• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
... så blev det alligevel påske

Noget om samsovning og putning

Det med søvn og putning bliver åbenbart ved med at være et emne her på Østfronten, så jeg håber, I orker at læse med endnu en runde!

Vi har haft en lang periode (nærmest siden Kæreste kom hjem fra New York), hvor det helst skulle være ham, der puttede om aftenen, hvis Bean skulle bestemme.

Efter den her omgang mellemørebetændelse (hvor vi endnu engang fik bekræftet, at når man er sløj, så er moar den bedste i verden), så er det KUN mig, der må. Specielt om aftenen. Hun bliver helt og aldeles hysterisk, hvis Kæreste lægger an til at gå med ind på værelset og skriger indtil jeg kommer ind. Hvorpå hun lægger sig roligt ned og tager fat i min arm. Det samme gør sig gældende om natten. Det er KUN mor, der dur. Og det er da meget rart sådan at være nogens absolutte favorit. Men jeg bliver altså også lidt træt af konceptet i længden.

Beans nyeste mani er, at hun ikke vil puttes i sin egen seng om aftenen. Næh, hun vil puttes i mors (og fars) seng, vil hun. Og når man i en uge i streg forgæves har brugt en meget god time hver aften på at få barnet til at sove, så vil jeg gerne se den, der ikke også bøjer sig og lægger hende ind i smørhullet. De nætter, hun har sovet hele natten i sin egen seng kan bogstaveligt talt tælles på éen hånd. Det er ikke et problem (det bliver nok lidt mærkeligt, hvis det samme gør sig gældende om en 9-10 år, men det må vi så tage til den tid), men hun skal altså puttes i sin egen seng og starte natten dér.

Hvilket leder mig til at tale lidt om samsovning. Jeg ved godt, at nogle – både blandt fagkundskaben og lægfolk – mener, at samsovning er det værste fyord, og at vi alle bør isoleres i hvert vores sovekammer. Sådan sat lidt på spidsen. Jeg er som udgangspunkt helt oprigtigt er tilhænger af konceptet samsovning, og jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke ‘bør’ sove med sin baby hos sig, når man er et normalvægtigt og sundt og ikke-alkoholiseret eller på anden måde påvirket individ. Det er da både det letteste sådan amme-wise og det tryggeste for baby (og mor, i al fald så længe vuggedød sådan rent aldersmæssigt er en risiko). Så længe alle kan sove godt, når de sover sammen, så giver samsovning da fantastisk god mening. Når det er sagt, så tror jeg ikke at alle børn har samme behov for natte-kontakt som Bean eksempelvis har og det er naturligvis heller ikke alle forældre, der gider at have ungerne i sengen. Igen: præmissen er, at alle synes, det er en god idé. Jeg kan da sagtens forstå, at Bean synes, det er meget hyggeligere at putte sig ind til os end at ligge i sin egen seng. Jeg synes selv, det er rarest når jeg kan starte natten med at ligge i ske med Kæreste – eller morgenen med at en varm barnekrop putter sig ind til mig halvt i søvne. Og efter vi pillede den ene tremmeside af Juno’en, så har Bean selv tusset ind til os i løbet af natten og klatret op i sengen. Så fint. Som udgangspunkt.

For der er et par ‘men’er: For det første er vores seng 140 cm smal. Det er ikke meget, når 2 voksne (heraf en mand på 2 meter) og en to-årig skal dele pladsen, og hverken Kæreste eller Bean er typerne, der bare ligger stille og roligt på hver sin tredjedel, så som regel ender jeg med at ligge sådan lidt små-akavet halvt ude på sengekanten og med omkring 30 centimeter til min rådighed. Kvalitetssøvn? Not so much. Det er vist ingen hemmelighed, at både Kæreste og jeg drømmer om en ny og større (kvalitets)seng

For det andet er Bean (igen-igen) i en fase, hvor hun dimser helt U.T.R.O.L.I.G.T. meget rundt i søvne. Og napper. Og napper. Og napper lidt mere. I mig. Og så begynder samsovning er være lidt træls. Vi har besluttet os for at tage tyren ved hornene og satser på, at to voksnes beslutsomhed trods alt matcher et stk. Beans (her på matriklen) legendariske stædighed. Så NU har vi forklaret hende, at sengetid for store piger foregår med en godnatsang, et kys og et kram – og så sidder mor og far i stuen og er keeeedelige med arbejde (hvilket oftest er sandheden), mens hun og Bamse falder i søvn. Mandag aften tog det en lille times højlydte protester og omkring 60 ganges følgen-barn-tilbage-i-seng inden det lykkedes. Vi satser på, at hun relativt hurtigt forstår, at denne gang mener vi det…

 photo DSC_0157_zps87f85296.jpg… det kan godt være hårdt at vågne fra en middagslur, når man er lille. Så hårdt, faktisk, at man er nødt til at sove 45 minutter videre på sin mor (der i øvrigt har både fedtet hår, dobbelthage og er totalt makeup-fri. Oh well)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

10 kommentarer

  • Herhjemme har vi Trutten på 5 år i vores seng stort set hver eneste nat. Han bliver ALTID puttet i sin egen seng, men så kalder han i løbet af natten og får lov at komme ind.
    Det er ret tydeligt, at han har behov for den nærkontakt om natten, og det har jeg ikke tænkt mig at nægte ham.

    Fidusen derimod – hun gider det slet ikke. Hun vil sove i sin egen seng og protesterer højlydt, hvis jeg prøver at lokke hende ind i soveværelset, når min mand fx er ude at rejse.
    Til gengæld er Fidusen meget mere kontaktsøgende i løbet af dagen med at sidde på skødet, få kys og kram – end Trutten – så det giver ret god mening, at han tanker op på den konto om natten.

    Jeg vil dog ærligt indrømme, at jeg allerhelst ville have min seng for mig selv, nu hvor han er blevet så stor. Jeg sover simpelthen ikke lige så godt, når vi skal ligge tre i sengen, og det forstyrrer min nattesøvn en del.

    Mht putningen, så har jeg altid været helt konsekvent omkring det. Jeg vil gerne have mulighed for at gå i seng uden at have børn derinde, og jeg synes ikke, det er synd at putte dem i deres egen seng, så længe de gerne må komme ind senere om natten.
    Det har også krævet sine kampe her – især ovenpå sygdom, hvor man måske har puttet med dem i soveværelset nogle aftener og nætter, og der er blevet vendt om på rutinerne – men min erfaring med putningen er efterhånden, at vi altid får det vendt igen, så længe vi bare står helt fast og holder ud i 3-7 dage 😀

    Heldigvis har min mand samme syn på det med samsovning, så det fungerer fint herhjemme – selvom vi som sagt ser frem til den dag, hvor vi får sengen for os selv igen og dermed kan få en mere rolig nattesøvn 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, det understreger jo bare, hvor forskellige børn er! Og mon ikke han stopper af sig selv på et tidspunkt. Det er nok de færreste teenagedrenge, der giver ligge i smørhullet om natten 😉
      Tænk, hvis man havde 2 meter seng – så var der plads til alle. Det må være drømmen… Altså, hvis alle er enige.
      Jeg er enig med dig omkring putningen; og allerede her til aften var der mindre ‘krig’, så det er noget med at holde ud. Men ØJ, hvor kan hun være en stædig, strid banan, hende Bean.
      Hvad er det, man siger? Vi kan sove, når vores børn bliver gamle?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Samsovning er fantastisk, når det altså fungerer for alle parter, og det lyder det jo bestemt ikke som om det gør i jeres tilfælde.

    God kamp

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak, Camilla! HVIS nu vi havde en større seng (alternativt: de nætter, Bean sover roligt), og HVIS Bean affinder sig med at blive puttet (uden at holde hånd) i egen seng, SÅ fungerer det. Men du har ret: alle skal kunne sove. Og så er det en skøn og tryg måde at sove på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det er dælme også tarveligt at nappe i søvne 😉 Jeg har ingen gode råd at dele ud af, men frygter inderligt når det bliver vores tur til at stå med den slags udfordringer… Synes det er hårdt nok nu, hvor hun bare er en baby, men når der så også kommer vilje og stædighed ind i billedet…
    Men hun er godt nok sød på billedet! Og så er det vist umuligt at undgå dobbelthage i “kigge kærligt ned” positur – jeg har i hvert fald dobbelthage på skræmmende mange billeder i den kategori 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Napning er klart Beans ting. Hun har gjort det siden hun var helt spæd (måske endda allerede inde i maven. Sådan føltes det af og til!) Et barn, der bare kan lægges til at sove og så sover hele natten er ikke noget, vi kender. Så samsovning har været måden at vi alle kunne få en rimelig søvn på. Nu hvor hun er større, er hun faktisk det meste af tiden bedre til det og sover mere roligt, men efter en omgang sygdom er det altså lidt op ad bakke.
      Haha – ja, jeg har også virkeligt mange af den slags flatterende billeder af mig selv med en baby i armene og dobbelthager en masse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, og jeg synes, at det til tider kan være hårdt nok med en baby på 2,5 måned 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg syntes, det var MEGET hårdere med en baby! Så alt i alt går det trods alt fremad 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige netop det der, går jeg og spekulerer meget på. Jetlag og tænder på vej har vendt helt op og ned på det med at sove i egen seng og ofte ender min dreng med at ligge i smørhullet hele natten. Jeg har sådan en stemme indeni hovedet, der siger at det ikke er godt, men det er også bare for hårdt at være oppe mindst en gang i timen hver nat. Så er der bare det med sengens størrelse, som du også nævner. Og vi har endda købt ny seng for bare et par måneder siden.
    Men det var før denne fase. Gid man havde vist bedre, så havde jeg seriøst overvejet en seng der fyldte hele soveværelset!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, ikke? Et decideret sengerum ville være awesome. Åh, det er et lidt svært emne at blive enig med sig selv om, men mon ikke tommelfingerreglen er, at det skal føles rigtigt?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

... så blev det alligevel påske