Jeg blogger, altså er jeg? Og et spørgsmål til jer

Den seneste tid har jeg talt med flere om det at blogge, og hvad bevæggrundene er for at udgive sig selv jævnligt (og i perioder endda dagligt) i et mere eller mindre åbent forum. Østfronten blev til for over 3 år siden, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Inden da havde jeg flittigt læst med på andre blogs, men sammen med de to blå streger kom også lysten til at bidrage selv.

Oprindeligt var Østfronten en ‘anonym’ blog. Så anonym som man nu kan være, når man poster indlæg og indhold ude i det dér cyberspace. Jeg fortalte i al fald ikke nogen, at det var mig, der var inden i Østfronten, og at jeg i det hele taget havde en blog. Tanken var – og er stadigvæk – at bloggen skulle være en slags dagbog over tiden som gravid og livet med en baby. Et slags dokument over Beans første tid. Forskellen fra en dagbog i dokument eller papirform er naturligvis at andre kan og må læse med – og kan komme med deres råd, input og virtuelle krammere eller konstruktive kritik. (Det har der været en del af i tidens løb. Og jeg er simpelthen så taknemmelig for alle jeres kommentarer. Hver eneste bliver læst)

Efterhånden som Bean blev ældre fik jeg imidlertid lyst til at blive mere åben omkring min hemmelige blogger-identitet. Ikke mindst fordi der dukkede flere og flere billeder op herinde på bloggen. Med billeder ryger anonymiteten selvsagt ret hurtigt, så det gav ligesom bare mest mening for mig at smide kortene på bordet. (Nåja, og så kendte jeg også pludselig en ‘kollega‘, som jeg havde gået på fødselsforberedelseshold med og som var åben omkring sin blog. Det gjorde det hele lidt mindre farligt)

Det betyder, at jeg nu kender flere af jer læsere. Jeg ved, at der er nogle i vores omgangskreds og familie, der læser med. At tidligere klassekammerater og korsangere også af og til følger livets gang på Østfronten. Det er ret hyggeligt, synes jeg.

Mit primære sigte har hele tiden været at skrive. Om Bean. Om os. Om hvordan vi lever og hvilke udfordringer og glæder, der er i vores lille familie. Om det sure, det søde og det bitre. Fordi jeg mener, der skal være plads til de gode historier, til jubellykke og til det sorte og det, der gør ondt. Det er vigtigt for mig at være personlig – at I skal kunne mærke, at det er et rigtigt menneske, der sidder bag skærmen og tasterne. At jeg har noget på hjerte. Ikke at det hele skal være dybt og tungt. Men der er samtidig også noget, jeg vælger aldrig at dele. Jeg har ikke lyst til at dele det private, så I kommer aldrig til at se billeder af Bean der græder og er ulykkelig. Sådanne billeder af mig selv ville jeg ikke bryde mig om at se på nettet. Jeg redigerer i sandheden og virkeligheden, og jeg vælger mine ord og billeder med mere eller mindre omhu.

Men sådan er det jo i mange af livets forhold. At vi hører om og kender til dele og facetter af virkeligheden – sjældent det hele, fuldstændige billede. Vi redigerer (næsten) alle i det output, vi deler med vores omgivelser. Både i den fysiske verden og på de sociale medier.

En uventet (jojo, lidt naiv har man vel lov at være) men herlig sidegevinst ved at være en offentlig blogger er alle de dejlige mennesker, jeg har lært at kende igennem bloggen. Nogle af dem vil jeg endda gå så vidt at kalde venner. Dét havde jeg ikke regnet med dengang jeg skrev mit allerførste indlæg tilbage i 2011. Naturligvis er der også de mere materielle fordele – jeg er så priviligeret, at jeg af og til bliver inviteret til spændende events, får lov at teste nye produkter og endda har været ude at rejse og er blevet meget klogere på bæredygtighed. Dem sætter jeg pris på og er taknemmelig for. Men det er ikke derfor jeg blogger. Så ville det hele sgu blive lidt fattigt, hvis jeg må være helt ærlig.

Nå. Det var lidt om, hvorfor Østfronten eksisterer. Nu på 3. år.

Et (for mig!) mere interessant spørgsmål er: Hvorfor læser du med – og hvad vil du gerne læse mere om? Det kunne jeg faktisk helt vildt godt tænke mig at vide. Så meget at jeg godt kunne finde på at smide en lille gave eller to efter jer, der gider svare.

Og så får I lige et totalt stereotypt og på I N G E N måde opstillet ‘bloggerbillede’ fra en dag, hvor jeg godt kunne lokke Kæreste til at lege fotograf

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram