Den dag, Bean brækkede armen

Her går det godt – status på den brækkede arm

Jeg tænkte, jeg lige hurtigt ville komme med en melding om vores lille patient. Hun har det godt. Overraskende godt, faktisk. Ikke et ord om at armen gør ondt eller at det er dumt kun at have én ‘god’ arm at arbejde med.

Tværtimod, så har Bean en (nok i virkeligheden meget børne-karakteristisk) ‘carpe diem’ tilgang til det hele. Hun bruger den arm, der er fuldt funktionsdygtig, spørger om hjælp til det, hun ikke kan selv pt. og kører ellers for fuld skrue. Hun mente endda, at hun fint kunne tumle rundt og balancere på samtlige bObles-møbler uden en voksen i nærheden… Moren tænker, at det er ok hvis hun venter et par dage med at lege alt for vildt. Nætterne er… ok. Hun møffer rundt og hun sover – men hun niver mig og sparker Jonas usandsynligt meget undervejs.

I går var jeg hjemme sammen med hende, og ovenpå torsdagens tour de sundhedsvæsen, så var det skønt ikke at skulle andet end bare at slappe af og komme os. Vi var lige forbi dagplejen for at vise armen frem (‘SEEEE! Jeg har fået GIPS på! Prøv at SEEEEE’) og så havde jeg lovet en tur i legetøjsbutikken for at finde en bondemand til bondegården. De åbnede imidlertid lidt senere end annonceret på butiksdøren, så vi tog et pitstop på min absolutte yndlingscafé her på Østerbro. Der desværre lukker snart. Jeg har planer om at være på Krummen & Kagen så meget som overhovedet muligt indtil da, for jeg kommer virkelig til at savne mit og vores hyggelige hang out. Det var mit barsels-chai latte fix en længere periode, og der er altid rart at være. Både solo, med baby og med barn.

 photo DSC_0153_zpsb0c9b5c9.jpg
 photo DSC_0158_zpsa15a07a4.jpg
 photo DSC_0156_zps1da3a218.jpg
 photo DSC_0161_zpsb357b178.jpg
 photo DSC_0157_zpsd03133ad.jpg

Beans appetit har de sidste 3-4 dage nærmest været ikke-eksisterende, så frokosten blev et forsøg på at få små hapser i hende. Picnic-style. Rejerne forsvandt hurtigere end jeg kunne nå at fotografere, men bortset fra kiwi var det ikke meget andet, der kunne lokkes ned.

Middagsluren kunne jeg ikke få trumfet igennem (stædige barn!), så vi havde en seriøs eftermiddagskrise. Åh, altså. Den middagslur. Hun har stadig behov for den – men det er godt nok vanskeligt, grænsende til det umulige, at få hende til at overgive sig i weekenderne. Der kunne jeg godt mærke, at mit overskud er en smule tyndslidt. Sjovt som en tur i Netto uden mand og barn kan være en lise for sjælen. Selv fredag eftermiddag kl fyraftens-travlhed.

Nu er det weekend. Det er ok med mig. Mere end ok, faktisk.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

3 kommentarer

  • Ida

    Godt at høre, at det går så godt med Bean! Jeg elsker gavtyvblikket og de fine krøller, hun ser altid så sød ud 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt at se at hun bare leger videre som altid – og sødt som børn er lidt stolte af, hvis de har slået sig 🙂

    Jeg er præcis samme sted med min 2- snart 3-årige pige mht. middagslur og det at være småtspisende. Endnu en fase måske? Her vil hun gerne sove middagslur, men hun nægter at sove om aftenen.

    God weekend til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, det er. Jeg tror måske det er det her med, at det er lidt ’særligt’.
      Åh, de børn altså. Ved de ikke, hvor godt søvn er?! Jeg håber, du og I har haft en skøn weekend også

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den dag, Bean brækkede armen