Work-life balance – og noget om de uger, hvor den ikke går helt op

Phew. Jeg er træt. Med træt på. Og det er (i skrivende stund) kun torsdag aften. Når indlægget her ryger ud, er det fredag, men weekenden er ikke liiiiige om hjørnet, som den sædvanligvis er.

anigif_enhanced-buzz-8152-1390859117-6 (Så er det sgu godt, der findes kaffe. Og gode kollegaer. Og en forstående og sød mand, der har maden på bordet, når man kommer hjem)

En normal arbejdsuge for mig er på 37 timer. Heraf et par stykker fra hjemmekontoret, hvilket betyder, at jeg kan være tidligt hjemme (læs: 15.30) 3 dage ud af 5. Inklusive fredag.

Denne uge har ikke været en normal arbejdsuge. Torsdag eftermiddag holdt Strut et af de fine (og gratis) jordemoderbesøg, og det giver mit job så meget mening, at vi kan facilitere mødet mellem en fantastisk kompetent og empatisk og erfaren jordemoder og gravide, der i 2 timer får mulighed for at sætte ord på deres tanker, bekymringer og overvejelser omkring graviditet og fødsel. Jordemoderbesøgene, som du kan læse mere om her, efterlader mig altid med en rigtig god mavefornemmelse, og jeg bliver så glad, når vores dejlige besøgende og kunder fortæller, at en snak med Krista faktisk gjorde en forskel for dem.

Ikke desto mindre betød det, at jeg nåede at se Bean to timer torsdag morgen og så en halv time inden puttetid. Fredag i denne uge er jeg typen, der er i butikken helt til luk, og det betyder, at jeg er hjemme omkring kl. 18, og derfor når at få en *hel time* med Bean.

For nylig har både Michala og Camilla omrokeret deres arbejdsliv for at skabe bedre balance, og hvis alle mine uger så ud som denne, havde jeg tænk DELTID for længst. Heldigvis hører det til de absolutte sjældenheder, og når arbejdsdagen i dag er omme, er der heldigvis en weekend at se frem til med plads til leg, kram og samvær med både familie og venner. Jeg er vild med mit arbejde, og fordi både Jonas og jeg har fleksible arbejdstider, kan vi sagtens få det hele til at hænge sammen i mere end 90% af tiden. Mere end hænge sammen, egentlig. Jeg synes, vi sædvanligvis har fin tid til familieliv. Også i hverdagene. Måske er det netop derfor, at en uge som denne giver ekstra meget grus bag øjenlågene og savn på krammekontoen hos mig.

Hvordan tackler I arbejde og familieliv? Og drømmer I i al hemmelighed om at skære heeeelt ned på arbejdstimerne i en periode?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

She is only two and a half for such a little while…

 photo twoandahalf_zpsc0b430a3.jpg

Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød tudetur over det faktum, at tiden er gået så stærkt, at jeg nu har et barn på to og et halvt år. Som så afgjort ikke er en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Som af og til vågner og som det første siger ‘Jeg ELSKER mor. Jeg ELSKER far.’ Som af og til tester vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser til det yderste. Som uden tvivl og altid er det allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske, der er sket i mit liv. Hun er den, jeg elsker allerhøjest og helt, helt betingelsesløst. Den, der kan lært mig, at jeg rummede dybder og højder, jeg ikke anede fandtes. Hendes tilstedeværelse har gjort og gør mig sårbar på måder, jeg ikke kendte til. Jeg er helt og aldeles blottet, hudløs og nøgen i mit forsvar mod en verden, der stadig er fuld af grumme ting, men samtidig er jeg også ‘Pippi-stærk’ som tusind okser, når det handler om at gøre, hvad der skal gøres, når alting brænder på.

Det er en mors lod. Det er mit lod. Nu og for evigt. Og lad mig så bruge al den tid, jeg kan på at nusse lidt mere. Kramme lidt længere. Og nyde al den tid, jeg kan få, inden hun meget hellere vil ud i verden end hjem til sin mor.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Et surt opstød om kræft. Ja, du læste rigtigt.

Hold nu KÆFT, jeg glæder mig til oktober er færdig og vi kan droppe det dér tåbelige ‘Knæk cancer’-slogan og for at høre om ‘kampen mod kræft’. Jeg bliver så uendeligt træt af sports-analogien, for kræft er en sygdom. En sygdom, der rammer ubarmhjertigt og mere ubønhørligt og tilfældigt end selv de værste massemordere og psykopater i menneskehedens historie.

Kræft i alle dens former er en sygdom. Ikke en match mellem ligeværdige partnere, der træner og øver sig og har en god eller dårlig kampdag. Ja, det kan da godt være, man gør det mere tåleligt for sig selv og ikke mindst sine omgivelser når man har en positiv attitude, men det skal fandeme også være legalt at være pissehamrende sur og ked af det, fordi man er syg og fordi det er en farlig sygdom.

Så hold nu op med at snakke om en kamp – for sportsretorikken gør uværgeligt alle dem, der ‘tabte kampen til kræft’ til tabere. Tabere der bare skulle have kæmpet hårdere, været mere positive, spist flere kinesiske urter og mediteret mere – grundlæggende er det blevet deres egen skyld og problem, at de døde.

Kræft er rædselsfuldt. Uanset hvem det rammer og hvad udfaldet bliver. Men lad os italesætte det som hvad der er – en sygdom – i stedet for en kamp. Og blive ved med at arbejde på at skabe midler til forskning i behandlinger, medicin og operationer.

 

Det er ikke en kamp. Kræftramte er ikke vindere eller tabere. Kræftramte er mennesker, der er syge. Den lille pige, jeg så i morges med en sonde i næsen og uden et hår på hovedet, på vej ind på Riget med sine forældre, har intet ansvar for sin sygdom. Hun er ikke en taber. Uanset hvad hendes fremtid bringer.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ladies who brunch’eon: anmeldelse af brunchtid.dk

Forstå mig ret. Jeg elsker min lille familie og at tilbringe tid med dem, og både Jonas og jeg er helt vilde med Bean og hendes udvikling i øjeblikket. Men. Af og til skal man også huske at holde fast i den (kvinde) man var før barn og moderskab kom til. Det er her, veninder kommer ind i billedet. Jeg havde fået mulighed for at teste et relativt nyt koncept med brunch, der bliver bragt hjem til dig – og sammen med en flok erfarne og kritiske brunch-kvinder nød jeg en formiddag uden børn og mænd i rent østrogent selskab og med lidt bobler til.

brunchtid.dk ostfronten(Billedet er lånt fra smukke Signe, som jeg har kendt siden vi begge var tykke damer på APA)

Det var brunchtid.dk, der stod for maden og de varme drikke – jeg havde bagt brød og købt juice og bobler. Det kan du også tilkøbe, men så ender vi i en pris, der svarer til en bedre københavnerbrunch. Vi var alle fans af convenience-præmissen; det er jo ingen sag at invitere huset fuld af gæster, når andre står for maden. Men det kan også gøres skarpere end nu; fx ved at skære en smule i anretningerne og til gengæld blive mere gennemført i temaet (vi havde valgt ‘italiensk brunchtallerken’). Afhentningen har jeg allerede lidt stress over, for den foregår over de næste tre dage et sted mellem 8-20. Det fungerer sikkert fint, hvis man har en carport eller et skur at stille 7 kasser med diverse service i, men det er sgu ikke en god deal, når man bor i lejlighed og ikke har mulighed eller lyst til at bruge 3 (arbejds)dage på at daldre rundt hjemme og vente på at afhentningsmanden måske/måske ikke kommer forbi. Det MÅ kunne gøres bedre. Også uden ekstragebyr.

Har du en yndlingscafe i nærheden, der serverer god brunch og hvor dig og veninderne kan få lov at hænge ud i timevis? Så tag den. Har du langt til nærmeste gode cafebrunch eller bare lyst til at blive hjemme uden at skulle stå flere dage i køkkenet – eller til at invitere venner med børn uden at skulle bruge tid på madlavning, så overvej brunchtid.dk. Det overordnede indtryk var absolut positivt og maden smagte dejligt. Det gør helt sikkert også rollen som værtinde en tand mere afslappet, for jeg skulle ikke gøre andet end at stille (pæne) skiferfade anrettet med ost, frugt og pølse på bordet og så lune et par fade med minitærter og pandekager. Normalt fiser jeg rundt for at holde styr på alting og har brugt dage i forvejen på forberedelser. Men for mig trækker det altså ned at afhentningen er så upræcis. Ikke mindst når en bedre ordning ville gøre det langt mere attraktivt for mig og mine lejligheds-reciderende brunchdamer i det kjøwenhavnske, der hjertens gerne betaler for at få en formiddag i ny og næ uden mænd, børn og bøvl.

(For en god ordens skyld: indlægget er skrevet i samarbejde med brunchtid.dk, men ord og holdninger er mine egne og – i dette tilfælde – mine gæsters)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

En perfekt dag med dårligt vejr. Nu med finkultur

Egentlig havde vi ikke tænkt, at denne lørdag skulle fyldes med planer eller aktiviteter. Men så var det, at Bean vågnede glad og frisk, og det var for sløjt vejr til rigtigt at være ude. Jeg kunne egentlig også virkeligt godt tænke mig at se Olafur-udstillingen på Louisiana. Og det var ret længe siden, vi var der sidst. Så.

Efter en fin nat og eftersom middagsluren ikke længere er alfa og omega for en god dag, kørte vi afsted for at ramme Humlebæk halv tolv og starte med frokost inden kunst. Ha! 2,5 år senere har vi åbenbart stadig ikke lært, at man fint kan lægge planer, men det er barnet, der dikterer virkeligheden. Bean faldt i søvn undervejs, og der var ligesom ingen pointe i at vække hende efter hverken 5 eller 15 minutters sød søvn, så Jonas og jeg fik mulighed for at snakke voksensnak i bilen på en regnvåd parkeringsplads, der langsomt fyldtes op, mens Bean snorkede stille ved siden af. Uafbrudt samtale er en sjældenhed i dagtimerne (og om aftenen også, når først tv eller Macs er fundet frem), så det er en hverdagsluksus, vi i allerhøjeste grad nyder. Kan du huske, hvordan det var at falde roligt i søvn til dine forældres dæmpede samtale? For både Jonas og jeg vækker det skønne, bløde og halvtågede minder.

Når Bean vågner efter sin middagslur skal hun altid lige komme til sig selv (det er klart Jonas’ gener, der slår igennem), så vi endte med at se den enorme ‘Riverbed’ installation som det første. Kæmpe, kæmpe succes. For alle. Jeg er sådan helt overordret ret fascineret af Olafur Eliassons univers og installationer; ikke mindst når de bliver interaktive og som tilfældet er her, site specific. Jeg synes, det er fantastisk at få lov at opleve og blive del af værket i kraft af vores færden igennem det på en langt mere konkret og håndgribelig måde end når vi ser på skulpturer, malerier etc.. Ikke mindst i forhold til børn er det vidunderligt at se deres umiddelbare tilgang til værket. Bean gik med det samme hen og samlede en lille sten op for at kaste den i vandet – som hun ville gøre med enhver anden lille strøm eller flod. Og så blev der ellers klatret på sten og hele tiden videre, videre, videre. Hun var opslugt, og krævede i flere omgange af vores besøg, at vi skulle se ‘mere sten, mere sten’.

 photo DSC_0130_zps743ab6d4.jpg
 photo DSC_0137_zps094a3685.jpg
 photo DSC_0126_zps25aa6be4.jpg

Generelt har det altid været en fornøjelse at være på museum med hende, og jeg mener bestemt ikke, at små børn (eller babyer for den sags skyld) ikke kan få glæde af stor kunst. Der er farver, former og alternative måder at se verden på – det er da, om noget, børnevenligt. Beans første møde med finkultur i institutionaliseret form var da hun 16 dage gammel var på Statens Museum for Kunst og nåede igennem både Hammershøi og ‘Whistler’s Mother‘, og vi var der også flere gange med mødregruppen til stor fornøjelse for alle.

Efter første runde ’sten’ var vi alle sultne, og Louisianas buffet er en god investering. Bean var mere end tilfreds med at spise med og slugte de syltede græskar, spidsbrystet, kyllingtimbale, suppe, rødbeder med peberrod – og selvfølgelig masser af brød med endnu mere smør. Vi glemmer helt, hvor god hun faktisk er og altid har været til at være på restaurant, når der går ‘for længe’ imellem besøgene. (Jaja, det er morpral, men det er mig faktisk lidt en gåde, at Bean, der i den grad har krudt i røven, altid har udvist mere end god bordskik, når vi har været ude med hende.)

Hvis du har børn med på Louisiana er børnenes museum absolut også et visit værd – der kan tegnes, males, læses historier og laves forskellige kunstprojekter. Fx er jeg nu den… ahem… stolte indehaver af en klump ler, der i udpræget grad ligner en hundelort. Værkets titel er vist også – forstod jeg på kunstneren: ‘Lort. Adr’

 photo DSC_0128_zps878a8f62.jpg
 photo DSC_0151_zpsa33f711e.jpg
 photo DSC_0157_zps3d0d2c5b.jpg

Nå. Men inden afgang rundede vi ‘Riverbed’ endnu en gang, og så fik vi også trukket frisk luft i skulpturparken og snuset havluft ind. Beliggenhed går de ikke ned på deroppe.

Der er i øvrigt også andet Olafur end ‘Riverbed’ installationen på Louisiana pt., men det var så absolut den, der vakte allermest begejstring og genklang hos os alle tre. Den alene er turen og et besøg værd. (Og nej. Jeg er på ingen måde sponsoreret. Desværre!)

 photo DSC_0140_zps66c06420.jpg
^^Ja, det er lidt rystet og uskarpt, men SE lige, hvor glad Bean er! Bean: Jakke og ‘bouclejakke’ – Zara // Chelseaboots med zebrastriber – Angulus // Bluse – Marmar // Nederdel – hjemmesyet // Uldstrømpebukser – NameIt. Mor: Tørklæde – H&M // Lang skjorte – Notice // Jeans – Filippa K // Boots – AA Copenhagen // Skuldertaske – Ganni // Briller – foof.dk (model Spears)

… under alle mulige andre omstændigheder ville jeg i øvrigt have brugt en lørdag som i dag på at stå på hovedet i køkkenet og forberede mig til rykind af skønne damer i morgen til brunch. Men der er nogen, der har gjort arbejdet og kommer med maden. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts