Work-life balance – og noget om de uger, hvor den ikke går helt op

Phew. Jeg er træt. Med træt på. Og det er (i skrivende stund) kun torsdag aften. Når indlægget her ryger ud, er det fredag, men weekenden er ikke liiiiige om hjørnet, som den sædvanligvis er. (Så er det sgu godt, der findes kaffe. Og gode kollegaer. Og en forstående og sød mand, der har maden på bordet, når man kommer hjem) En normal arbejdsuge for mig er på 37 timer. Heraf et par stykker fra hjemmekontoret, hvilket betyder, at jeg kan være tidligt hjemme (læs: 15.30) 3 dage ud af 5. Inklusive fredag. Denne uge har ikke været en normal arbejdsuge. Torsdag eftermiddag holdt Strut et af de fine (og gratis) jordemoderbesøg, og det giver mit job så meget mening,...

She is only two and a half for such a little while…

Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød tudetur over det faktum, at tiden er gået så stærkt, at jeg nu har et barn på to og et halvt år. Som så afgjort ikke er en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Som af og til vågner og som det første siger ‘Jeg ELSKER mor. Jeg ELSKER far.’ Som af og til tester vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser til det yderste. Som uden tvivl og altid er det allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske, der er sket i mit liv. Hun er den, jeg elsker allerhøjest og helt, helt betingelsesløst. Den, der...

Et surt opstød om kræft. Ja, du læste rigtigt.

Hold nu KÆFT, jeg glæder mig til oktober er færdig og vi kan droppe det dér tåbelige ‘Knæk cancer’-slogan og for at høre om ‘kampen mod kræft’. Jeg bliver så uendeligt træt af sports-analogien, for kræft er en sygdom. En sygdom, der rammer ubarmhjertigt og mere ubønhørligt og tilfældigt end selv de værste massemordere og psykopater i menneskehedens historie. Kræft i alle dens former er en sygdom. Ikke en match mellem ligeværdige partnere, der træner og øver sig og har en god eller dårlig kampdag. Ja, det kan da godt være, man gør det mere tåleligt for sig selv og ikke mindst sine omgivelser når man har en positiv attitude, men det skal fandeme også være legalt at være pissehamrende sur...

Ladies who brunch’eon: anmeldelse af brunchtid.dk

Forstå mig ret. Jeg elsker min lille familie og at tilbringe tid med dem, og både Jonas og jeg er helt vilde med Bean og hendes udvikling i øjeblikket. Men. Af og til skal man også huske at holde fast i den (kvinde) man var før barn og moderskab kom til. Det er her, veninder kommer ind i billedet. Jeg havde fået mulighed for at teste et relativt nyt koncept med brunch, der bliver bragt hjem til dig – og sammen med en flok erfarne og kritiske brunch-kvinder nød jeg en formiddag uden børn og mænd i rent østrogent selskab og med lidt bobler til. (Billedet er lånt fra smukke Signe, som jeg har kendt siden vi begge var tykke...

En perfekt dag med dårligt vejr. Nu med finkultur

Egentlig havde vi ikke tænkt, at denne lørdag skulle fyldes med planer eller aktiviteter. Men så var det, at Bean vågnede glad og frisk, og det var for sløjt vejr til rigtigt at være ude. Jeg kunne egentlig også virkeligt godt tænke mig at se Olafur-udstillingen på Louisiana. Og det var ret længe siden, vi var der sidst. Så. Efter en fin nat og eftersom middagsluren ikke længere er alfa og omega for en god dag, kørte vi afsted for at ramme Humlebæk halv tolv og starte med frokost inden kunst. Ha! 2,5 år senere har vi åbenbart stadig ikke lært, at man fint kan lægge planer, men det er barnet, der dikterer virkeligheden. Bean faldt i søvn undervejs, og...
Older posts