Der er salat og så er der salat

Noget om tid

Tid er et mærkeligt fænomen. For lige så uendeligt langsom den kan føles når jeg på 46. minut sidder og holder et barn i hånden, der nægter at falde i søvn; ligeså hurtigt forsvinder tiden imellem hænderne på mig, så snart jeg hæver hovedet og perspektivet lidt fra det nu, jeg er i.

Den forgangne weekend satte tiden i relief. I lørdags var det præcis den dag for 5 år siden, hvor solen også skinnede fra en skyfri himmel, og foråret for alvor havde fat i Danmark, at min elskede, fantastiske, stædige, vidunderlige farmor døde. Hvor jeg for første gang for alvor forstod, hvad det vil sige at miste. Jeg husker stadig fornemmelsen af at ae hendes bløde kind for sidste gang. At se hvor lillebitte hun pludselig så ud i den hvide hospitalsseng; min farmor, der var en formidabel karakter, og som kunne fylde et rum med sin blotte tilstedeværelse. Som var et af de stædigste mennesker, jeg nogensinde har mødt, men som var betingelsesløs i sin kærlighed og som jeg er så taknemmelig for og lykkelig over at have haft i mit liv.

I søndags var det præcis 23 måneder siden, Bean blev født (hvilket jo betyder, at hun fylder 2 år om en måned. Det venter jeg lige lidt med at forsøge at begribe). 23 måneder siden, vi for alvor har haft sammenhængende søvn. 23 måneder siden vi fik indblik i den lige dele biologiske og kulturbestemte totale overgivelse, der er forældre til del i kærligheden til deres børn. Der er ingen i verden, jeg elsker højere (beklager, Kæreste. Men jeg ved, du har det på samme måde) Ingen i verden, der udfordrer mig mere. Ingen i verden, jeg vil gøre mere for. Og intet i verden, der kan gøre mig mere lykkelig, end når Bean glad og tryg kaster sig ud i livet, i leg og med en jernvilje – og når hun vender tilbage til min favn og putter sig tæt ind til mig.

Lykken for mig, for os, lige nu er tid. Tid til at have en hel weekend sammen. Til at lege, fjolle, danse, snydesove og læse. At se på kunst, kigge på ænder, spise picnic, at klatre, gynge og rutsche. Tid til at forundres over alle de nye ord, der flyver ud af munden på barnet (‘putte-tæppe’ og ’sugerør’ var nye lørdag. Nu er 30 flere kommet til) – tid til at blive stolte over Bean, der uden en lyd kravler ud af sengen efter middagsluren og tusser ind i stuen til os og siger ‘godmorgen’. Vi har lige haft en weekend af udstrakt tid – det er lykken.

 photo 8e3feb76-6c00-41f2-a0fe-aa37324a80e9_zpsb98adcbb.jpg
 photo DSC_0076_zps10b8e4d1.jpg
 photo DSC_0086_zps49ea33b4.jpg
 photo DSC_0089_zps9d72a093.jpg
 photo DSC_0091_zps32c29615.jpg
 photo DSC_0099_zps901fba6c.jpgBarselsbesøg hos venner (be still, my heart!) og masser af eftermiddags-lykke i solskin på legepladsen – Bean havde for første gang sin forårsjakke fra Wheat på, som har ligget og ventet på hende siden udsalget i august. Jeg har nye briller fra Foof på, tørklæde fra Moss, jakke fra H&M, taske fra Ganni og kjole fra Ganni

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

2 kommentarer

  • Lea

    Av, den gik lige i hjertet og fik gang i tårekanalerne! Flot skrevet og hvor er jeg enig – tiden er uvurderlig og fantastisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den fine kommentar <3 Tid er simpelthen for stort for menneskelig bevidsthed at forstå, tror jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er salat og så er der salat