Pladsanvisningen og noget om at have ondt i maven

Det er ikke for sjov, de bruger fravær af søvn som torturmetode

… og for lige at præcisere, så er ‘de’ et ‘de’ i ordets måske bredeste forstand, for så vidt jeg lige hurtigt orienterede mig, har søvn-tortur været brugt på tværs af tid, kultur, regime og trosretning.

Det er ikke og har aldrig været nogen hemmelighed, at Bean ikke just var en baby, der sov godt. Eller let. Eller meget. Lidt efter lidt er vi dog heldigvis kommet efter det, og efterhånden (sam)sover hun roligt mellem os en hel nat. Som regel med en opvågning omkring min sengetid, der klares med at jeg lægger mig ind i sengen til hende og lader min arm blive nevet lidt i. Derfor er det ekstra hårdt, når vi en sjælden gang imellem har en nat med roderi, som det var tilfældet et par nætter i løbet af denne uge. Så mærker jeg trætheden sænke sig som et par ualmindeligt fedtede briller og en lidt for stram hat.

Jeg husker, hvordan verden pludselig fik skarpere farver og klarere lyde, da Bean for alvor begyndte at sove bedre. Det var fantastisk, og jeg anede faktisk slet ikke, hvor kronisk min træthed havde været, før jeg fik en mere menneskelig og rimelig søvnmængde igen.

I dag stødte jeg tilfældigt ind i en veninde, hvis datter er næsten præcis 6 måneder yngre end Bean – hun er et dejligt barn. Et dejligt barn, der dog aldrig nogensinde har overgivet sig til ideen om søvn. Sådan generelt.

Og DET er hårdt. Ubarmhjertigt. 2 år uden søvn kan intet menneske holde til, hverken i metaforisk betydning eller reelt. I min venindes tilfælde har det resulteret i en diagnose på PSTD. Post Traumatisk Stress Syndrom, mine damer og herrer. Det er ikke til at spøge med. Det dér søvn.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil frem til med det her indlæg. Jeg blev bare så berørt af hendes historie.

Pas godt på jer selv og hinanden derude – og rigtig god weekend!

 

   

2 kommentarer

  • Av godaw, ja, det er ikke at spøge med – håber din veninde kommer ovenpå!
    Sov godt 🙂

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, det er virkelig ikke for sjov. Så vidt jeg ved, er der for de fleste kroniske følgevirkninger, men jeg ved ikke om det også gælder her. Tak og i lige måde!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pladsanvisningen og noget om at have ondt i maven