Den dag, Bean brækkede armen
– og noget om moder-sensibilitet og når systemet bare virker.
Som nogen af jer måske har set på Instagram (@ostfronten), så har dagen i dag budt på noget, jeg ikke behøver opleve igen foreløbig. Ikke nogensinde igen, faktisk. I går – lige inden sengetid – gled Bean i noget, der lå på gulvet og slog sin hånd og arm. Øj, hun blev ked, men hvilket forskrækket, træt barn, der lige er faldet ville ikke græde? Vi ventede og så tiden an og Bean sov fint i nat. I morges ville hun imidlertid ikke støtte på eller bruge hånden – og så ringer alle alarmklokker.
Noget af det absolut hæsligste, jeg ved, er, når mit barn er syg, har ondt eller er ulykkelig. Jeg kan ikke tale af personlig erfaring, men jeg er helt sikker på, det gør smadderondt at brække en knogle. Derfor blev jeg i dag endnu engang bekræftet i, at Bean er fantastisk sej. Bortset fra selve faldet, har hun ikke beklaget sig en eneste gang. Hun har skånet hånden, bevares, men hun er gået til alle dagens oplevelser med en åben nysgerrighed, oprejst pande og helt uden tårer eller muthed. Hun har spurgt ind til, hvad de forskellige sundhedspersoner nu lavede og kommenteret alt undervejs på sin vanlige facon (at leve sammen med Bean er pt. som at have en løbende kommentatorstemme i sin tilværelse). Det er imponerende, og jeg er så stolt over min pige. Så godt havde jeg næppe klaret det selv.
Jeg sad med telefonen i hånden det øjeblik klokken slog otte og kom igennem til vores søde læge, der tilfældigvis (og heldigvis) havde et afbud ti i ni og tid til at se os. Bean synes det er spændende, når vi skal til læge (længe leve Totte-bøgerne!). Hun fortalte selv, hvor hun havde ondt og hvorfor, og lod lægen trykke, vende og dreje på hånd, håndled og i albueleddet. Umiddelbart var der ingen reaktion fra barnet, det tydede på nogen reel skade, men lægen sendte os alligevel direkte videre til en drop-in røntgenklinik, der ligger lige i nærheden. For man ved jo aldrig med børn – deres smerteoplevelse er mere diffus og de er ret gamle, før de for alvor er i stand til at fortælle præcis, hvad der gør ondt. Lægens vurdering viste sig, som overskriften afslører, at være den rette.
Min telefon gad naturligvis ikke gå på nettet da vi nåede Trianglen, og der var ingen fremtid i at vade området omkring tyndt i den tiltagende regn og blæst, så vi gik på apoteket, hvor ekspedienten googlede klinikken for os og pegede os på rette spor (tak for det!) På røntgenklinikken var lægens indkaldelse nået frem og vi kunne sætte os og vente i omkring 5 minutter, inden vi blev kaldt ind. Bean sad helt roligt og gjorde nøjagtig, som hun blev bedt om, da vi skulle have taget billeder af armen. Hun fik også lov at se billederne efterfølgende og synes, de var rigtig spændende. Og sjove. Personalet mente at kunne se et lille brud, men ville lige konferere med en kollega. Vi satte os til at vente igen. I omkring 2 minutter. Så gik døren op, og vi fik lægens noter, en CD med røntgenbillederne og besked om, at der var et brud og at vi skulle ringe til 1813 og blive henvist til en skadestue for videre behandling.
Vi (nok mest mig) sundede os på Baresso, tankede lidt energi, fik tisset af for Beans vedkommende og fik lov at stille Bugaboo’en på cafeen (for ‘det er da det mindste, vi kan gøre’, som de sagde. Tak, sgu. Det gjorde faktisk en forskel for mig), mens vi tog en taxa til Frederiksberg Akutmodtagelse. For her, fortalte den søde sygeplejerske i 1813-telefonen, var der ingen ventetid. Det var der i øvrigt heller ikke på 1813-nummeret, da jeg ringede.
På skadestuen var der ganske rigtigt ingen kø foran os, men det tog lige 15 minutter at få CD og computere til at samarbejde. Heldigvis er der masser af snakke om og kigge på sådan et sted. Og masser af børnebøger at læse i. En læge tjekkede billederne og dobbelttjekkede med os, at det forholdt sig som der nu stod i notaterne – og så kom en sød sygeplejerske og lagde en gipsskinne og forbandt Beans venstre arm fra hånd til albue. Gipsen skal blive siddende i 3 uger, og i dag har armen været i slynge, så gipsen har fået en chance for at hærde helt. Fra i morgen er armen i fri dressur igen, og Bean synes egentlig den er meget sej. Hun glæder sig til at vise den frem i dagplejen på mandag.
Pakket ind fra hånd til albue // Dagens sejeste lille pige, der tog alle udfordringer i stiv arm (no pun intended) // Yndlingsbamsen til trøst er den her lille, bløde bjørn fra IKEA (til 7 kr, så vidt jeg husker. Det var en god investering) // Det eneste rigtige var Guldmågen til aftensmad. Barnet formåede at spise en halv cheeseburger og drikke en hel milkshake efter en dag med noget, der mindede om faste. Moren havde også brug for comfort food og faren elsker bare junk. Win-win.
I forbindelse med vores oplevelser, så er jeg nødt til at råbe ud over bjergtoppene, at der virkelig er god ræson i den skatteprocent, vi i det danske samfund betaler. Ikke mindst fordi skattepengene gør det muligt at have et sundhedssystem, der tager hånd om os uanset hvad vi fejler. Fra vi sad hos lægen kl. 9 til Bean havde fået gips på, gik der 3 timer. I løbet af de tre timer var vi 3 steder i sundhedssystemet, vi nåede en tisse/snackpause samt transport rundt mellem hhv. læge og røntgenklinik og taxaturen gennem København og til Frederiksberg. Det er immervæk imponerende. Hele vejen igennem dagens forløb blev vi mødt af kompetente, venlige mennesker, der alle havde tid til at forklare hvad der skete i øjenhøjde med deres lille patient (og hendes mor). De tog sig alle tid til at svare på både mine og Beans spørgsmål og gjorde alle deres til, at vi følte os trygge, velkomne og slet ikke til besvær. Til alle jer, der arbejder med store og små mennesker hver dag – TAK for jeres indsats. Det betyder mere end I aner, at I er der og kan hjælpe, når man har brug for det.
Lige nu putter Jonas Bean ovenpå en dag, der var en del mere begivenhedsrig og dramatisk end jeg kunne have ønsket mig. Faktisk har jeg ham mistænkt for (igen i aften at være faldet i søvn sammen med hende) Ud fra Beans reaktioner eller mangel på samme er det faktisk mig, der er mest påvirket af det hele. Da Jonas kom hjem sidst på eftermiddagen var det i al fald som om luften gik af mig. Bean har været så dygtig hele vejen igennem, mens jeg har været i højeste alarmberedskab og konstant været ekstra opmærksom på hende, på hendes signaler og på at manøvrere bedst muligt igennem dagen og systemet. Mest af alt har jeg lyst til at lægge mig i fosterstilling, men det kommer der jo ikke noget konstruktivt ud af.
I morgen er der atter en dag, og den tager Bean og jeg sammen herhjemme – muligvis med en smuttur forbi biblioteket for at finde børnebøger om nogen, der brækker noget. Sygeplejersken på skadestuen fortalte at der er en Peter Pedal-bog om emnet, men hvis I har andre konkrete forslag er de mere end velkomne.
Det blev en længere smøre. Jeg havde vist lige noget, jeg havde behov for at komme af med. Pas godt på hinanden og jer selv derude <3
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Stakkels Bean, men hvor er hun altså sej!
Og så vil jeg bare sige tusind tak fordi du deler de gode oplevelser om sundhedsvæsnet. Jeg har lige siddet og læst en artikel som sviner de offentligt ansatte i sundhedsvæsnet. Og selvom der selvfølgelig er meget der kan gøres bedre, så ender hetzen ofte med at blive personlig mod dem som knokler hver dag. Jeg er selv blevet overfuset verbalt flere gange og en enkelt gang også fysisk. Og det er en af grundene til, at jeg selv har søgt videre.
Så tak Stine, for at du deler en af de gode oplevelser, som der heldigvis også findes 🙂 Jeg kan i øvrigt også kun rose OUH for den behandling min far og os pårørende har fået gennem de sidste tre uger. Helt fantastisk!
Kram og god bedring til Bean <3