Nej mor – STOOOOOP!
Grænser. Det er noget, vi arbejder på herhjemme i øjeblikket. ‘Nogen’ af os er smack dab i den fase af livet, der handler om selvstændighed. Og med ‘nogen’ mener jeg naturligvis ingen andre end Hendes Kejserlige Hidsighed – bedre kendt som Bean.
Jeg er ret sikker på, at de også øver konflikthåndtering i dagplejen, for et af de hyppigste udråb her på matriklen er i øjeblikket ‘Nej, mor – STOOOOP!’, der siges med fremstrakt hånd og arm (af og til fremstrakt så langt som ind i ansigtet på mig, hvilket naturligvis ikke føles særligt irriterende). Jeg synes, det er flot, at hun på den måde kan verbalisere og vi undgår at hun f.eks. reagerer fysisk med slag eller bid, men det er ærligt talt ikke skide rationelt (eller rimeligt, for den sags skyld) det hele.
Og det er mildest talt svært at tage hende alvorligt altid, når hun er sur – hun får den sødeste, lille trutmund, når hun bekendtgør ‘jeg er sur’, men vi holder masken og anerkender, at man selvfølgelig kan blive rasende vred over… alt mellem himmel og jord. For eksempel at jeg har fundet de forkerte sokker frem. Heldigvis lader det til, at vi (efter at have taget mere end et par kampe om det og slæbt et styk ormende og skrigende barn afsted) nu er nået til enighed om, at man SKAL holde i hånd, når man skal over vejen. Det er straks noget andet, når hun fortæller, at ‘jeg er ked af det’. Så kan jeg ikke andet end at tage hende i mine arme og gøre alt hvad jeg kan, for at høre ‘jeg er glad igen’
Jeg synes, at det sværeste ved selvstændighedsalderen er at lære, hvornår jeg (og vi som forældre) skal stå fast og hvornår, vi kan lade Bean få sin vilje. For naturligvis er der noget, der er non negotiabel. Tandbørstning og hvorvidt man må smide med sin mad står ikke til forhandling. På den anden side skal hun jo heller ikke have nej hver gang – og det er her, det bliver svært. For hvordan sætter man klare grænser med kærlighed og respekt uden at tromle sit barn. Ikke at jeg tror, jeg er i stand til det. Bean har simpelthen for stærk en personlighed og vilje – og så er hun stædig som ind i helvede. Men det har jeg vidst kun mig selv at takke for…
En af de kampe, der af og til bliver vundet af den 2-årige… Kan du stoppe sejren i hendes blik?
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Jeg sørger for at vælge mine kampe – for ellers bliver man vanvittig 😉 Som du skriver er regler i trafikken, tandbørstning, cykelhjelm osv. ikke til forhandling. Andre ting er jeg large med. Gør det ham glad med blå underbukser fremfor de grønne – fair nok! Og så synes jeg kompromiset kunst er en god ting at lære 🙂
Kh Henriette // blondinemor.dk