Østfrontens guide til en stressfri jul

Jul på Østerbro – og lidt på trods

Nåmen, SÅ var det at vi sagde, at julen var slut. Ikke? I al fald for denne gang. D. 28. december kan man virkelig ikke trække mere andesovs og sukkerkogte æbler ud af kalenderen. Ikke at jeg ville have det helt store imod det i år. For jeg synes faktisk lidt, at jeg er blevet snydt.

Sidste indlæg læste Nemesis (den møgkælling) åbenbart med på, og tilsyneladende var det ikke okay med hende, at alting bare gik smooth og alle var glade, sunde og raske. (Hvornår LÆRER jeg det?!) Så derfor vågnede jeg d. 24. med en lidt… ahem… underlig fornemmelse i maveregionen. Og brugte det meste af dagen på at pendulere mellem seng og toilet. Jeg nåede – ved en nærmest overmenneskelig kraftanstrengelse – i bad og at få juletøj på, og jeg sad da oppe sammen med gæsterne i flere perioder. Herunder til middagen, der var skøn og velduftende og veltillavet. Sagde alle. Jeg smagte kun småbitte smuler af det hele, mens Bean gik amok i andesteg og ditto sovs. Can’t blame her.

Jeg dansede også med om træet og var med til gaveåbning. Jo, jo. Man kan, når man insisterer. Til gengæld har jeg så været flad med flad på de sidste 4 dage, og da Jonas tog afsted til familiejulefrokost i det vestjyske fredag morgen måtte jeg kapitulere og rejste med Bean til provinsen og mine forældre. På den måde var jeg da sikker på, at der var voksne til stede, der faktisk var i stand til at tage ordentligt vare på hende.

Nu er vi alle tre hjemme igen på Østerbro, og jeg har det markant bedre end d. 24. og kan nogenlunde hænge sammen igen. Det her er den første jul i mit liv, hvor jeg har tabt mig. Det var meget mærkeligt at stille sig på mine forældres badevægt i går og ‘mangle’ næsten 3 kg.

Anywho. Det er årsagen til den ikke helt planlagte radiostilhed. Og til, at der ikke er et eneste fælles julebillede af Jonas, Bean og jeg. Eller særligt mange andre billeder, for den sags skyld. Ser vi bort fra hvordan jeg nu havde det, så gik juleaften faktisk over al forventning, og jeg syntes, det var den dejligste måde at fejre julen på. Det var nyt for alle, men alle hyggede sig og der var god ro og orden hele dagen og aftenen. Bean var SÅ dygtig og hun hyggede sig faktisk allermest med at danse om træet og imponere med sin sangskat. Jeg anede ikke, at hun kunne så mange vers af alle julesangene. Og selvom ‘en fattig jomfru fik en løn’, så var alle med på meningen. Hun gik lidt til og fra maden og sad i den tilstødende stue og legede med det Duplo, vi havde fundet frem fra legetøjskasserne. Og ventede tålmodigt på, at de voksne blev færdige. Og efter den første gave, gik hun glad igang med at lege med den og gad egentlig ikke have flere. Vi tog resten løbende henover dagen d. 25. og havde god tid til at se og lege med det hele. Bl.a. et rigtig godt spil, som jeg vil fortælle lidt mere om en af dagene. Det passer perfekt til hendes alder, og vi har spillet det rigtig meget allerede. Årets absolutte gavehit var den prinsessekjole, jeg vi havde fundet på Etsy og købt fra Lover Dovers i Californien. Hun har nærmest ikke haft andet på siden, og den er bare så fin.

…nåja. Og den dér gave, Jonas havde købt i Bilka? Det var en iPad. Som efter sigende er til mig, men som det på nuværende tidspunkt mest af alt er ham og Bean, der har brugt 😉

 photo DSC_0164_zps41652850.jpg
 photo DSC_0166_zpsf93a143e.jpg
 photo DSC_0171_zpsf9eca94c.jpg
 photo DSC_0175_zpsfe1d5643.jpg
 photo DSC_0187_zps7276785a.jpg
 photo DSC_0192_zps1a3cbe33.jpg
 photo DSC_0190_zps2f83679a.jpg
^^Blandede godter fra juleaften og en rolig (og kold) juledag, der bragte sæsonens første sne. Bordet blev dækket med godt og blandet fra den kongelige porcelænsfabrik. De ældste (musselmalede) tallerkener er fra 1850erne, de nyeste er en blanding af hvidriflet, mussel mega og musselmalet. Dugen er Merete Odgaards ‘Fold Unfold’. // Beans kjole er en glimmersag fra Mads Nørgaard – købt på sidste januars udsalg, og den er efterhånden noget kort, men hun ELSKER den. Kaktusstrømpebukserne er fra Popupshop og leo-sutskoene er fra Angulus… og træet var mere end 2 meter højt. Jeg ELSKER de her gamle lejligheder, med højt til loftet. // Jeg elsker de små, fine krøller, der dukker op i Beans hår. // Juledag kom sneen og kulden – og jeg trodsede sygdom og vovede mig ud i det smukke vintervejr. Godt pakket ind og helt uden makeup.

Jeg håber, I alle har haft en dejlig jul.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

2 kommentarer

  • Hvor ærgerligt at blive syg juleaften. Det lyder til at I have en nogenlunde aften trods alt. Jeg håber I får en dejlig nytårsaften. Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Haha, så er det ikke helt skidt med en gave fra Bilka 😉 Min gave var egentlig også fra Bilka, ved nærmere eftertanke; en iphone 6. Den vakte også glæde 🙂
    Havde virkelig, virkelig ondt af dig, at julen druknede lidt i sygdom… Godt du trods alt er frisk igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Østfrontens guide til en stressfri jul