She is only two and a half for such a little while…
Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød tudetur over det faktum, at tiden er gået så stærkt, at jeg nu har et barn på to og et halvt år. Som så afgjort ikke er en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Som af og til vågner og som det første siger ‘Jeg ELSKER mor. Jeg ELSKER far.’ Som af og til tester vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser til det yderste. Som uden tvivl og altid er det allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske, der er sket i mit liv. Hun er den, jeg elsker allerhøjest og helt, helt betingelsesløst. Den, der kan lært mig, at jeg rummede dybder og højder, jeg ikke anede fandtes. Hendes tilstedeværelse har gjort og gør mig sårbar på måder, jeg ikke kendte til. Jeg er helt og aldeles blottet, hudløs og nøgen i mit forsvar mod en verden, der stadig er fuld af grumme ting, men samtidig er jeg også ‘Pippi-stærk’ som tusind okser, når det handler om at gøre, hvad der skal gøres, når alting brænder på.
Det er en mors lod. Det er mit lod. Nu og for evigt. Og lad mig så bruge al den tid, jeg kan på at nusse lidt mere. Kramme lidt længere. Og nyde al den tid, jeg kan få, inden hun meget hellere vil ud i verden end hjem til sin mor.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Du skriver simpelthen så fint om livet som mor, får sat så mange kloge ord på det som får mig til at tænke “lige præcis!”. Keep up the good work 🙂