Børnehaveparathed (disclaimer: indeholder mor-pral!)

Som nogen måske husker, så var jeg til forældre-eksamen forleden – måske bedre og mere rammende kendt som ‘børnehaveparathedssamtale’. Jonas kunne desværre ikke få arbejdet til at gå op, så det blev mig alene, der hørte alle de pæne, dejlige ord, der blev sagt om vores Bean.

Og ja. Det her bliver en regulær omgang mor-pral med lidt almen lovprisning af hendes fantastiske pasningsordning smidt ind på må og få. Det må der også være plads til. Læs i stedet med HER, hvis du ikke orker det lyse men hellere har lyst til at dykke ned i moderskabets mørkere sider. Hvis du hellere vil vinde noget, så læs med HER – og hvis du bare kunne tænke dig at se en giraf-leopard ridde på en gris, så scroll ned i bunden af indlægget. Det er public service, du!

Inden mødet havde Beans pædagoger brugt 2 (!) timer på at svare på en kæmpe bunke spørgsmål om hende og hendes kompetencer ud fra NUZO-metoden (‘Nærmeste UdviklingsZOne’). Det gør de i øvrigt mens børnene sover, så det er ikke tid der bliver taget fra børnene, men tid der bliver taget fra deres eneste (velfortjente!) pause midt i en dag fuld af børn med krudt bagi. 2 timer er åbenbart lidt i forhold til denne kompetence-udredning. Børn med forskellige problemer eller vanskeligheder kan tage op til 3×2 timer. Jeg synes, det er vildt imponerende, at de prioriterer at komme så grundigt omkring alle børn i en standardiseret undersøgelse i deres ‘egen’ tid (og det selvom jeg generelt ikke er tilhænger af diverse tests og papirarbejde når det handler om normalfungerende børn)

Fordi vi er sammen med hende hver dag, så er Beans kunnen og generelle gemyt og opførsel standarden for os. Det er det, vi måler og forstår 2,5-årige ud fra. Det er ikke altid, vi er bevidste om hendes udvikling, fordi den sker glidende. Derfor er det rigtig spændende at se, hvordan hun ‘performer’ i forhold til sine jævnaldrende. Forstå mig ret. Jeg ser det bestemt ikke som en konkurrence og kunne ikke drømme om at pace mit barn i en eller anden retning, fordi hun ikke lå i toppen af en kategori. Det er så uendeligt ligegyldigt, og alle børn (og voksne) har deres spidskompetencer og felter, hvor de ikke er særligt dygtige. Det interessante er at blive oplyst om, hvad børn generelt kan og dermed blive klarere på Beans interessefelter – og alternativt, at blive klar over, om der er områder, hvor hun har brug for, at vi støtter hende mere.

Det var ingen overraskelse, at Bean lå højt i katogorien ‘Musikalsk kreativitet’. Hun (og jeg) ELSKER at synge og jeg kan ikke huske, at der har været en eneste dag siden hun blev født, vi ikke har sunget. Først for hende og siden sammen. Nu er det af og til hende, der insisterer på absolut tystnad, mens hun optræder for os. Enten med et bredt repertoire af børnesange eller med hendes egne tekster på kendte melodier. Det har hun længe gjort, så jeg blev faktisk overrasket over, at det er ret langt fremme i skoene for børn på 2,5 at digte egne sangtekster. Nånå.

Det var heller ikke overraskende, at hun scorer højt i de motoriske kategorier. Hun er en modig og eventyrlysten lille dame og allerede i foråret kravlede hun op ad rutschebaner og i ‘edderkoppespind’. Siden hun blev født har hun haft, hvad jeg tror, man kalder en ‘høj kropsspænding’, og hun har fra start af været opsat på at komme ud over stepperne. Og så er hun simpelthen så stærk. I øjeblikket ligger hun sig i planke og øver sig i armbøjninger, sådan bare for sjov… Sin (idrætsglade) fars pige er hun bestemt også.

Det imponerende er, at hun er rigtig dygtig i evner og egenskaber, som både Jonas og jeg kan genkende fra os selv, og som egentlig peger i modsatte retninger: hun er motorisk stærk, men samtidig god til at fordybe sig og fastholde sig selv i en (stillesiddende) aktivitet.

Sprogligt var hun en sen starter – jeg tror hun var omkring 2, før der kom et egentligt sprog. Hun sagde nogle få – nøje udvalgte – ord, men hun ventede med resten, indtil hun mere eller mindre kunne tale i sætninger. Siden har hun aldrig set sig tilbage, og jeg bliver til stadighed imponeret over, hvad hun kan formulere og forstå. Ifølge skemaet ligger hun (ligesom med motorik og musikalsk kreativitet) på et niveau, man kan forvente af en 4,5-årig. Det er jo helt vildt! Vi har mest ældre børn i omgangskredsen, så for os er hendes sprog jo ikke noget særligt – de andre kan jo mere. Men helt ærligt? Det er da flot.

… det dejligste at høre var dog, at hun er ‘meget vellidt i børnegruppen’. De andre finder ikke på at stjæle hendes legetøj, men de vil meget gerne hendes selskab. Nogle gange for meget, og hun kan godt blive overvældet af de kys og kram, der kommer hendes vej. Så vi skal øve os i at hjælpe hende med at sige nej og stop, når noget overskrider hendes grænser. Det hjælper de hende også med i dagplejen. Jeg har lagt mærke til, at hun af og til integrerer grænser og ‘nej’ i sin leg, så vi er på vej. Hun markerer også af og til overfor os, når kysseriet tager overhånd. Man må godt have lidt spidser på albuerne for at kunne tage ansvar for og vare på sig selv.

Konklusionen på mødet og på hovedspørgsmålet – er barnet børnehaveparat – var et rungende ja. Hun kan alt det, hun ‘skal’ kunne. Hun er renlig og hun kan selv tage tøj af og på. Og har gjort det siden før sommer, åbenbart. Herhjemme er det ret nyligt, at hun ikke kræver at ‘moar (h)jæl-der’. I dagplejen er hun også rigtig dygtig til at forstå kollektive beskeder – herhjemme har hun noget mere selektiv hørelse. Det er vist meget naturligt. Det er trods alt her, hendes base er, og heldigvis er det tegn på en tryg tilknytning at hun fyrer den af med grænsesøgning over for os. Uagtet at det kan være jævnt irriterende.

Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer en reaktion og en tilvænningsperiode i forbindelse med et skift. Men mest af alt er det vist moderen, der ikke er børnehaveparat og i stand til at forholde sig til, at vi KAN risikere at få tilbudt en plads pr. 1.2., som er den måned, hvor Bean fylder 2 år og 10 måneder. I mit hoved var det tidligst omkring påske, at vi skulle forholde os til den slags.

Phew. Det blev en ordentlig omgang mor-praleri. Jeg håber ikke, jeres øjne bløder alt for meget og jeg er imponeret, hvis I har læst med helt hertil. Det er bestemt ikke fordi jeg objektivt tror at Bean er bedre end andre børn (subjektivt er det en anden sag, men sådan er mødre jo), og der er absolut felter, hvor hun bare er helt almindeligt alderssvarende og hvor andre er langt foran hende. Til gengæld er der også områder hvor hun er mere end gennemsnitligt sej. Jeg blev simpelthen så stolt over min lille, seje pige, der kan så meget – og er så god en ven for sine små kumpaner venner.

… lidt billeder må der til. Bean synes, girafmasken i træ er så sjov. Og jeg elsker, elsker, elsker stadig leo. Ikke mindst de bløde leggings fra MarMar har været et hit (i forskellige størrelser) siden hun var helt lille. De matchende sutsko er fra Angulus, og er lette at få på (og af!) for en tumling. Og har skridsikre såler til hurtigløbere. Blusen er fra Soft Gallery og grisen er en Wheely Bug.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram