Parforhold og kærlighed – nu med barn

Kæreste og jeg kom i dag til at tale om, hvordan det har påvirket vores forhold at blive forældre. Altså vores kæreste-kærligheds-voksen-forhold.

Inden jeg fødte, indgik vi en kontrakt (med håndslag og alting) på, at uanset hvad, så måtte ingen af os baile forholdet det første af Beans leveår. (I øvrigt aftalte vi også at alt, hvad der bliver sagt og gjort mellem midnat og kl 5 ikke tæller). Vi havde hørt og læst alle mulige steder at de første år er de hårdeste og der, hvor forholdene falder fra hinanden som fluer. Well, hånden på hjertet, så VAR det afsindigt hårdt at få Bean. Ikke selve fødslen. Den var fantastisk og jeg glæder mig til at skulle opleve det igen en anden hypotetisk fremtidig gang. Men det at få et barn, der havde et ambivalent forhold til søvn og som græd og græd og var og er både virkeligt udadvendt og energisk og samtidig har et enormt tryghedsbehov. Det var hårdt. Som i 10 år i Gulag-benhårdt. Ikke for vores forhold, men på det personlige plan, fordi vi hver især blev testet og vores grænser blev skubbet, afprøvet og af og til overskredet af et lillebitte, krævende menneske. Hun tog al energi, al tid, alt overskud (og en del af underskuddet). Selv de dage, hvor hun græd 7 timer og hvor jeg var segnefærdig når Kæreste kom hjem fra arbejde. Selv der var det ikke hinanden vi bebrejdede eller hinanden, der måtte lægge øre og ryg til beskyldninger og hårde ord.

Der har været tilpasninger, og det har ikke været uden konflikter og timers snak. Kæreste tager ikke længere på 5-6 herreweekender om året og ud flere gange om ugen med sine venner. Jeg er blevet bedre til at stå ved mine egne behov og holde på, at jeg skal have plads til ego-tid engang imellem. Vi prioriterer at være alene sammen af og til – og at tale sammen uden at der er tændt elektronik i nærheden.

Vi er enige om, at Bean har gjort os stærkere. Vi har absolut ikke samme tid til hinanden, til romantiske middage, spontane aftenudflugter eller en tur på den lokale vinbar. Men vi kysser hinanden hver dag. Flere gange om dagen. Vi er jævnligt ved at boble over af lykke over vores lille familie – også når der er frustrationer og sygdom og manglende søvn.

Det har aldrig været i nærheden af at være på tale, at vi ikke skulle fortsætte sammen i det her projekt. Og jeg er helt med på, at sådan er det langtfra for alle – at der kan være utallige udfordringer undervejs, der kan tippe vægtskålene i en anden retning. Men det behøver ikke at være voksen-kærlighedens og parforholdets undergang, at man får et barn. Jeg får ikke længere sommerfugle i maven af at tænke på Kæreste, som jeg gjorde det første år, vi kendte hinanden. I stedet bliver jeg lykkelig helt ind i knoglemarv og hjernebark ved tanken om ham og om Bean og om os. Det skift kan jeg mere end leve med. Jeg elsker det.

– jeg er stadig helt vild med ham den høje mand ved min side (og jeg kan i øvrigt stadig passe den der nederdel!) Også selvom vi ikke længere rejser flere gange om året til fremmede storbyer og spiser dyr mad på fancy restauranter hele tiden. #throwback til Berlin, en sommeraften i 2010

Pssst! Har du husket at være med i konkurrencen om et skønt Michelle Carslund print? Jeg ved godt, jeg selv har været lidt sløv, så I får lige til og med fredag til at lege med.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram