En krammer i solen...

Mere rug end spelt

Det er næppe hverken en nyhed eller en hemmelighed, at ‘min’ bydel går under dæknavnet 2100 Spelt. Og sådan generelt kan jeg faktisk ofte godt forstå det – der er masser af 30+ yummy mummys af typerne, der går MEGET op i økologi, sundhed og kost. Ikke mindst på deres afkoms vegne (af og til i lige lovlig voldsom grad). At jeg så også tror, at spelt-segmentet findes andre steder (ladosnubareforeksempelsigefrederiksbergogislandsbrygge) er en anden snak.

Jeg bor sammen med en jyde. En vestjyde, for at det ikke skal være løgn. Og han er altså ikke så let at omvende til diverse kostguruers prædiken – eller til at prøve (alt for meget) nyt, for den sags skyld. Fuldkorn er han som udgangspunkt ikke fan af. Jo, jo rugbrød er da fint, men pasta og boller? De skal helst være hvide, hvis man spørger Kæreste. Kridhvide. Gad vide, om du kender nogen, der har det på samme måde?

Det er ikke tit, der er opskrifter her på Østfronten, men de her rugboller er jeg nødt til at dele. For de er så gode, at selv Kæreste er vild med dem.

Derudover er de både lette og hurtige at bage – og perfekte som grundstenen i en sandwich. De bliver ikke sprøde og gyldne, men de holder sig saftige og lækre i mange dage i en tætsluttende pose på brødhylden.

 photo RugstykkerAMO_zpsff73d651.png

Til 12 (store!) rugstykker skal du bruge:

320 g fuldkornsrugmel
680 g hvedemel
50 g sukker
40 g smør (stuetemperatur)
30 g gær
1 spsk salt
7 dl vand
150 g rugflager

Opløs gæren i vandet og bland de øvrige ingredienser i (hold ca 75 g rugflager tilbage – de skal drysses på bollerne inden bagning). Rør 6-8 minutter ved lav hastighed og 2-4 minutter ved høj hastighed (det afhænger lidt af din røremaskines hestekræfter). Lad dejen stå tildækket i ca. 30 minutter.

Del dejen i 12 lige store stykker og form dem til boller – læg dem på en bageplade med bagepapir. Tryk let ned med håndfladen og pensl dem med herefter med vand og drys med rugflager. Lad stå tildækket i 45 minutter.

Bollerne bages i en forvarmet ovn ved 220 grader i 9-12 minutter (igen; det kommer an på din ovns bageegenskaber og temperaturfordeling).

Afkøl på en rist.

Enjoy!

Opskriften er en del af et kit, jeg har testet for AMO med deres nye rug-sortiment, der består fuldkornsrugmel, knuste rugkerner, halvsigtet rugmel, og rugflager. Du kan finde flere opskrifter med rugmel her

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Øjjj, jeg kender det! Tror at jeg er gift med sådan en mand. Jeg driller ham stadig med dengang hvor han næsten – kun næsten – græd lidt da der kun var grovpasta tilbage i skabet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha! Det er fantastisk! Det ville Kæreste heller aldrig slippe for at høre om 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg følger ivrigt med på bloggen 🙂

    Jeg er selv stifter af en nytænkende yogablog, som måske ville være noget for dig? http://www.cathrineyoga.dk

    Kh Cathrine Koefoed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Spændende, Cathrine. Den må jeg lige tjekke ud. Tak fordi du læser med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En krammer i solen...