Om hvorfor en enkelt snaps gør mig til en bedre mor

De sidste 7 dage har budt på sygdom oven på mere sygdom. Først mig og resten af ugen – sådan on/off – Bean. Jeg orker ikke at komme ind på, hvordan vi har tumlet logistikken oveni de øvrige forpligtelser, der er. Lad os bare sige, at vi glæder os til weekenden, hvor det hele forhåbentlig vender.

Det leder mig imidlertid videre til den dér snaps. For i eftermiddags var vi en lille flok, der var til en hyggelig julefrokost på Mikkelers ‘Øl & Brød’, der i øvrigt varmt kan anbefales, hvis du er til rigtig god øl og ditto moderne smørrebrød. Det var O.P.Andersen, der inviterede, og siden jeg i sommer fik lov at smage snaps på en anderledes måde, så har jeg faktisk ændret holdning til den type alkohol. Det kan jo faktisk smage godt, og jeg er simpelthen blevet for gammel til alkohol, der drikkes for promillens skyld. (Faktisk tror jeg, at jeg altid har været for gammel til det, men det er en anden snak)

Vi blev trakteret med ølmarineret sild, den bedste hønsesalat jeg nogensinde har smagt og lækker boeuf tartare. Og til enhver julefrokost var der naturligvis snaps. Jeg er stadig mest til de milde varianter, og jeg må melde, at jeg blev meget positivt overrasket over den lyse O.P.Andersen.

Og nu til hvordan det gør mig til en bedre mor at få et glas snaps. Bean har aldrig været ‘nem’. Sådan er hun bare ikke. Og jeg elsker hende præcis og netop som hun er, men det betyder også, at jeg trænger til en lille pause af og til. En hel eller en halv time. En løbetur. En gåtur. En aften med en veninde. Eller en snaps og halvanden time i godt selskab. Det giver mig overskud til at deale med en eftermiddag og aften med et barn, der kræver 110%. Og jeg elsker Jonas for at være med på, at mor har brug for en time out af og til.