Om at såre sit barn uden at ville det

Det er uundgåeligt, er det ikke? Moderskabet er skabt med garanti for at fejle. Vis mig den mor, der aldrig nogensinde har trådt så meget som et skridt ved siden af, og jeg skal vise dig en løgner.  Åh, det gør helt ondt i maven at skrive, men bloggen er både til det sure, søde og bitre. (Faktisk er der et andet ondt-i-maven indlæg undervejs. Det har noget med børnehave og e-post fra Pladsanvisningen at gøre, men jeg er ikke klar til at skrive om det endnu)

I morges tog afleveringen meget længere tid end de sædvanlige 5 minutter inden Bean vifter mig ud ad døren. Efter hun lige havde givet ‘babyen’, som er den skønneste lille dreng på godt 14 måneder, hans sædvanlige morgenkram og kys (hvis hun ikke gør det af sig selv skal han i øvrigt nok minde hende om det!) OG vist sin kjole frem for pædagogerne, gik hun direkte hen til sin bedste veninde og gik igang med at lege. Da jeg kiggede igen stod hun med en lege-knibtang over venindens hovede – og jeg brød ind og formanede, at den var ikke til at tage i nogens hovede. Det måtte man ikke.

Bean blev helt stille. Og gik over i et hjørne. Hvor hun stod stille og mut og så helt fortabt ud. En af pædagogerne så, hvad hun havde i hånden og kommenterede, at vi ikke skulle lade de to piger alene med en rigtig saks, for dagen forinden havde de klippet og klippet hinandens hår med knibtangen og haft den hyggeligste frisørsalon. Åh, lille menneske. Så er der virkelig ikke noget at sige til, at hun blev forvirret og ked af irettesættelsen. Hun havde jo gjort absolut intet galt, og kunne slet ikke forstå, hvorfor det hun gjorde – den leg, der var så hyggelig dagen før – pludselig var blevet forbudt. Jeg blev så ked af, at jeg havde såret hende – og det tog lang tid at få hende klar til at lege videre. Oplevelsen sidder stadig i mig, selv efter en hyggelig eftermiddag og aften med min yndlingsdame. Det er den værste følelse i verden.

… og endnu værre er den sikre viden om, at jeg kommer til at gøre det igen og igen. Uden fortsæt eller fordi jeg er nødt til at insistere på ‘jeg ved bedst, fordi jeg er den voksne’.

#tbf – Throwback Friday. Tænk at hun har været så lillebitte (og allerede dengang en gavtyv af dimensioner)

(Beklager. Det er ikke så fredags- eller julefestligt, men også en del af moder-livet. Mit moderliv i al fald)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram