Redningen til trætte mor-øjne og noget om at savne på forhånd

Hvis nogen kender til at vågne med øjensprækker så smalle som chancen for at få en Kähler jubilæumsvase i Imerco, så er det mødre som mig. Mødre hvis børn aldrig nogensinde har sovet igennem mere end 5 gange i deres 28 måneder gamle liv. Når man af og til har været så træt, at det har været en vanskelig opgave at koncentrere sig om at lægge den mascara, der er minimumskravet for at se nogenlunde levende ud – så ved jeg simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt på den her løsning før!

I går aftes fik jeg lagt et sæt nye øjenvipper af min kollega Mette, der også er uddannet i at få trætte mødre (og alle andre) til at se Bambi-smukke og friske ud – vi blev enige om en ‘mediumløsning’; pointen er jo ikke at se ud som om jeg er på vej til stor fest hele tiden.

Mette kan bookes til at lave smukke vipper på dig også hos Juicy Beauty på Elmegade.

SE hvor fint, det er blevet (hvis jeg selv skal sige det!) Det er altså et mini-mirakel at se frisk ud, fra det øjeblik, man slår øjnene op. Beklager i øvrigt billedkvaliteten. iPhone-selfies bliver aldrig sådan megagode, når jeg tager dem.

… jeg satser i øvrigt på, at de fine nye, mascaraløse vipper betyder at jeg ikke kommer til at få pandaøjne de næste dage, hvor jeg skal være væk fra min lille, store pige. Det bliver så spændende og jeg glæder mig til at få en miniferie og lære en masse nyt i selskab med skønne damer, men det bliver også det længste, jeg nogensinde har været væk fra Bean. Onsdag til lørdag er jo ikke en evighed. I al fald ikke en uendelig en af slagsen. Men det føles stort og vildt alligevel.

Ens barn bliver fysisk skilt fra en ved fødslen i det øjeblik navlesnoren klippes over, men det følelsesmæssige bånd lader til kun at blive stærkere med tiden. Endnu mere, faktisk, nu hvor hun så småt er igang med at vende sig mere mod verden. (Og åbenbart er igang med dating for toddlers) Jeg elsker den pige. Mere end noget andet i verden. Så meget som man jeg har behov for (og fortjener!) en pause fra hverdagen af og til, så føles det ærligt talt også grænseoverskridende at tage væk fra sit barn med vilje. Bean og Kæreste kommer til at have det så fint sammen, men alligevel er der en del af mig, der næsten ikke kunne få mig til at slippe hendes hånd i aftes, da jeg puttede hende. Ahmen altså. Stopper det nogensinde?

I skal nok høre en masse mere om Spanien og turen derned – og i øvrigt også om vipperne, når jeg har mere erfaring med dem! Men nu vil jeg kysse min sovende kæreste og putte mig ind til ham. Ham kommer jeg nemlig også til at savne de næste dage.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram