• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
1 down - 6 to go // Beretninger fra Græsenkeland

30 år om 3 dage

Oveni alt det her græsenkeværk, har jeg (næsten) glemt, at jeg også har en rund fødselsdag lige om hjørnet.

Men det er simpelthen om 3 dage, jeg forlader 20’erne. Og faktisk er det helt fint med mig. Jeg er der, hvor jeg gerne vil være. Jeg har nået, hvad jeg ville, inden jeg blev ‘rigtigt voksen’.

Jeg tog den lange, videregående uddannelse, jeg drømte om. Drømmeuddannelsen. Og jeg nød hvert sekund (hvis vi ser bort fra det semester, hvor min underviser i ‘Teoretisk filosofi’ og jeg på ingen måde kunne kommunikere)

Jeg har været ude at rejse. Og måske kunne jeg godt have tænkt mig at have rejst mere på den dér uforpligtende-frihedsagtige-carpe diem måde, man kan, når man ikke har et lille barn, men i stedet for at bruge en masse penge på fede jordomrejser mens jeg var studerende, har jeg nu ikke nogensomhelst anden gæld end den, der er i andelen. Og det er sgu en meget god fornemmelse. Og hey. Jeg har singlehandedly backpacket mig igennem Australien og øhoppet i de græske Kyklader. Besøgt masser af europæiske storbyer og tonsvis af fantastiske museer. Så jeg klager bestemt ikke.

Jeg har festet. Det er ikke fordi jeg kategorisk er holdt op med det, men lysten til at feste og måden jeg gør det på i dag, er bare en helt anden end før. Jeg har aldrig været hende, der gik all-in og røg til udpumpning eller gik hjem kl. 7 hver torsdag, fredag og lørdag. Never. (Det takker jeg min opvækst for – jeg synes oprigtigt, at det er en kvalitet for mig, at jeg ikke har haft behov for det nogensinde) Men det er sket fra tid til anden, at jeg har fulgtes med morgenfuglene hjem, endt på Louises og været helt smadret dagen derpå.

Jeg fandt en mand (eller… i løbet af 20’erne fandt jeg flere end bare en, og nogle var mere mindeværdige end andre, men I ved, hvad jeg mener) Som er en rigtig god mand med gode, sunde værdier. En rigtig god far. Vi har masser af ting, vi nok aldrig nogensinde bliver enige om. Men vi øver os i at rumme hinandens forskelligheder og vi gør – i al beskedenhed! – hinanden til bedre mennesker. Og så har vi aldrig nogensinde råbt ad hinanden. Været uenige, diskuteret og blevet stejle, ja. Mere efter vi er blevet forældre, forbi man i højere grad kommer ud i yderzonerne og opdager nye sider af sig selv og hinanden. Skændtes og kaldt hinanden grimme ting? Aldrig. Plus jeg synes, han er pæn, og jeg elsker, at han er 2 meter høj, så jeg altid kan føle mig som den lille, selv med mine 1,77 cm og 10 cm hæle.

Jeg fik et barn. Siden jeg var teenager har jeg vidst, at jeg gerne ville have børn. Men at jeg ikke ville være ‘ung mor’ – jeg ville have tid til at feste og rejse og opføre mig egoistisk og bruge alt for mange penge på alt for høje sko. Jeg vil gerne have et barn mere en dag. Vi skal bare lige sove lidt mere først.

Jeg har et hjem. Et, der er mit og Kærestes og Beans. Vi ejer det. Og vi kan gøre, hvad vi vil. Det er vores, og det har føltes sådan fra første sekund. Det er et miskmask af stilarter og sammenbragte møbler, men det er OS. At det ligger lige midt i smørhullet på Østerbro gør det heller ikke mindre dejligt, vel?

Jeg har dejlige venner. De fleste har jeg efterhånden kendt i mange år. Der er kun en enkelt, jeg har kendt siden 1.g. på Slagelse Gymnasium. Alle andre i kredsen har jeg lært at kende i 20’erne. Jeg var altid lidt the odd one out som barn og teen (ikke noget med mobning, bare noget med at have andre interesser end så mange andre. For eksempel spillede langt hovedparten af pigerne i min folkeskoleklasse enten fodbold eller håndbold. Det kunne ikke interessere mig mindre). Så det var først da jeg flyttede til København og startede på universitetet fandt jeg en masse andre, jeg havde en masse til fælles med.

Jeg fik et job. Det har været den sidste store hurdel, og noget af det, jeg har været allermest bekymret over og ked ad, for dagpengeland er ikke et sted for folk med sarte nerver. Eller følelser. Faktisk har det der med jobbet været sværere end alt det andet tilsammen, og det er grundlæggende tilfældigheder og evnerne til at tænke ud ad boksen fra både min og min chefs side, der er grunden til, at jeg i dag har et fuldtidsjob, som jeg er helt vild med. Selvom jobbeskrivelsen og branchen på ingen måde var det, jeg havde i tankerne, mens jeg skrev konferensafhandling om neuroæstetik, så er jeg simpelthen så glad for at være, hvor jeg er – og jeg glæder mig hver dag til at tage på arbejde.

Alt i alt er jeg godt tilfreds. 30’erne er velkomne. Jeg tror, de bliver gode. Og jeg lærer nok at leve med, at de der linjer i panden ikke går væk. Ikke?

 photo Skaeligrmbillede2014-03-08kl93226PM_zps4627046c.png

 

Åhr, 2008-versionen af mig med ungdommeligt runde kinder og antageligvis en del rødvin inden for parykken (som i øvrigt er den samme, jeg havde på, den aften, jeg scorede Kæreste et år senere)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Fantastisk dejligt indlæg Stine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kan da SLET ikke kende dig på det billede, Stine! Men altså, hvor jeg nødt at læse det indlæg. Rigtig, rigtig skønt. (til gengæld lidt træls at jeg ikke kan komme til kbh og fejre dig)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kunne have været så hyggeligt. Vi tager et raincheck, Marina 🙂 Jeg synes (sjovt nok!) ikke, at jeg ser SÅ anderledes ud. Altså – rødvinsøjnene er efterhånden et sjældent syn, men derudover… Hmm. Kan nok ikke løbe fra, at 6 år (heraf 2 uden søvn) sætter sine spor!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1 down - 6 to go // Beretninger fra Græsenkeland