Dame-weekend og final countdown

Jonas forlod matriklen i går først på eftermiddagen , og jeg vil ikke påstå, at jeg var ellevild med tanken om at være alene på børnefronten indtil et ikke nærmere defineret tidspunkt søndag. Ikke mindst fordi ‘nogen’ er inde i en reeee-lativt konfronterende del af sin udvikling. Afhængigt af mit eget overskud kan det både fremkalde smil og panderynk at blive spurgt ‘Hvad MENER du, mor?’, når jeg fortæller barnet, at jeg synes, hun er en balladebøf (jo, det er et ord herhjemme).

Er det bare mig, eller er hun ikke lige lovligt tidligt ude med den slags argumenteren?

I går burde jeg have kapituleret, da hun endelig sov, men i stedet stod jeg op, spiste halvt i søvne det fredagsslik, som Jonas havde købt til mig (ret mange bonuspoint til ham lige der) og så en dokumentar om Carine Rothfield. Jeg var ikke just klar til at stå op kl. 6, da Bean mente, det var tid til at vågne. Det lykkedes at få hende til at blive liggende til halv syv, inden jeg måtte kapitulere, og da klokken var 8, var jeg personligt klar til en middagslur.

Imidlertid havde vi planer, så vi pakkede os selv sammen, tog Bugaboo’en med (jeg ved godt, hun er ved at være for stor til at blive transporteret sådan rundt, men i dag orkede jeg ikke at bruge al tid i verden på at gå til stationen og rundt på Fisketorvet) og smuttede i Minimaxx for at se Klokkeblomst og Piratfeen. Det er et ret fint koncept – en (billig) forestilling kl. 10 med en børnevenlig film, er skifter en gang om måneden. Bean var ret optaget af filmen – ikke mindst piratdelen. Jeg ved ikke, hvad der sker med hende og pirater i øjeblikket, men det er det fedeste. Overhovedet. Gæt selv, hvad damen skal være på næste fredag, hvor dagplejen slår fastelavn og afskedsfest sammen.

Åh, og apropos det. Selvom jeg er relativt afklaret med at vi skal sige farvel til verdens bedste pædagoger og verdens bedste pasningstilbud, så bliver det vemodigt og jeg forudser at det bliver nødvendigt at medbringe et par pakker kleenex. En uge, mand. Det er jo ingenting! Afskedsgaven blev købt for et par dage siden og i dag kom den ind ad døren. Jeg glæder mig til at give dem en Ælling for at give dem endnu bedre muligheder for at stimulere ‘deres’ børn.

Selvom bedsteveninden og Bean starter samme sted på samme tid, så bliver børnehave også et (pludseligt) ryk fra 8 børn, 3 voksne og absolut tryghed til noget, der er nyt og ukendt for både os og Bean. Forleden vågnede jeg midt om natten og var helt ked af det ved tanken om, at der ikke længere er tid til at hjælpe Bean med for eksempel at komme på toilettet – eller hvad nu, hvis nogen driller hende? Hjerte, smerte. Moderskab.

Hun ER blevet en stor pige efterhånden. Som kan lave sjov, ballade, har sine helt egne holdninger og præferencer og bliver mere og mere selvkørende. Jeg elsker eksempelvis, at vi efterhånden har fået kørt det ind som en rutine, at hun tager af bordet efter mad. Det meste af tiden minder vi hende om det. Af og til gør hun det helt af sig selv. Det er også skønt at hun kan lege selv. ‘Leg med mig, mor/far’ er en af hendes hyppigst brugte sætninger i øjeblikket (og kan også ytres mens vi allerede leger…?), men faktisk er det også ofte sådan, at vi kan sætte igang med en leg, og så kører hun selv videre. Det var for eksempel mere end almindeligt skønt at kunne hvile øjnene på sofaen en lille times tid i eftermiddag, mens Bean legede omkring mig. At stuen efterfølgende ikke kunne mønstre en kvadratcentimeter legetøjsfrit gulv er fuldstædig irrelevant.

DSC_0005 Af og til kan alle få lyst til en morgenkomplet i selskab med de bedste legesager. Duplo-isene er stadig et kæmpe hit, og katten er en fast følgesvend. Bemærk også lige Kaptajn Camenbert (nok bedre kendt som Klo, men ifølge Bean er han kaptajnen fra Strids bog om den kæmpestore pære). Sammen med ‘Lille Bean’ og Jake er han med i stort set alle lege, der leges i øjeblikket. 

Nå. Jeg vil tørne ind og forhåbentlig være mere veloplagt i morgen. I al fald indtil der igen kommer en mand i huset.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Modeuge og radiostilhed

Her har været stille. Jeg ved det godt. (Så stille, faktisk, at min mor ringede her til aften for at høre, om alt var ok, når nu jeg slet ikke skrev noget om noget)

Jeg – og vi – er absolut ok, og det er heller ikke fordi, jeg ligefrem mangler noget at skrive om. Eksempelvis om børnemodemessen, om et spændende arrangement og Miljøstyrelsens nye kampagne, om at der nu bare er en uge til Bean hhv. skal have gipsen af (og vi kan få vasket armen igen! Den lugter en anelse harsk efterhånden) OG til at vi skal sige farvel til verdens ultimativt bedste pasningstilbud. Eller om en øl, der er mere end almindeligt god. Jeg har imidlertid haft en ubændig trang til at være offline om aftenen og til at fokusere mere på nørklerier og samtale end at sidde, to voksne, i stuen med hver sin skærm.

Nu kan jeg mærke, at jeg har lyst igen, og det jeg i første omgang har lyst til er at dele lidt fra søndagens besøg på CIFF Kids. For første gang var Bean med. Til dels for at give Jonas et par timers alenetid ovenpå en mere end travl uge, men mest af alt fordi jeg var sikker på, at hun ville have en fest. Jeg fik helt ret. Min lille modeuge-assistent var i den grad klar på konceptet, og eftersom vi kom lidt vel sent ud ad døren til dagens første arrangement, så kørte vi fashion-stilen helt igennem og ankom i taxa til Forum. Vild luksus, ja, men det sker aldrig ellers (medmindre nogen brækker en knogle).

Med det samme vi ankom stillede Bean sig op og proklamerede triumferende, at hun var til ‘MODEMESSE’. I dagens anledning havde vi fundet et par spritnye lak-chelsea boots frem fra skabet (Angulus, naturligvis. Købt på sommerudsalg hos vores yndlings-Østerbro-skopusher) og hun var ikke til at skyde igennem. Første stop på Beans agenda viste sig at blive Sebras stand og et telt, hvori der var placeret en, for en knap 3-årig, helt uimodståelig, hæklet kæmpekanin.

Marmar havde inviteret til morgenmad og fremvisning af (en ualmindeligt vellykket) AW15-kollektion. Bean var meget benovet over ‘lagkagen’ af frugt, elskede juicen og sagde bestemt heller ikke nej til en croissant. Eller et par stykker lakridskonfekt fra standen ovenfor… En glimmertrøje faldt også i damens smag.

Det er absolut ikke sidste gang, hun får lov at komme med, for netværks-effekten med en lille charmør om benene er fantastisk. Nu er jeg *naturligvis* helt og aldeles objektiv, men jeg kan godt forstå alle der lige skulle over og ae hende over de bløde krøller. Det var også svært for moderen ikke at smelte helt, da hun kastede sig i armene på en af de søde kvinder hos Starklint PR, som hun tydeligvis kunne huske fra deres hyggelige juleafslutning. Nåja, og så forstår barnet i udpræget grad at spille medlidenhedskortet. På intet tidspunkt i de sidste 2 uger har hun klaget over sin brækkede arm, og hun bruger fingrene og armen ligeså fint og naturligt som den raske arm – men spørger nogen til armen, så er det en sørgelig lille stemme, der fortæller dem, at ‘Jeg har brækket min a-arm’ og miseren vises frem ganske forsigtigt. Den arm kastede en masse ‘nåhr’ og ‘åhr’ (og godter) af sig.

Efter et par timer var Bean mættet af indtryk, så vi tilkaldte faren og de to kørte hjemad igen, mens jeg fik tid til faktisk at SE på noget af alt det, der kommer i butikkerne om et halvt års tid. Østfronten er ikke – og bliver ikke – en modeblog. Der er mange, der er mere kvalificerede og dedikerede til det felt end jeg. Til gengæld har jeg absolut en interesse for børnemoden og allermest den del, der både lader børn være børn og som tiltaler mit voksne øje med faconer, farver og spændende universer. Derfor vil der af og til være noget om (børne)tøj her på bloggen. Om det, vi har gode erfaringer med og kan give vores anbefalinger – og om det, jeg synes er ekstraordinært fint.

Modeugen er kun lige gået i gang, men jeg har trukket stikket for resten af arrangementerne. I stedet skal weekenden bruges i tosomhed med hende, jeg elsker allerhøjest.

Dette var ordene. Her er billederne. (Og ja. Det er lidt en blandet landhandel)

 photo DSC_0020_zpst89pd911.jpg
 photo DSC_0006_zpsyh7gmrep.jpg
 photo DSC_0008_zpsy2a5hbtf.jpg
 photo DSC_0047_zpsa0q9ragw.jpg
 photo DSC_0045_zpszg930gr7.jpg
 photo DSC_0061_zpsblfijvd6.jpg
 photo DSC_0063_zpstcdf4nnx.jpg
 photo DSC_0023_zps7zyaedjr.jpg
 photo DSC_0071_zpsyzyeoa1t.jpg
 photo DSC_0044_zpsojnbuty2.jpg
 photo DSC_0041_zps7hwbbb9a.jpg
Skønt med et område med scootere og løbehjul i diverse størrelser. Perfekt til at brænde krudt af, når de voksne blev kedelige. Der er fart over damen her // ‘Lagkagen’ med frugt // Fine universer og stilleben // En af favoritterne fra Marmar, AW15: ‘Skak’printet faldt jeg helt og aldeles for // Stofbleer i den blødeste, lækre kvalitet hos Mimi’s Circus // Retro-legetøj på den fine måde repræsenteret af Play for Life // Bisgaards efterårskollektion indeholder bl.a. den her ualmindeligt gode farve. Snøreskoene måtte godt findes i str. 40 // Et glædeligt gensyn med spanske Motoreta, der laver arkitektonisk børnetøj med plads til leg. Prints, farver og silhuetter er fantastiske gennemførte og smukke // Petit by Sofie Schnoor kommer med en tee, jeg godt selv gad eje // … og så er der naturligvis også yndlingsfodtøjet fra Angulus. Jeg er vild med de seje sko til begynderen og til større fødder. De hvide gummisåler er så cool, og jeg ærgrer mig over, at de sorte støvletter ikke kommer i str. Bean. De starter først fra 28, nemlig, og selvom forårets sko bliver i 26, så går der forhåbentlig lige lidt inden hun vokser fra dem. 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

#TGIF

Jeg kan ikke huske hvornår en fredag og weekend sidst har været SÅ velkommen og SÅ tiltrængt. Jeg er så flad at jeg har set Ramasjang sove i næsten et kvarter før det gik op for mig, at jeg nok selv aktivt var nødt til at skifte kanal (bortset fra det, så er jeg vild med Signe Lindkvists idé med at lade figurerne sove hele natten. Det er så hyggeligt. Og pædagogisk)

Hvis der blandt mine læsere skulle sidde nogen, der er uoplyste nok til at mene, at lærerne arbejder alt for lidt og har alt for meget ferie, så er der kindheste og trælår til fri uddeling herfra. Det kan godt være, at en arbejdsuge er normeret til 42 timer, men det er sateme ikke godtgørende for den tid, der reelt bliver brugt på undervisning, møder, forberedelse, retning af opgaver, censor-votering kl 21 om aftenen og diverse ekstra-curriculære aktiviteter såsom ‘kommende elev-aften’ og basketstævner. Denne uge har Jonas haft 40 såkaldte konfrontationstimer; altså timer med eleverne. Og det kan godt være andre har 40 timer på deres kontor, men der er en verden til forskel på at sidde bag en skærm og så at være PÅ og skulle præstere, uddanne og forholde sig til 30 mennesker. Læg hertil almindelig forberedelse, feberredninger for en kollega og retning af divers

Nå. Men det forklarer jo ikke som sådan min træthed. Men

Godt spil til små børn – helt og aldeles usponsoreret!

En af Beans julegaver var et rigtig fint, lille spil. Vi havde ønsket os spil til hende og os, som vi sammen kunne lege med – men når man er et sted mellem 2,5 og 3 år, så er udvalget begrænset og det bliver let enten for svært eller for meget for babyer. Derfor denne anmeldelse, for Djecos spil rammer helt perfekt. Det er let at forstå, let (og hurtigt) at spille og der er indbygget et fint spændingselement.

Det er et samarbejdsspil, hvor alle spillere skal få 4 polardyr sikkert hjem til deres iglo fra en isflage og over en bro. Broen er dog i fare for at smelte, og terningen bestemmer, om alle dyr når sikkert hjem eller om et eller flere falder i vandet, når broen er smeltet helt væk. Det tager maksimalt 10 minutter at gennemføre et spil, og der er tre ‘handlinger’ på terningen. En bro, en iglo og isterninger, der hver indikerer en handling, og det er bestemt at forstå for små børn. Det kan blive meget spændende, når næsten al isen er væk, og der stadig står en lille pingvin eller sneræv oppe på den vaklende bro.

Bean synes, det er så hyggeligt at spille med os, og hun forstår absolut også reglerne (men når det sker, at et dyr ikke når over broen og hjem, så svømmer et af de andre altså ud og redder det!)

 photo DSC_0016_zpsdd95c3e7.jpg
 photo DSC_0020_zpsf0a3f337.jpg
 photo DSC_0021_zps70cb2804.jpg
 photo DSC_0024_zpsea436666.jpg
 photo DSC_0018_zpsec80ae89.jpg

Spillet hedder ‘Little Cooperation’ (men går herhjemme under dæknavnet ‘Global Warming’ blandt os voksne!) og findes bl.a. HER. Det er en del af en større serie fra Djeco, og jeg er ret sikker på, at der står flere af de små, gode spil på Beans ønskeliste til fødselsdagen om et par måneder.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Hverdagslykke

Lykke er mange ting. Lige fra det helt store momenter, overvældende oplevelser, den store kærlighed til hverdagslykken, som jeg sætter mindst lige så stor pris på.

I dag har været fuld af hverdagslykke. Fordi:

– vi har sovet bedre i nat end den sidste uge

– Bean var glad, da jeg afleverede hende og glad, da jeg hentede hende og havde haft en dejlig dag

– eftermiddagen blev brugt på yndlingscafé med et hold skønne damer i str. mor og str. barn. Pigerne blev SÅ glade for at se hinanden (og kagen er altid god)

– Bean uden opfordring hjalp til med at dække bord og tage ud igen. Og hun er så stolt og glad over det

– vi har haft en helt, fuldstændig og komplet konfliktfri dag

– barnet godt nok tog på den pæne side af 60 minutter at putte, men til gengæld som det sidste inden hun faldt i søvn, gav mig en varm omfavnelse, utallige kys og mumlede ‘Du er så sød, så sød, min mor’

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts