Barneleg – og børns fantasi

Jeg ELSKER børns fantasi. Simpelthen. Ikke mindst i den alder, Bean har nu, hvor hun for alvor tager hul på konceptet rolleleg, og vi af og til kan høre og observere hende igang med komplicerede lege med bamser og dukker, der skal have mad, til middagsselskab eller puttes og sove. Eller liiige skal have fikset noget i hjemmet med børne-værktøjskassen. Det er helt vildt at vi af og til kan sidde i stuen i en halv time, mens hun leger selv. Og vil lege selv – gå VÆK, bliver der sagt, hvis man forstyrrer. (So soon?)

Efter aftensmaden i dag gik Bean igang med en leg, hvor hun surfede på havet (på sin bObles-larve, der fungerer fint som surfbræt og bølgegang), og den udviklede sig til at vi alle var delfiner, der svømmede rundt på gulvet i havet og fik øje på et skib – Beans ideer, ikke mine – i form af hendes legekøkken. Vi fandt en skat derinde bestående af en kongekrone og vandmeloner – og så var der også et sørøverskib, hvor Jonas blev til en farlig sørøver, der skød med kanoner. Bean endte med at jage piraten rundt i hele huset og visa versa og hun blev til Bad Cop (fra LEGO-universet), der bandt Jonas (aka Pirat-Far) fast med noget bånd, så han ikke kunne lave mere ballade.

Det var så skægt – for os alle tre. Det er sjældent, trods alt, at vi kryber rundt på gulvet og skraldgriner, fordi alle ser så skøre ud. Beans krybe-skills er i øvrigt vores langt overlegne. Vores og, vil jeg påstå, de fleste nye rekrutters!

Jeg elskede at lege som barn, og havde – hvis jeg selv skal sige det – en meget veludviklet fantasi. Jeg skyder (bl.a.) skylden på alle de mange, mange bøger jeg fik læst og senere læste selv. Der er intet som bøgers magiske universer til at tænde fantasien og give rum for videre leg, og det glæder mig at Bean også er fanget af læsning og fortællinger. Ikke mindst nu, hvor hun har nået en alder, hvor vi kan læse længere historier. Som for eksempel Strids ‘Den Utrolige Historie om den Kæmpestore Pære’, som hun fik i julegave af sin moster. Jeg glæder mig til om et par år, hvor vi for alvor kan introducere hende for klassikerne og den store børnelitteratur, der findes – Astrid Lindgren, Bjarne Reuter, Grimm – og de mere samtidige af slagsen også.

Det her minder mig i øvrigt om, at jeg stadig skylder et indlæg om barneleg. Nærmere om den forskning, der bedrives om det, og hvad den viser. Det kommer på den anden side af kalenderbladet. Jeg tænker ikke at det er noget, nogen gider læse om hverken i morgen eller d. 1.1.!

balanceleg ^^Billedet er fra starten af oktober, og egentlig kan hun sagtens ’surfe’ selv, men det er nu så hyggeligt at holde i hånden. Bean har et par glimmerleggings fra Petit by Sofie Schnoor på og en lækker sweat fra Soft Gallery (kan findes HER). Larven er fra bObles’ julekollektion 2013. Og ja. Der er masser af rod i baggrund, forgrund og mellemgrund. Sådan bor vi også af og til.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Dokumentation eller selviscenesættelse?

I går var Bean og jeg på vores yndlings-Krummen & Kagen og delte en morgenmadstallerken og en chai latte, mens Jonas handlede alt det, man nu mangler efter en lille uge uden indkøb. Det var så hyggeligt og i sandhed Instagram-pittoresk, og jeg ærgrede mig helt over hverken at have fået min telefon eller kamera med. Men det gjorde jo ingen forskel for vores hyggelige formiddagsstund, at jeg ikke fik den dokumenteret og/eller delt med verden. Eller. Måske gjorde det netop en forskel. At jeg ikke koncentrerede mig om den rette vinkel eller hvordan mad og barn så skønnest ud, men i stedet bare var til stede med hende, jeg elsker allerhøjest.

På vejen hjem tog vi forbi den lokale park og kælkebakke og nød at lege i sneen sammen – smukt vejr, yndigt, rødkindet barn, latter og idylliske Winter Wonderland-omgivelser. Oplagt at fotografere og smide på bloggen. Men kameraet ventede jo hjemme på hylden. I stedet legede og fjollede vi alle tre uden afbrydelser i jagten på det helt rigtige Codac-moment.

Jeg kom til at tænke over det i løbet af dagen og aftenen. Hvor jeg med vilje ikke lukkede Mac’en op. Det her med at dokumentere. Dels synes jeg, for mit vedkommende, at det er fantastisk at kunne læse tilbage i Beans og vores liv – helt fra hun i overført betydning bare var to streger på en plastikpind. Jeg er sikker på, at Bean også vil opleve det som en gave, at hun på den måde får indblik i vores tanker, følelser og sine egne første år. Jeg elsker, at min mor har ført dagbog over mig og os fra før jeg kom til og indtil jeg blev omkring 4 år. Der står så mange fine detajler. Små som store. Hvem husker 5 eller 10 år senere, at barnet på 2,5 hoppede i sengen med en alvorlig mine og sagde ‘Far siger nej’ samtidig? Nej vel? For der sker så meget skægt og vidunderligt hele tiden, og oveni det blander hverdagen sig. Når det altså ikke lige er ferie som nu og tiden derfor er en anden, udstrakt størrelse…

Derfor er jeg meget kritisk med hensyn til, hvilke billeder, jeg lægger ud af mit barn og vores liv. Jeg fravælger alle, hvor hun ikke ser fantastisk ud (jaja, det er en mor, der skriver ikke!). Jeg synes ikke, der er nogen grund til at kiksede billeder af hende skal være frit tilgængelige. Sidste indlæg havde vist omkring 7 billeder af vores jul. Jeg har omkring 30 i iPhoto. Men de sidste 23 kommer aldrig videre end der – andet måske end i en privat fotobog, som jeg virkelig nyder at lave og at kigge i. Masser af billeder er ikke gode nok – eller bare ikke relevante for andre end os selv og vores nærmeste.

Min pseudo-ikonoklastiske tilgang til de billeder, der er på bloggen betyder ikke, at jeg kun skriver om glansbilleder. Faste læsere vil vide, at der også er både gråzoner og midnatsmørke iblandt her på Østfronten. Livet består af det hele. Og det tror jeg godt børn kan tåle at vide. Faktisk har de nok ikke helt skidt af også at skulle forholde sig til når alting ikke går som man kunne ønske.

Men (for sådan et er der naturligvis også). Hele (vores) liv skal jo ikke gå op i dokumentation. Så kan det alt for let kamme over i selviscenesættelse. Jeg nyder samvær med med-bloggere, for der er ingen, der rynker på næsen over at man liiiiige skal have taget det dér billede, før man kan være nærværende, og jeg elsker både bloggen og Instagram og den interaktion, der er derinde. Men jeg sætter også stor pris på min familie, der holder mig fast i at telefon og kamera godt må blive hjemme og være slukkede af og til. Der synes jeg er fjollet, når jeg fotograferer mad. Det er en balancegang, når man gerne vil være med og elsker at fange nutiden for eftertiden, men samtidig også gerne vil være tilstede lige nu og her. Uden en linse imellem sig selv og sin virkelighed.

Hvordan gør I?

my two loves

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Jul på Østerbro – og lidt på trods

Nåmen, SÅ var det at vi sagde, at julen var slut. Ikke? I al fald for denne gang. D. 28. december kan man virkelig ikke trække mere andesovs og sukkerkogte æbler ud af kalenderen. Ikke at jeg ville have det helt store imod det i år. For jeg synes faktisk lidt, at jeg er blevet snydt.

Sidste indlæg læste Nemesis (den møgkælling) åbenbart med på, og tilsyneladende var det ikke okay med hende, at alting bare gik smooth og alle var glade, sunde og raske. (Hvornår LÆRER jeg det?!) Så derfor vågnede jeg d. 24. med en lidt… ahem… underlig fornemmelse i maveregionen. Og brugte det meste af dagen på at pendulere mellem seng og toilet. Jeg nåede – ved en nærmest overmenneskelig kraftanstrengelse – i bad og at få juletøj på, og jeg sad da oppe sammen med gæsterne i flere perioder. Herunder til middagen, der var skøn og velduftende og veltillavet. Sagde alle. Jeg smagte kun småbitte smuler af det hele, mens Bean gik amok i andesteg og ditto sovs. Can’t blame her.

Jeg dansede også med om træet og var med til gaveåbning. Jo, jo. Man kan, når man insisterer. Til gengæld har jeg så været flad med flad på de sidste 4 dage, og da Jonas tog afsted til familiejulefrokost i det vestjyske fredag morgen måtte jeg kapitulere og rejste med Bean til provinsen og mine forældre. På den måde var jeg da sikker på, at der var voksne til stede, der faktisk var i stand til at tage ordentligt vare på hende.

Nu er vi alle tre hjemme igen på Østerbro, og jeg har det markant bedre end d. 24. og kan nogenlunde hænge sammen igen. Det her er den første jul i mit liv, hvor jeg har tabt mig. Det var meget mærkeligt at stille sig på mine forældres badevægt i går og ‘mangle’ næsten 3 kg.

Anywho. Det er årsagen til den ikke helt planlagte radiostilhed. Og til, at der ikke er et eneste fælles julebillede af Jonas, Bean og jeg. Eller særligt mange andre billeder, for den sags skyld. Ser vi bort fra hvordan jeg nu havde det, så gik juleaften faktisk over al forventning, og jeg syntes, det var den dejligste måde at fejre julen på. Det var nyt for alle, men alle hyggede sig og der var god ro og orden hele dagen og aftenen. Bean var SÅ dygtig og hun hyggede sig faktisk allermest med at danse om træet og imponere med sin sangskat. Jeg anede ikke, at hun kunne så mange vers af alle julesangene. Og selvom ‘en fattig jomfru fik en løn’, så var alle med på meningen. Hun gik lidt til og fra maden og sad i den tilstødende stue og legede med det Duplo, vi havde fundet frem fra legetøjskasserne. Og ventede tålmodigt på, at de voksne blev færdige. Og efter den første gave, gik hun glad igang med at lege med den og gad egentlig ikke have flere. Vi tog resten løbende henover dagen d. 25. og havde god tid til at se og lege med det hele. Bl.a. et rigtig godt spil, som jeg vil fortælle lidt mere om en af dagene. Det passer perfekt til hendes alder, og vi har spillet det rigtig meget allerede. Årets absolutte gavehit var den prinsessekjole, jeg vi havde fundet på Etsy og købt fra Lover Dovers i Californien. Hun har nærmest ikke haft andet på siden, og den er bare så fin.

…nåja. Og den dér gave, Jonas havde købt i Bilka? Det var en iPad. Som efter sigende er til mig, men som det på nuværende tidspunkt mest af alt er ham og Bean, der har brugt 😉

 photo DSC_0164_zps41652850.jpg
 photo DSC_0166_zpsf93a143e.jpg
 photo DSC_0171_zpsf9eca94c.jpg
 photo DSC_0175_zpsfe1d5643.jpg
 photo DSC_0187_zps7276785a.jpg
 photo DSC_0192_zps1a3cbe33.jpg
 photo DSC_0190_zps2f83679a.jpg
^^Blandede godter fra juleaften og en rolig (og kold) juledag, der bragte sæsonens første sne. Bordet blev dækket med godt og blandet fra den kongelige porcelænsfabrik. De ældste (musselmalede) tallerkener er fra 1850erne, de nyeste er en blanding af hvidriflet, mussel mega og musselmalet. Dugen er Merete Odgaards ‘Fold Unfold’. // Beans kjole er en glimmersag fra Mads Nørgaard – købt på sidste januars udsalg, og den er efterhånden noget kort, men hun ELSKER den. Kaktusstrømpebukserne er fra Popupshop og leo-sutskoene er fra Angulus… og træet var mere end 2 meter højt. Jeg ELSKER de her gamle lejligheder, med højt til loftet. // Jeg elsker de små, fine krøller, der dukker op i Beans hår. // Juledag kom sneen og kulden – og jeg trodsede sygdom og vovede mig ud i det smukke vintervejr. Godt pakket ind og helt uden makeup.

Jeg håber, I alle har haft en dejlig jul.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Østfrontens guide til en stressfri jul

Det er dagen før dagen – og her på Østfronten er og har julemåneden ikke budt på stress i nogen form. For første gang siden jeg blev mor er de kommende dage ikke forbundet med rejseri gennem land og rige og det har åbenbart gjort en større forskel, end jeg anede.

Vi har startet juleferien på den skønneste måde. Efter at have sagt på gensyn og ønsket mine kollegaer en dejlig jul, mødtes jeg med Jonas og Bean inde i byen. Bean og jeg var nemlig inviteret til julestue hos de dejlige kvinder i Starklint PR sammen med en flok andre kvinder og børn. Bean havde en fest med at tegne, dekorere peberkagemænd og fjolle rundt med hende her. De to piger er næsten jævnaldrende, og det var så skægt at se, hvordan de fjantede og hyggede sig. Mødrene kunne så til gengæld sidde i fred og ro og nyde lækker julete og hjemmebag og det gode selskab. Hun ville absolut ikke hjem, men jeg havde en aftale med Messias, så vi trillede hjemad og beundrede byens lys på vejen.

For mig er der forskellige ting, der skal ske, for at det for alvor kan blive jul. Dels er der den årlige julestue. Så skal jeg også helst synge julen ind iført Luciakjole for eksempelvis ældre, kvinderne på Reden og hjemløse sammen med Lyspigerne. Og så er der Messias. Jeg nyder de tre timer med smuk barokmusik, lysende sopranrøster, dramatiske basser og korsatser, der er lige dele inderlige og storladne.

I dag har vi bare hygget os alle tre. Købt juletræet og de sidste sager til middagen. Bean og jeg har pyntet træ (med et par glaskugler som ofre…) og ryddet op i huset. Jeg fik en sjælden middagslur (det er åbenbart hårdt at have ferie) mens Bean og Jonas legede middagsselskab. Vi sluttede dagen med en familiegudstjeneste i den lokale kirke, og Bean var opslugt af stemningen og ikke mindst musikken og sang og dansede med på ‘Et barn er født’ og ‘Dejlig er den himmel blå’. Aftensmaden var forberedt på forhånd, og en hjemmebagt pizza og kold øl er en lise sådan en lillejuleaften. Vi er klar til i morgen. På den gode måde.

julekollage

Så. Her er mit bud på en stress-fri jul ud fra den opskrift, vi har fulgt, for det kan varmt anbefales.

1: Bliv hjemme. Slip for bilkøer, overfyldte tog og timelange rejser med et jule-overstimuleret barn. Inviter jeres yndlingsmennesker hjem til jer i stedet.

2: Uddeleger (UDDELEGER for s**an!). Der er ikke noget ved at stå i køkkenet i flere dage og hele dagen juleaften. Og hvis dine forældre eller svigerforældre steger den perfekte and, så er der ingen grund til at opfinde den dybe tallerken selv.

3: Drop forestillingen om den perfekte jul. Pyt med at træet ikke nødvendigvis er selvhentet på den nærmeste økologiske farm, at al pynten matcher årets tema eller at alle pinedød SKAL hygge sig 24-7.

4: Mavefornemmelsen. Hold fast i, hvad der er vigtigst for dig. Det betyder ikke alle små detaljer ved hele julen, men de dele, der gør forskellen for dig. For mig er det bl.a. sukkerkogte Cox Orange æbler med ribsgele. At det er et sluttet selskab.

Rigtig, rigtig glædelig jul fra mig

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Alene hjemme – mor ved bedst

I dag har Bean og jeg været alene hjemme det meste af dagen. Jonas er pt. til årets næstsidste julefrokost, og tog afsted med toget mod Odense i formiddags for at tilbringe en dag og aften med en flok venner, han kun sjældent ses med længere.

Vi har simpelthen hygget os sådan, vi to damer. Bean er skøn, skønnere, skønnest og vidunderligt let at have med at gøre (for det meste) i øjeblikket. Også selvom hun insisterer på, at hun ikke længere behøver at sove middagslur. Bevares, en sjælden gang imellem er det ikke nødvendigt og hun er frisk nok til hele dagen. Som regel kræver en god dag dog, at en vis lille bønne får en skraber. En lille time er rigeligt efterhånden. Men pausen? Den skal hun have, hvis ikke eftermiddagen (som i går) skal ende i ikke bare ulvetimer, men noget, der minder om varulvetimer.

Efter frokost – som barnet i øvrigt selv smurte, hvilket resulterede i indtagelsen af to hele rundtenommer pølsemad – var hun tydeligvis træt, og moderen ligeså, men efter 15 minutters afslapning i dobbeltsengen i ske med mig, erklærede Bean, at ‘nu er jeg ikke træt mere. Stå OP, mor’. Javel. Jeg kender hende godt nok til at vide, at hun ikke havde ret, men at der til gengæld heller ikke ville komme noget ud af at tage kampen.

Så vi bagte i stedet småkager og hyggede os med de fine forme fra IKEA med både nissehuer, stjerner og moustacher.

Jeg havde et par ærinder at nå (og en ubændig trang til en chai latte fra Krummen & Kagen), så efter den sidste plade var kommet ud ad ovnen, trillede vi en tur i Bugaboo’en med planer om at slutte udflugten på en legeplads. Imidlertid ville Bean hellere ‘ligge ned og slappe af, mor. I hulen (red: kalenchen på vognen skulle op). Vil hellere gå lang tur’. Og mens jeg trillede med hende faldt hun stille og roligt i søvn. Jeg VIDSTE, at hun trængte til en lur. Jeg endte med at trille en god, lang tur langs Søerne og rundt på Indre Østerbro med et sovende barn i vognen. Det føltes næsten som at være på barsel igen. Bare med massivt mere overskud i bagagen. Jeg vendte snuden hjemad, da det begyndte at regne og resten af dagen har vi brugt hjemme. Bl.a. med Netflix-hygge. Jeg er nemlig af den overbevisning, at analog leg er absolut bedst for børns udvikling, men at vi alle kan have brug for at slappe af og bare modtage underholdning af og til. Ikke mindst, når det betyder, at jeg kan få lov at sidde og nusse med Bean i over 30 minutter og hun bare putter sig ind til mig. Jeg ved jo godt, at det stopper på et tidspunkt…

Jeg elsker, at kong Julian fra Madagaskar nu har fået sin egen spin-off serie, men Bean er lidt for lille til den, og i stedet har vi set mange afsnit af Lille Laban. I ved. Det søde, lille spøgelse, der er bange for mørke? Det er SÅ hyggeligt og kan varmt anbefales. Bean sad flere gange og kluklo og genfortalte løbende handlingen for mig.

Det er i øvrigt noget ved hendes alder, som jeg elsker ubetinget. Genfortælling og det løbende kommentatorspor til hendes eget liv. Jeg synes, det er så hyggeligt at høre hende fortælle og forklare, hvad hun gør – mens hun gør det. Hvad end det er at hoppe i sofaen eller i sengen, pusle dukkerne, holde te-selskab eller lege en relativt kompliceret leg fra en Barbapapa-historie, hvor en ørn stjæler en picnickurv, som så skal findes og reddes igen gennem bjergbestigning og andre udfordringer. Det hele krydret med en lejlighedsvis julesang.

hjemmebag

^^Beklager billedkvaliteten. Jeg har taget to billeder i dag, og generelt været offline. Det har jeg haft behov for. I dag havde jeg lyst til at det bare skulle handle om Bean og mig. Nåmen her er en del af resultatet fra bagningen. Formene fra IKEA er så skønne. Jeg er ret vild med idéen om småkager med håndtag. Af de rester, der ikke kunne blive til flere nissehuer eller sløjfer, lavede vi helt almindelige, runde småkager med stempeltryk, som også var et hit hos Bean. Det tager tid med børn i køkkenet, men er så hyggeligt, synes jeg. Og så var det *virkeligt ærgerligt* at et par af småkagerne brækkede da de skulle af pladen. Sådan nogle kan man ikke servere for (jule)gæster, så vi prøvesmagte dem efter aftensmaden!

Det blev vist lidt en rodebunke. Jeg vil smutte i seng, så jeg kan være klar til årets sidste arbejdsdag, efterfulgt af julehygge med en flok skønne kvinder og børn – og en udgave af Messias i morgen aften med en dejlig veninde, jeg ser alt for lidt. Og SÅ kan det godt blive jul <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts