• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
En rislen langs rygradden af lykke (og en vikingevinder)

Noget om samsovning (den uendelige søvnsaga del 759)

Jeg har brugt oceaner af tid på at skrive om det. Jonas og jeg har brugt uforholdsmæssigt megen tid på at få det til at lykkes. Søvn, that is. Og Bean.

Nu er vi nået til en erkendelse, der har givet os fred og ro – ikke så meget om natten som i bevidstheden. Hvilket har vist sig at være vigtigere. Barnet ER bare ikke den fødte sovetryne. Det er sådan set ikke erkendelsen. Det har vi vidst fra dag 2, fra hun blev født. Hvilket i øvrigt var vores kærestedag. Det ved jeg ikke om er et tegn eller ej. Nå. Vores nye indsigt er, at det er ok. At vi ikke skal kæmpe mere eller forsøge på mere eller prøve flere nye metoder, råd eller noget som helst andet. For Bean skal nok selv melde ud – på den ene eller anden måde – om og når hun bliver klar til at a) falde i søvn mere på egen hånd og b) sove igennem i sin egen seng.

Da hun var klar til at spise kartofler, spiste hun kartofler. Jeg prøvede i næsten halvandet år at servere dem på alle tænkelige måder, men det var først, da hun var omkring 2, at hun godtog dem som værende en fødekilde.

Da hun var klar til at stoppe med at amme, stoppede hun med at amme. Fra den ene dag til den anden. Det var ærligt talt lidt vemodigt for mig, der havde regnet med, at vide, at NU var det den sidste amning og så suge øjeblikket til mig.

Da hun var klar til at smide bleen, smed hun bleen. Og blev renlig på 2 dage plus/minus.

Min pointe er, at hun denondelyneme ikke er sådan en, for hvem vi kan diktere tingenes progression. Ikke nu. Sandsynligvis aldrig nogensinde. At det er enormt angstprovokerende for kontrol-mor er en anden snak, der i og for sig er sagen uvedkommende.

Det tager – ungefär – en time fra vi går i gang til hun sover. I den time møffer hun rundt, finder sig til rette, skal liiiige have et kram mere eller høre ‘Stille, Hjerte’ en gang til. 2/3 af tiden bliver hun puttet i sin egen seng. Resten i vores. Det gør ingen forskel for varigheden af putningen eller for hvornår hun (halv)vågner og kalder os ind til sig.

Og her må jeg så komme med en tilståelse. Siden vi skiftede sengens 140 cm ud med 180 cm er konceptet samsovning gået fra at være *relativt* tåleligt til at være min foretrukne sovestil. Det er faktisk rigtig mærkeligt de nætter, hvor jeg går i seng uden at der ligger en lille varmedunk i midten af det hele, og hvis bløde arm og hånd i søvne rækker ud efter mig og finder til rette med et tilfreds suk.

Jeg kan ærligt talt heller ikke komme i tanke om nogen hyggeligere måde at vågne på, end at Bean begynder at mosle rundt ca. en halv time før hun rigtigt vågner. I det tidsrum ender hun altid med at putte sig helt ind i ske med mig og vil have min arm draperet over sig. Lys-lampe-vækkeure? Næh, du. Det her er blid opvågning. Jeg smelter, når hun med søvndrukken stemme hvisker ‘jeg giver mussase – jeg EL-sker mor’.

Har det en betydning, at sengen er blevet større? Bestemt! Sover hun roligere nu end for 6 måneder siden? Afgjort. A-F-gjort! Gør det en forskel, at vores sovemiljø og hovedpuder er optimeret? Ja. (Mere om det senere) Jeg tror dog stadig at den største forskel ligger hos os. Og vores holdning til putningen som hhv. et problem og en realitet – og til samsovning fra et nødvendigt onde til noget skønt og trygt.

– og nu vil jeg så praktisere netop samsovning. Jonas er til julefrokost, og jeg har stået i køkkenet hele dagen og hygget mig med sukker, chokolade, smør og marcipan, så jeg er flad i hele kroppen. Jeg vil glæde mig til at indsnuse duften af mit barn og kysse hendes bløde barnekind inden jeg selv dratter om på puden, og sikkert kommer til at drømme om morgendagens julestue med familie og venner – og de 40 miniflødeboller, der står til tørring og skal overtrækkes med chokolade og hindbærdust i morgen!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Du kender min holdning til samsovning. Jeg elsker også følelsen af den lille varmedunk. At lægge mig til at sove samtidig med jeg hører på hendes snorken, at mærke de små arme holde om mig midt om natten og vågne ved at få et kys på næsen :).

    Jeg tror også det er vigtigt nogle gange at acceptere tingenes tilstand. At der bare nogle gange er ting vi ikke er herre over hvor ind vi så gerne ville være det.

    Jeg kan i hvert fald mærke den ro der er faldet over vores familie efter jeg er nået til den erkendelse. Jeg har nemlig selv været stor slem. Forsøgt at kontrollere ting som reelt var uden for min kontrol.

    Håber at den nye erkendelse giver ro i jeres familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak, Camilla. Det er så svært at slippe kontrollen, men det er en øvelse, jeg bliver bedre til dag for dag. Og jeg tror, du har helt ret i, at det er sundt at bare acceptere hvordan tingene er. Af og til i al fald.

      Jeg håber, alt det bedste for dig og for jer. Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Tror jeg har svaret dig på et af dine indlæg før omkring sammensovning. Hjemme hos os har vi også en lille pige, der har svært ved at falde i søvn om aftenen og vi sammensover også i stor stil, ikke fordi hun så hurtigere falder i søvn, men fordi vi alle sover bedre i løbet af natten. I går havde vi faktisk (siden ammmeputning) en lillepige der faldt i søvn kl 19.45 helt uden roderi og andet. Det sker engang imellem at hun falder tidligt i søvn og det nyder vi i fulde drag, men de fleste gange tager det mellem 1-1 1/2 time før hun sover. Denne situation har vi lært at accepeter og gider ikke bruge mere tid på “metoder” og irritation, det der virker for os er at acceptere at det er sådan det er. Har hørt det for de fleste blive bedre når de kommer i børnehave, så det må vi krydse finger for og ellers klare vi også det ;0)

    Har forresten et vennepar med tre små børn, hvor de alle sover i soveværelset, ikke i samme seng, men på madraser rundt omkring og det fungere fremragende for alle :0)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      … og den dér bedre nattesøvn skal man altså ikke kimse ad! Der er en verden til forskel om man skal rode rundt med armen efter en tabt sut eller om man skal stå ud af sin varme seng og trisse ind på barneværelset for at først forsøge at få barnet til at sove videre og så give op og tage hende med i seng.

      Jeg tror absolut også, at accept er en rigtig god løsning. Medmindre selvfølgelig det SLET ikke fungerer for forældrene. Jeg tænker også, at det er en periode og en fase, og at den stopper, når den gør. I mellemtiden nyder jeg den luksus det er at mit barn gerne vil være så tæt på mig som muligt. Fysisk og på tryghedskontoen.

      Madrasser har vi ikke plads til – og for Bean er det netop det fysiske (at hun kan NÅ) os – der er vigtigt. Men det understreger bare, at løsningerne kan være så vidt forskellige, og at det er op til den enkelte familie at finde det, der virker for dem <3

      Tak for dit input!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En rislen langs rygradden af lykke (og en vikingevinder)