Jul på Østerbro - og lidt på trods

Dokumentation eller selviscenesættelse?

I går var Bean og jeg på vores yndlings-Krummen & Kagen og delte en morgenmadstallerken og en chai latte, mens Jonas handlede alt det, man nu mangler efter en lille uge uden indkøb. Det var så hyggeligt og i sandhed Instagram-pittoresk, og jeg ærgrede mig helt over hverken at have fået min telefon eller kamera med. Men det gjorde jo ingen forskel for vores hyggelige formiddagsstund, at jeg ikke fik den dokumenteret og/eller delt med verden. Eller. Måske gjorde det netop en forskel. At jeg ikke koncentrerede mig om den rette vinkel eller hvordan mad og barn så skønnest ud, men i stedet bare var til stede med hende, jeg elsker allerhøjest.

På vejen hjem tog vi forbi den lokale park og kælkebakke og nød at lege i sneen sammen – smukt vejr, yndigt, rødkindet barn, latter og idylliske Winter Wonderland-omgivelser. Oplagt at fotografere og smide på bloggen. Men kameraet ventede jo hjemme på hylden. I stedet legede og fjollede vi alle tre uden afbrydelser i jagten på det helt rigtige Codac-moment.

Jeg kom til at tænke over det i løbet af dagen og aftenen. Hvor jeg med vilje ikke lukkede Mac’en op. Det her med at dokumentere. Dels synes jeg, for mit vedkommende, at det er fantastisk at kunne læse tilbage i Beans og vores liv – helt fra hun i overført betydning bare var to streger på en plastikpind. Jeg er sikker på, at Bean også vil opleve det som en gave, at hun på den måde får indblik i vores tanker, følelser og sine egne første år. Jeg elsker, at min mor har ført dagbog over mig og os fra før jeg kom til og indtil jeg blev omkring 4 år. Der står så mange fine detajler. Små som store. Hvem husker 5 eller 10 år senere, at barnet på 2,5 hoppede i sengen med en alvorlig mine og sagde ‘Far siger nej’ samtidig? Nej vel? For der sker så meget skægt og vidunderligt hele tiden, og oveni det blander hverdagen sig. Når det altså ikke lige er ferie som nu og tiden derfor er en anden, udstrakt størrelse…

Derfor er jeg meget kritisk med hensyn til, hvilke billeder, jeg lægger ud af mit barn og vores liv. Jeg fravælger alle, hvor hun ikke ser fantastisk ud (jaja, det er en mor, der skriver ikke!). Jeg synes ikke, der er nogen grund til at kiksede billeder af hende skal være frit tilgængelige. Sidste indlæg havde vist omkring 7 billeder af vores jul. Jeg har omkring 30 i iPhoto. Men de sidste 23 kommer aldrig videre end der – andet måske end i en privat fotobog, som jeg virkelig nyder at lave og at kigge i. Masser af billeder er ikke gode nok – eller bare ikke relevante for andre end os selv og vores nærmeste.

Min pseudo-ikonoklastiske tilgang til de billeder, der er på bloggen betyder ikke, at jeg kun skriver om glansbilleder. Faste læsere vil vide, at der også er både gråzoner og midnatsmørke iblandt her på Østfronten. Livet består af det hele. Og det tror jeg godt børn kan tåle at vide. Faktisk har de nok ikke helt skidt af også at skulle forholde sig til når alting ikke går som man kunne ønske.

Men (for sådan et er der naturligvis også). Hele (vores) liv skal jo ikke gå op i dokumentation. Så kan det alt for let kamme over i selviscenesættelse. Jeg nyder samvær med med-bloggere, for der er ingen, der rynker på næsen over at man liiiiige skal have taget det dér billede, før man kan være nærværende, og jeg elsker både bloggen og Instagram og den interaktion, der er derinde. Men jeg sætter også stor pris på min familie, der holder mig fast i at telefon og kamera godt må blive hjemme og være slukkede af og til. Der synes jeg er fjollet, når jeg fotograferer mad. Det er en balancegang, når man gerne vil være med og elsker at fange nutiden for eftertiden, men samtidig også gerne vil være tilstede lige nu og her. Uden en linse imellem sig selv og sin virkelighed.

Hvordan gør I?

my two loves

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

2 kommentarer

  • Seriøst (føler mig lidt truck ved at bruge det ord :)), så har jeg de sidste par dage gået og grublet over et indlæg med næsten identisk indhold!

    Jeg har, som du måske har set / lagt mærke til, været stort set fraværende fra alle medier siden den 22. december. Jeg fik simpelthen nok af elektronik og sociale medier! Og når det oftest er mig, der holder kameraet hjemme hos os, betyder det, at der faktisk ikke er særlig mange billeder af vores juleferie sammen (at jeg har været syg, har så heller ikke hjulpet). Betyder det, at det har været en mindre god juleferie af den grund? Kræver en god jul/ferie/udflugt/eftermiddag, at den er blevet dokumenteret? Eksisterer minderne eller handlingen ikke, hvis ikke de forefindes i elektronisk form? Jeg kender godt min holdning, men ordene er ikke helt færdigformulerede…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Great minds, Marina. Det har vi vist slået fast før, ikke 😉

      Jeg har faktisk selv været så out of order, at jeg slet ikke har været opdateret på hvem der var derude. Men jeg kan sagtens forstå en trang til en pause. Jeg ville også ønske, der var flere billeder af og med mig, men eftersom det er mit kamera og mig, der i højest grad gider at gøre andet end at pege og klikke, så er det i sagens natur også mig, der står for de fleste fotos. Minder bliver ikke mindre fordi der ikke er skrevet om dem eller taget billeder. Men de bliver til gengæld måske lettere at huske i årene efter. Ikke mindst de små, sjove og skønne øjeblikke. Jeg glæder mig til at læse dit take på emnet, og håber i øvrigt, at du er blevet rask igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jul på Østerbro - og lidt på trods