlig være, at de låser babys ben og hofter fast i en stilling, der ikke er naturlig. ERGObaby-svøbet er utroligt enkelt og let at bruge – ligesom bæreselen er det – og når først armene er puttet godt og trygt, så kan en let ‘pose’ sætter om benene. I virkeligheden kan svøbet gøre det ud for dyne. Så undgår man også at baby sparker dynen af og bliver kold.

Du kan bruge svøbet fra baby er spæd og helt indtil hun begynder at rulle. En baby, der ruller, må ikke svøbes, men så er børnene også så gamle, at andre tryghedsrutiner kan indføres og hukommelsen fra tiden i maven svinder.

I samarbejde med ERGObaby har jeg fået lov at udlodde et svøb til en af jer, så smid en kommentar, hvis du eller en du kender kunne bruge et svøb som et våben i kampen for bedre søvn. Del også gerne konkurrencen på Facebook, hvis du kender flere, der ville kunne bruge et ergonomisk svøb. Du er mere end velkommen til at følge med på Facebook og/eller Instagram, men det er intet krav. Jeg trækker en vinder på onsdag d. 25.2.

ergobaby Ergobaby-Swaddler-new-ergonomically-correct-swaddling-blanket

Du kan læse mere om svøbet og købe det HER

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Søvn, eksperter og samsovning

Jeg har faktisk ikke selv set udsendelsen fra i går endnu, men jeg er nødt til at sige to ting. 1: Journalister, crew og alle på Go’Aften-holdet er simpelthen så topprofessionelle og får en relativt kompliceret udsendelse og logistik til at glide smertefrit og enkelt for alle os, der bare er på visit. 2: Ekspertens råd kunne jeg simpelthen ikke med. Men det kommer jeg tilbage til.

En af årsagerne til at Jonas og jeg var i studiet i går for at tale om søvn, er jo netop, at det ikke er noget af det, vi har gjort det mest i siden vi blev Beans forældre. (Prøv selv at søge på ’søvn’ her på Østfronten og se den laaaange række indlæg, der dukker op) Bean har aldrig har været et barn, der har sovet meget. Ikke da hun var spæd. Ikke da hun var 6 måneder gammel. Ikke da hun blev et år. Ikke generelt. Jeg kan huske en af de første gange med efterfødselsholdet på APA, hvor en af de andre nybagte mødre fortalte om sit barn, der sov 20 timer i døgnet og om det var normalt. Vi sad et par stykker med vantro i blikket og misundelsens uklædeligt grønne farve malet ud over vores trætte ansigter.

Forstå mig ret. Jeg synes oprigtigt talt, at alle, hvis børn sover godt og meget fra dag 1 er nogle heldige kartofler og at det er dejligt for dem. Det er jeg bare bedst til at sige og tænke på bagkant, for når jeg selv knap kan hænge sammen efter 2 timers søvn 3. dag i streg og verden ser ud som om nogen har smurt kartoffelmos og gylp ud over mine briller, så kan jeg meget dårligt rumme at andre synes, det er et problem, at deres baby sover 3 timer til middag og 7 timer i streg. Hver dag. Og hver nat.

Bean har aldrig været let at få til at sove og vågnede ved den mindste forstyrrelse. De første 4 måneder med kolik var de eneste muligheder amning, vuggen i arm i et par timer eller laaaaaange gåture med barnevognen. Efterhånden som hun blev for tung at vugge i armene, indførte vi ‘du skal falde i søvn uden at vi rokker dig’, og hun blev lagt i vores seng eller sin egen, mens vi var lige ved siden af med beroligende lyde og en hånd på brystet af hende. Det gik faktisk overraskende godt og det er sådan hun stadig falder i søvn. Med den forskel, at det nu er hende, der rækker ud efter os med sine små, skarpe negle. Hun niver og nulrer i den tynde hud på armen, møffer rundt, skal lige have en ekstra krammer og nappe lidt mere inden hun giver slip og falder i søvn. Napperiet forekommer også, når hun er ked af det eller utryg eller bare trænger til lidt ekstra nærhed i løbet af en dag.

Det er vores teori, at hun har så meget knald på i løbet af dagen og er i fuld gang med at udfordre og udforske sin verden, at hun har ekstra meget behov for vores fysiske nærhed og den tryghed, det giver, for at kunne koble af og falde til ro. I det hele taget har hendes tryghedsbehov altid været enormt, og jeg havde haft arme ned til hælene, hvis ikke vi var blevet anbefalet ERGObaby-bæreselen. (Læs i øvrigt med i morgen – jeg har nemlig fået lov at give noget væk, der kan hjælpe alle jer, der også har babyer, der sover uroligt og som er tryghedsnarkomaner)

Tro mig, når jeg siger, at det har krævet blod, sved, tårer, masser af frustrationer (hvorfor sover ALLE andres børn bare?!) og erfaringen og modet til at følge vores egen mavefornemmelse omkring, hvad der faktisk var vores datters behov. Hvad der faktisk fungerer for vores familie. Hos os har vi alle hver vores seng. Så kan man selv vælge, hvor man vil sove. Bean vælger 98% af tiden at blive puttet og sove hele natten i smørhullet i dobbeltsengen. En sjælden gang imellem har hun lyst til at blive puttet i egen seng, men det er sket mindre end fem gange det seneste halvandet år, at hun har sovet hele natten der. Vi har i de sidste knap 3 år rykket lidt frem og tilbage på sovekonstellationerne afhængigt af, hvordan det har givet mening, men i lang tid nu har vi samsovet. Som jeg sagde i går, synes jeg selv, det er dejligst at lægge mig til at sove, når jeg kan putte mig ind til en anden – så hvorfor skulle det være anderledes for Bean? For mit vedkommende synes jeg faktisk, det er rigtig skønt at putte mig ind til en lille, varm krop. Og det er enormt praktisk at en natlig opvågning kan klares ved at række en arm ud i stedet for at skulle ud fra sin lune dyne. Så snart Bean mærker min hånd, falder hun helt til ro igen og vi sover hurtigt videre begge to.

Noget, der helt sikkert ikke er Beans behov – noget barns behov, vil jeg vove at påstå! – er at blive ladt alene til at græde sig i søvn. Og det var bl.a. det, gårsdagens ekspert konkret rådede et forældrepar til i chatten efter udsendelsen. Normalt er jeg kæmpe tilhænger af eksperter. Jeg har kun hånlige fnys til overs for Fogh-regeringens afvisning af ’smagsdommere’, for du og jeg kan ikke vide alting om alting, så hvorfor ikke lytte til nogen, der har brugt masser af tid og ressourcer på at indhente viden om et bestemt emne. Det var et sidespring.

Jeg har endnu til gode at læse en nutidig, evidensbaseret, seriøs, videnskabelig forskningsrapport, der entydigt konkluderer, at det IKKE er skadeligt for små børn at græde sig i søvn. (Og jeg har alligevel trawlet mig igennem en del læsning i forsøget på at forstå mit barns søvn eller mangel på samme) Tværtimod tyder alt på, at små børn, der efterlades for at ‘cry it out’ som metoden hedder på originalsproget, ikke lærer at falde i søvn selv. De falder i søvn i første omgang af ren og skær fysisk udmattelse og fordi krop og hjerne lukker ned for ikke at blive så overophedet og stresset, at der sker skade på barnet. Efterhånden lærer barnet, at det ikke kan regne med at få hjælp, når det har behov for det – og den lektie kan have indflydelse på senere tilknytning og trygge relationer. Desuden viser målinger af børnene, at deres stressniveau (målt på cortisol) er væsentligt forhøjet, når de har grædt sig i søvn eller er faldet i søvn utrygge – selv efter de sover.

Min personlige holdning er, at det er dybt problematisk, at et menneske, der får et ekspertstempel råder til noget, som forskningen viser, er dybt problematisk. Jeg er enig med hende i, at børn har brug for rutiner og for genkendelighed. Men lodret uenig i, at børn partout skal kunne falde i søvn selv. For nogle børn vil det givetvis være naturligt – men børn er lige så forskellige som alle os andre, og de første år af et menneskes liv skal det tankes så meget som muligt op på kærlighed, tryghed, nærhed og omsorg. Børn er mere end et par år gamle, før de kognitivt er i stand til at begribe, at når mor går ud ad døren, så forsvinder hun ikke. Derfor giver det ikke megen mening at forklare, at ‘vi er lige inde i stuen’ til en 9-måneders baby. Og med hensyn til samsovning, så er kongstanken om, at alle i en husstand skal have eget værelse en moderne, velfærdsbetinget vestlig konstruktion. I store dele af verden er det logistisk ikke en mulighed, og det er i stedet helt almindeligt at have et soverum til deling. Når det er sagt, så tror jeg bestemt, at Bean en dag helst vil sove i egen seng og sagtens kan nøjes med et kram og et godnatkys. Det får hun selv lov at bestemme, hvornår hun er klar til. Som alle andre udviklingstrin, så stoler jeg på, at min viljestærke lille pige selv kan gøre sig selv og os det klart, hvornår vi skal rykke videre til næste fase. Samsovning giver mening, bedre søvn og er skønt for os og for en masse andre familier, men det skal pinedød også give mening og bedre søvn for alle. Ellers er det en anden løsning, man skal søge efter. Det er netop min pointe. Det handler om at lytte efter og finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv og for ens familie. Ikke alle familier eller alle børn er ens – men alle børn har behov for tryghed, omsorg og masser af kærlighed. Også når det er sengetid.

Phew. Det blev langt. Jeg havde i den grad brug for at få lettet trykket oven på gårsdagens oplevelser. Ikke mindst de rigide og i min optik forældede råd, der blev givet fra eksperten. De passede bedre i 1955, hvor opfattelsen var at man forkælede sine børn ved at tage dem op og have dem i armene, når de græd.

God fredag – og god nat til alle <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

Older posts