Noget om samsovning og putning

Det med søvn og putning bliver åbenbart ved med at være et emne her på Østfronten, så jeg håber, I orker at læse med endnu en runde!

Vi har haft en lang periode (nærmest siden Kæreste kom hjem fra New York), hvor det helst skulle være ham, der puttede om aftenen, hvis Bean skulle bestemme.

Efter den her omgang mellemørebetændelse (hvor vi endnu engang fik bekræftet, at når man er sløj, så er moar den bedste i verden), så er det KUN mig, der må. Specielt om aftenen. Hun bliver helt og aldeles hysterisk, hvis Kæreste lægger an til at gå med ind på værelset og skriger indtil jeg kommer ind. Hvorpå hun lægger sig roligt ned og tager fat i min arm. Det samme gør sig gældende om natten. Det er KUN mor, der dur. Og det er da meget rart sådan at være nogens absolutte favorit. Men jeg bliver altså også lidt træt af konceptet i længden.

Beans nyeste mani er, at hun ikke vil puttes i sin egen seng om aftenen. Næh, hun vil puttes i mors (og fars) seng, vil hun. Og når man i en uge i streg forgæves har brugt en meget god time hver aften på at få barnet til at sove, så vil jeg gerne se den, der ikke også bøjer sig og lægger hende ind i smørhullet. De nætter, hun har sovet hele natten i sin egen seng kan bogstaveligt talt tælles på éen hånd. Det er ikke et problem (det bliver nok lidt mærkeligt, hvis det samme gør sig gældende om en 9-10 år, men det må vi så tage til den tid), men hun skal altså puttes i sin egen seng og starte natten dér.

Hvilket leder mig til at tale lidt om samsovning. Jeg ved godt, at nogle – både blandt fagkundskaben og lægfolk – mener, at samsovning er det værste fyord, og at vi alle bør isoleres i hvert vores sovekammer. Sådan sat lidt på spidsen. Jeg er som udgangspunkt helt oprigtigt er tilhænger af konceptet samsovning, og jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke ‘bør’ sove med sin baby hos sig, når man er et normalvægtigt og sundt og ikke-alkoholiseret eller på anden måde påvirket individ. Det er da både det letteste sådan amme-wise og det tryggeste for baby (og mor, i al fald så længe vuggedød sådan rent aldersmæssigt er en risiko). Så længe alle kan sove godt, når de sover sammen, så giver samsovning da fantastisk god mening. Når det er sagt, så tror jeg ikke at alle børn har samme behov for natte-kontakt som Bean eksempelvis har og det er naturligvis heller ikke alle forældre, der gider at have ungerne i sengen. Igen: præmissen er, at alle synes, det er en god idé. Jeg kan da sagtens forstå, at Bean synes, det er meget hyggeligere at putte sig ind til os end at ligge i sin egen seng. Jeg synes selv, det er rarest når jeg kan starte natten med at ligge i ske med Kæreste – eller morgenen med at en varm barnekrop putter sig ind til mig halvt i søvne. Og efter vi pillede den ene tremmeside af Juno’en, så har Bean selv tusset ind til os i løbet af natten og klatret op i sengen. Så fint. Som udgangspunkt.

For der er et par ‘men’er: For det første er vores seng 140 cm smal. Det er ikke meget, når 2 voksne (heraf en mand på 2 meter) og en to-årig skal dele pladsen, og hverken Kæreste eller Bean er typerne, der bare ligger stille og roligt på hver sin tredjedel, så som regel ender jeg med at ligge sådan lidt små-akavet halvt ude på sengekanten og med omkring 30 centimeter til min rådighed. Kvalitetssøvn? Not so much. Det er vist ingen hemmelighed, at både Kæreste og jeg drømmer om en ny og større (kvalitets)seng…

For det andet er Bean (igen-igen) i en fase, hvor hun dimser helt U.T.R.O.L.I.G.T. meget rundt i søvne. Og napper. Og napper. Og napper lidt mere. I mig. Og så begynder samsovning er være lidt træls. Vi har besluttet os for at tage tyren ved hornene og satser på, at to voksnes beslutsomhed trods alt matcher et stk. Beans (her på matriklen) legendariske stædighed. Så NU har vi forklaret hende, at sengetid for store piger foregår med en godnatsang, et kys og et kram – og så sidder mor og far i stuen og er keeeedelige med arbejde (hvilket oftest er sandheden), mens hun og Bamse falder i søvn. Mandag aften tog det en lille times højlydte protester og omkring 60 ganges følgen-barn-tilbage-i-seng inden det lykkedes. Vi satser på, at hun relativt hurtigt forstår, at denne gang mener vi det…

… det kan godt være hårdt at vågne fra en middagslur, når man er lille. Så hårdt, faktisk, at man er nødt til at sove 45 minutter videre på sin mor (der i øvrigt har både fedtet hår, dobbelthage og er totalt makeup-fri. Oh well)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram