Tivoli i solskin og en vinder

En krammer i solen…

… til den absolut sejeste pige, jeg kender.

Bean har haft en udfordrende og begivenhedsrig dag, men hun har simpelthen klaret sig så helt umådeligt godt. Morpral? Heeeeeell yes!

Bean og jeg startede ugen på en helt anden måde, end vi plejer. Nemlig med en cykeltur til Institut for Psykologi og et besøg på deres BabyLab. De første 13 måneder af Beans liv var vi med jævne mellemrum forbi BabyLab’et som forsøgsrotter i et spændende dansk forsøg om det førsproglige barns tilknytning og omsorgsrelationer – det har jeg skrevet om før her. Her skulle Beans og min interaktion dels observeres, og derudover blev Beans motoriske, kognitive og sproglige kunnen hver gang undersøgt.

Her, et lille år efter, var det tid til en opfølgning, og Kæreste og jeg har brugt et par aftener i den forgange tid på at udfylde en god bunke skemaer om Beans sprog, personlighed og ageren. Det har været lærerigt og skægt at kunne se, hvordan hendes karaktertræk manifesterer sig og tydeliggøres, når de plottes ind i et spørgeskema. ‘Sidder stille i et hjørne og observerer’ – not so much!

I dag handlede det ikke om vores interaktion, men i stedet om alt det Bean kan. Og her er det altså, at moderhjertet svulmer af stolthed – for hold nu op, hvor klarede min lille, store pige udfordringerne fint. I over 45 minutter sad hun dybt koncentreret og nysgerrig og løste alt, hun blev bedt om. Både det lette og det svære. En lille pause, lidt mad og vand, og så var hun klar igen. Bl.a. til at gå baglæns. Og til at demonstrere, at hun i meget høj grad mestrer sprog og sprogforståelse. Psykologen var behørigt ret imponeret over, at hun først for alvor er begyndt at tale for små to måneder siden, men mente, at hun nok er typen, der har samlet sammen, og først har åbnet munden når der var nok ord til en reel samtale. I det hele taget var fagkundskaben imponeret over hende Bean, og så er det altså svært ikke at lade det stige sig til hovedet, skulle jeg hilse og sige. Bean havde en fest, men efter at have kørt på for fuld hammer i et par timer, var det en helt flad lille pige, jeg afleverede til middagsluren i VHD.

Hun blev hentet tidligt, og jeg havde picnickurven fyldt med krammere, juice, jordbær og hjemmelavet iste, så vi kunne flade den i den lokale park hele eftermiddagen og spise tidlig aftensmad. Kæreste er på kursus på noget idyllisk slot indtil i morgen eftermiddag (stakkels mand!), og fordi vi var alene hjemme, så blev aftensmaden den lette sandwich-løsning, som der også skal være plads til. For et stykke tid siden prøvede vi Kohbergs nøglehulsmærkede ‘Krammere‘, og solsikke-udgaven var vi ret glade for, så det var den, jeg havde købt med til picnickurven. Bean gider ikke rigtig sandwich endnu, men brød med pålæg er også en fin løsning; særligt når brødet har reel næringsværdi. Normalt flintrer Bean rundt i hele parken, men ovenpå formiddagens udskejelser, var hun rigeligt tilfreds med at tulle omkring tæppet og læse bog og spise mad – og så lige lege lidt i sandkassen af og til. Det var faktisk ret hyggeligt at prøve til en forandring. Hun gik kold på 20 minutter her til aften. Det er åbenbart hårdt at være test-barn!

 photo DSC_0248_zpsf0f5cfd2.jpg
 photo krammere_zps004fc492.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tivoli i solskin og en vinder