Små ting, jeg håber, at jeg aldrig glemmer

Om at såre sit barn uden at ville det

Det er uundgåeligt, er det ikke? Moderskabet er skabt med garanti for at fejle. Vis mig den mor, der aldrig nogensinde har trådt så meget som et skridt ved siden af, og jeg skal vise dig en løgner.  Åh, det gør helt ondt i maven at skrive, men bloggen er både til det sure, søde og bitre. (Faktisk er der et andet ondt-i-maven indlæg undervejs. Det har noget med børnehave og e-post fra Pladsanvisningen at gøre, men jeg er ikke klar til at skrive om det endnu)

I morges tog afleveringen meget længere tid end de sædvanlige 5 minutter inden Bean vifter mig ud ad døren. Efter hun lige havde givet ‘babyen’, som er den skønneste lille dreng på godt 14 måneder, hans sædvanlige morgenkram og kys (hvis hun ikke gør det af sig selv skal han i øvrigt nok minde hende om det!) OG vist sin kjole frem for pædagogerne, gik hun direkte hen til sin bedste veninde og gik igang med at lege. Da jeg kiggede igen stod hun med en lege-knibtang over venindens hovede – og jeg brød ind og formanede, at den var ikke til at tage i nogens hovede. Det måtte man ikke.

Bean blev helt stille. Og gik over i et hjørne. Hvor hun stod stille og mut og så helt fortabt ud. En af pædagogerne så, hvad hun havde i hånden og kommenterede, at vi ikke skulle lade de to piger alene med en rigtig saks, for dagen forinden havde de klippet og klippet hinandens hår med knibtangen og haft den hyggeligste frisørsalon. Åh, lille menneske. Så er der virkelig ikke noget at sige til, at hun blev forvirret og ked af irettesættelsen. Hun havde jo gjort absolut intet galt, og kunne slet ikke forstå, hvorfor det hun gjorde – den leg, der var så hyggelig dagen før – pludselig var blevet forbudt. Jeg blev så ked af, at jeg havde såret hende – og det tog lang tid at få hende klar til at lege videre. Oplevelsen sidder stadig i mig, selv efter en hyggelig eftermiddag og aften med min yndlingsdame. Det er den værste følelse i verden.

… og endnu værre er den sikre viden om, at jeg kommer til at gøre det igen og igen. Uden fortsæt eller fordi jeg er nødt til at insistere på ‘jeg ved bedst, fordi jeg er den voksne’.

 photo WP_000162_zpsffcaf7dc.jpg
#tbf – Throwback Friday. Tænk at hun har været så lillebitte (og allerede dengang en gavtyv af dimensioner)

(Beklager. Det er ikke så fredags- eller julefestligt, men også en del af moder-livet. Mit moderliv i al fald)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

   

4 kommentarer

  • Åhr det kunne du jo ikke vide 🙁 Har også sommetider skældt min ældste ud for at få hans lillebror til at græde (han driller MEGET), og så opdaget han egenligt var uskyldig. Det gør avs. Men vi mødre er også kun mennesker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Uh, nej – det er heller ikke rart. Mødre er (heldigvis) kun mennesker – men vi vil så gerne være meget mere end det, og det er nok også derfor det gør ekstra ondt når vi fejler.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Nogle gange tror jeg også, at voksne glemmer hvordan det er at være barn? Jeg havde den BEDSTE barndom. Idyllisk, rar og med en kæmpe familie. Var jeg ofte trist, melankolsk undrende, stille, alene, ked af det? JA!! Fordi sådan er børn. Og sådan er teenagere. Til trods for at jeg aldrig (!) har skændes med mine forældre, så har jeg stadig haft teenage-tungsind, der ramte andre sider af livet end forældre-barn relation. Min pointe er, at børn er resilente bæster, der kna (og SKAL) klare rigtig meget. Og til trods for alle ens følelser, så vil man som voksen stadig se tilbage på barndommen som lykkelig. Og aldrig nogensinde bebrejde forældre for nogen form for ulykke?

    Altså…. man gør børn en bjørnetjeneste ved at beskytte dem fra ubehagelige følelser for meget. For de børn? Det er dem, der knækker ved hver opgave i gymnasiet, der tuder hele tiden og ikke tør bestille en kop kaffe selv. Og som lever hele livet i frygt for alt muligt ukendt. Så stop med at tro, at hver handling ligefrem ødelægger et barn. De kan sgu godt tage det! De mest kedelige mennesker jeg nogensinde har mødt er de der folk, der kun har fået komplimenter af deres familie. Som aldrig har prøvet kritik. Som aldrig har skulle forholde sig til ensomhed osv. Den værste frygt er da at have sådan et barn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Du har helt ret, og det er absolut mig, der føler tingene (i dette tilfælde) stærkere og mere vedholdende end Bean. Jeg havde så absolut også en dejlig barndom – med de konflikter og udvikling, der følger med. Børn ER stærkere end man skulle tro, og vi er bestemt ikke ude på eller igang med at skærme Bean mod negative følelser eller konflikter (believe you me!) Det er vores opgave at lære hende at tackle vrede, uenighed, at andre bestemmer eller har ret – og at være ked af det. Det gør vi – hver eneste dag på forskellige måder.

      At blive behandlet uretfærdigt er noget af det værste jeg ved – og det er nok derfor, jeg blev så ked af at jeg kom til at gøre netop det.

      Tak for dit fine input

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Små ting, jeg håber, at jeg aldrig glemmer