Football in the rain - og et par vindere

Nej mor – STOOOOOP!

Grænser. Det er noget, vi arbejder på herhjemme i øjeblikket. ‘Nogen’ af os er smack dab i den fase af livet, der handler om selvstændighed. Og med ‘nogen’ mener jeg naturligvis ingen andre end Hendes Kejserlige Hidsighed – bedre kendt som Bean.

Jeg er ret sikker på, at de også øver konflikthåndtering i dagplejen, for et af de hyppigste udråb her på matriklen er i øjeblikket ‘Nej, mor – STOOOOP!’, der siges med fremstrakt hånd og arm (af og til fremstrakt så langt som ind i ansigtet på mig, hvilket naturligvis ikke føles særligt irriterende). Jeg synes, det er flot, at hun på den måde kan verbalisere og vi undgår at hun f.eks. reagerer fysisk med slag eller bid, men det er ærligt talt ikke skide rationelt (eller rimeligt, for den sags skyld) det hele.

Og det er mildest talt svært at tage hende alvorligt altid, når hun er sur – hun får den sødeste, lille trutmund, når hun bekendtgør ‘jeg er sur’, men vi holder masken og anerkender, at man selvfølgelig kan blive rasende vred over… alt mellem himmel og jord. For eksempel at jeg har fundet de forkerte sokker frem. Heldigvis lader det til, at vi (efter at have taget mere end et par kampe om det og slæbt et styk ormende og skrigende barn afsted) nu er nået til enighed om, at man SKAL holde i hånd, når man skal over vejen. Det er straks noget andet, når hun fortæller, at ‘jeg er ked af det’. Så kan jeg ikke andet end at tage hende i mine arme og gøre alt hvad jeg kan, for at høre ‘jeg er glad igen’

Jeg synes, at det sværeste ved selvstændighedsalderen er at lære, hvornår jeg (og vi som forældre) skal stå fast og hvornår, vi kan lade Bean få sin vilje. For naturligvis er der noget, der er non negotiabel. Tandbørstning og hvorvidt man må smide med sin mad står ikke til forhandling. På den anden side skal hun jo heller ikke have nej hver gang – og det er her, det bliver svært. For hvordan sætter man klare grænser med kærlighed og respekt uden at tromle sit barn. Ikke at jeg tror, jeg er i stand til det. Bean har simpelthen for stærk en personlighed og vilje – og så er hun stædig som ind i helvede. Men det har jeg vidst kun mig selv at takke for…

 photo DSC_0003_zps969dde70.jpg
En af de kampe, der af og til bliver vundet af den 2-årige… Kan du stoppe sejren i hendes blik?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

10 kommentarer

  • Jeg sørger for at vælge mine kampe – for ellers bliver man vanvittig 😉 Som du skriver er regler i trafikken, tandbørstning, cykelhjelm osv. ikke til forhandling. Andre ting er jeg large med. Gør det ham glad med blå underbukser fremfor de grønne – fair nok! Og så synes jeg kompromiset kunst er en god ting at lære 🙂
    Kh Henriette // blondinemor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er netop kunsten at vælge sine kampe, som vi først skal til at lære nu. Kompromiser øver vi os også i. Men øj, det kan være svært. For alle!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mega svært… For hvor er grænsen mellem kompromis og give sig? Regner med det fag snart kommer på pædagoguddannelsen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det burde KLART være en speciale-mulighed. Ph.d even. Post.doc. All the way. Det er edderbankeme svært at finde ud af!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du beskriver det simpelthen så skønt Stine, jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak Ida – det er også svært at tage hende alvorligt altid – selvom hun jo absolut mener det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aj, hvor er du politisk korrekt, når du kalder det selvstændighedsalderen 😉 Som jeg skrev i dag, har jeg en teori om, at den fase er delt op i to faser – først trods og så selvstændighed. Pt. er vi kun nået til trods…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – jeg tror, at trods er noget helt andet end den her fase. Det er ‘bare’ sådan en generel ting, som er livslang 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har netop beskrevet hvordan Oline er for tiden. STOP MOR STOP er også hendes ynglings sætning. Og ja som flere har skrevet så er det kunsten at vælge sine kampe med omhu. Man kan umuligt vinde alle kampe med en lille tumling i selvstændighed /trods alderen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Man skal gide diskussioner og brok og skænderier og gråd 24/7, hvis man skal tage alle kampe – og det giver altså ikke mening, synes jeg. Hvor herligt, at de følges ad 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Football in the rain - og et par vindere