GIVE AWAY: Vind grafisk vægpynt fra Ark3

Løvemor græder

Kæreste og Bean ligger i dobbeltsengen i en urolig søvn, mens jeg sidder i en mørklagt stue med en hård, sort knude i maven og tanker, der ikke kan falde til ro.

De sidste aftner og nætter har været rædselsfulde (#intetnytundersolen) med en lille pige, der har grædt og grædt ved puttetid, har sovet en time eller to og siden hostet/grædt/kaldt/råbt hvert 5. minut resten af aftenen og indtil kl. 1, 2 eller 3. Det slider på overskuddet at være inde ved hende 30 gange på en nat. Samsovning, tænker du måske. Ja – i princippet, og det har vi bestemt også praktiseret mere end ofte, men problemet er napperiet. Bean napper og niver og napper i arme, nakke og den tynde hud ved halsen, så jeg ikke får lukket et øje.

Det er nu ikke det, der er skyld i knuden. Natteroderi er nærmere reglen end undtagelsen. Stadigvæk. Også selvom det langsomt i overordnede træk bliver bedre. Lige inden vi kastede håndklædet i ringen kl. 21.30, efter at være gået i pendulfart frem og tilbage fra børneværelset, kommenterede Kæreste, at hun græder rigtig meget. Meget mere end andre børn.

Og det gjorde ondt. Meget, meget ondt. Også mere, end hvad der nok er helt rationelt.

For når jeg kigger på Bean ser jeg en stædig og viljestærk, men også empatisk, nysgerrig, motorisk dygtig og udadvendt lille pige. En glad, tryg pige. Det er mit billede.

Kærestes billede af Bean ser anderledes ud; for ham er hun lige nu et barn, der græder. Det værste er, at han har ret. Hun græder og pjevser rigtig meget i øjeblikket. Morgen, eftermiddag, aften og nat. Jeg hader, at han har ret, for det minder mig om dengang, jeg var mor til et spædbarn og en baby, der havde kolik – og ikke kolik som i ‘muskler og/eller nerver sidder i klemme og ryggen er låst’-måden, som man kan gøre noget ved. Nej, kolik som i ‘endnu ikke helt modent centralnervesystem’-måden. Som der absolut intet er at gøre ved andet end at give nærhed, tryghed, ro og omsorg og så vente på at det lillebitte barns system modnes nok til at hun kan lukke af for indtryk. Dage med over 7 timers gråd og ganske lidt søvn. Vi kan stadig mærke det. Specielt putningen har voldt og volder vanskeligheder. Det er enormt svært for Bean at lukke af og overgive sig til søvnen, også selvom hun gerne vil.

Gråden lige nu er givetvis en kombination af almindelig udvikling (læs: selvstændighedsalder) kombineret med snot og hoste og forstyrret søvn, der sikkert gør, at Bean er i ligeså meget søvnunderskud som sine forældre pt. Det giver mening, at der ikke er meget overskud i løbet af dagen (og det, der er, bliver brugt i VHD, hvor hun altid er glad).

Men Kærestes kommentar vækkede min indre Løvemor og har fået hende til at gå i cirkler omkring løve-hulen. Fordi der er en periode, de første 6 måneder af Beans liv, som Kærestes emotionelle hukommelse kun husker for det slemme. Det fortalte han først langt senere, men jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på at han hadede at vores liv var sådan. At vores barn var sådan. Jeg husker det gode – men fornemmelsen af afmagt, af at være presset så langt ud, som jeg nogensinde har været, af ikke at være sikker på, at jeg elskede mit barn, af at være usikker på, om jeg overhovedet var en god mor – den sidder dybt i mig som en kropslig hukommelse, der kommer op til overfladen, når noget ikke er, som det skal være. Det er den fornemmelse, der lige nu giver mig en knude i maven og tårer i øjnene (og åbenbart også skrivekløe i fingrene).

Jeg vil ikke have, at mit barn er ulykkeligt. Jeg vil gøre alt i verden for at hun er lykkelig, at hun ved, hun er elsket og føler sig tryg altid. Det føles som mit ansvar, min skyld, når hun ikke er. Og det er næsten ikke til at bære.

Er der andre derude, hvis tumlinge også har rigtig svære perioder med megen uro og gråd? Eller er det bare os  – og i så fald; hvad gør vi (læs: jeg) galt?

   

40 kommentarer

  • Kram til dig! Æv for en følelse at skulle sidde med.. Villum er nu 3 år, og lige i disse dage har vi en periode hvor han konstant er pylleret. Jeg må ikke bevæge mig 5 skridt fra ham uden han vil holde i hånden og græder efter mig, og når han kommer ind til os om natten så vil han ligge helt klistret op af mig under min dyne. Snakkede med hans primær pædagog om det, og hun fortalte også at hun havde oplevet ham som mere tryghedssøgende, og han snakkede meget om han savner hans mor. Herhjemme tror jeg det skyldes at jeg er højgravid med lillebror, og Villum kan helt hundrede mærke noget forandrer sig. Og hvordan udtrykker man lige det når man er 3 år?

    Det blev lige en masse snak og ingen konkrete råd, men du er ikke alene. Vi har også haft perioder hvor han var yngre hvor han har græd og grædt helt febrilsk og ulykkelig, hvor mit hjerte har gjort ondt. For det er altid moren han kalder på når han er ulykkelig. Det bedste råd jeg kan give er at du skal følge Bean. Hvad der end trøster er det der skal til. Jeg er af den holdning at intet kan sætte sig som dårlige vaner når det er gjort i kærlighed. Fx samsovning, nussen i søvn osv. Alfa omega er trygge børn. Gud jøsses det blev langt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for kram og tanker. Det giver god mening, at Villum reagerer på den forandring, der er på vej (tillykke, i øvrigt!), men bortset fra at hun har en alder, hvor der udviklingsmæssigt sker en masse, kan jeg ikke regne ud, hvad der skulle tricke Bean lige nu. Har I læst alle de fine børnebøger, der er, om at blive storebror? Det har i sikkert, men jeg elsker bøgernes måde at hjælpe de små til at forstå deres følelser og få sat ord på dem.

      Det er dejligt at vide, at man ikke er alene i verden. Jeg tror også, at ekstra tryghed er vejen frem lige nu. Og så ellers hænge i med næb og kløer og huske at kysse på Kæreste engang imellem også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja vi har læst og forberedt, men han er vant til megen tid med sin moar alene, så tror vi må tage det som det kommer. Siger til mig selv det heldigvis ikke er et traume, men en gave vi giver ham 😉

      Kan også være hun “bare” reagere på alt det der udvikler sig i sådan et lille hoved. Det er vel ikke kun når de er spæde der er tigerspring? Åh ja den kæreste.. Ham må man huske!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Præcis – og selvom søskende også slås og bliver vrede på hinanden, så er det fantastisk at have nogen, man kan dele sin barndom med <3

      Jeg tror også, der sker rigtig meget lige nu; udviklingsspring kommer nok gennem hele barndommen, men der er vist ingen studier, der har påvist det ligesom 'vidunderlige uger', så vidt jeg ved.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nej.. Har heller ikke lige andet at bygge det på end mine egne observationer herhjemme, og så måske lidt Daniel Stern som er spædbarnsforsker. Lyder dog til i gør det helt perfekt som forældre, så mon ikke det hjælper i takt med hun bliver ældre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      🙂 – jeg tror måske, det gør en forskel, når sproget følger med. Som baby var hun frustreret og sur meget af tiden, men det hjalp en masse, da hun selv begyndte at krabbe sig fremad omkring de 6 måneder og for alvor, da hun kravlede rigtigt lige før hun blev 8 måneder. Nu er det bevidstheds-mæssigt og følelsesmæssigt, udviklingen har fart på, og så må det da også være skideirriterende ikke at kunne forklare hvad hun vil og hvorfor hun bliver sur eller ked.

      Tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg har ingen gode råd. Men tak fordi du delte noget der så tydeligvis er svært. Jeg håber det lysner for jer snarest!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      TAK! Selvom her efterhånden mest er hyggelige og ufarlige indlæg på Østfronten, så synes jeg stadig, der skal være plads til det grimme og grumme også. Dejligt at vide, at jeg ikke er ene om den holdning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den kolik du beskriver er vel mere en slags sensitivitet og den kan jo nemt komme til udtryg når de også er større.

    Jeg har ikke mange råd.
    Tryghed tryghed tryghed – kunne samsovning med handsker på være en mulighed?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for tankerne, Alice. Ja, jeg tror også, at tryghed, nærhed og endnu mere omsorg er løsningen. Det er bare så svært ikke at komme til at tvivle på sig selv, når der er så meget ulykkelig-hed. Handsker ville bestemt have været en mulighed, da hun var mindre, men de ryger af på 0-komma-5 nu. Heldigvis er hun vild med at få klippet negle, så vi undgår de værste kradse-fingre…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puh det lyder hårdt. Og jeg kan totalt genkende det. Vores store græd også rigtigt meget som mindre. Vi kaldte ham også kolik men jeg tror det var noget andet. Da han var 1,5 fik jeg sygeplejersken til at give råd. Og senere tog jeg forbi lægen. Jeg tænkte der måtte være noget galt med ham. Eller vores forældreevner eftersom han var så ulykkelig og græd konstant. Da han var 2,5 faldt vi over begrebet særlig sensitiv. Min kæreste læste bogen på en aften og forstod pludselig alting. Det gav mening for os også selvom alting ikke passede og jeg nu er blevet i tvivl eller at han måske er vokset lidt fra det, men det handler om at han nemt bliver overstimuleret fx på lyd og lugt og berørelse og at han skal forberedes uden at forberedes for meget. Men hold ud. Når det så også er vinter og sygdom så skal man bare lige overleve. Til foråret bliver alt bedre (jeg lover)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg venter med længsel på foråret, der udrydder forkølelser og hoste og almindelig mathed. Vi har faktisk også overvejet om Bean kunne falde i kategorien high need eller særligt sensitiv, men hun ‘passer’ ikke helt nogen steder. Jeg tror, hun i perioder mest af alt har et meget, meget stort behov for nærhed og tryghed. Måske særligt nu, hvor alting går så stærkt udviklingsmæssigt.
      Tak for input (og held og lykke med badeværelsesprojekt, i øvrigt!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Du er en god mor, husk det.
    Du er ikke perfekt, men det ved du godt og det gør dig ikke bare til en god mor, det gør dig til en fantastisk mor.
    Det at du skriver det indlæg her viser jo bare hvor højt du elsker dit barn, så jeg tror egentlig du gør det helt rigtigt som du gør det nu, i er bare inde i en svær periode.
    Vær i det mærk det og værdsæt den lærdom du får af det, og så sørg for at sparke til vægen og råbe af puden når alt det inden i skal ud og giv dig selv lov til at føle som du gør.
    Fra en mor til en anden

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak! Af og til er det så svært at holde fast i – hold op, hvor er det dejligt, når mødre-fællesskabet bakker op om en, og der er plads til alle de grimme følelser og alt det svære også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Løvemor
    Hvor lyder det hårdt for jer, og jeg kan genkende mange af de følelser, som du beskriver. Det er hårdt at erkende, at man sommetider bliver i tvivl om, om man elsker sit barn, og det kan jeg godt føle af og til. Det kan knuse mig! Jeg elsker selvfølgelig mit barn, men når overskudet er væk, og man kan mærke, at det går ud over forholdet osv., så kan man føle sig helt magtesløs. Jeg føler, at vi er kommet ud over vores frustrationer… For nu. Det er altid perioder, og nogle børn græder mere end andre. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker, i skal gøre, men jeg kan sige, hvad vi har gjort for vores datter på 11 mdr. Hun nippede og nappede mig helt vildt! Hun gjorde det på mit bryst, og pædagogen i vuggestuen sagde, at hun også havde fået sår og rifter, efter hun havde fået hende. Hun gik virkelig igennem en voldsom periode. Min barsel sluttede, og jeg var væk i praktik fra kl. 6 til 16.30, hun startede i vuggestue, blev syg med lussingesyge og andet godt, hun fik tænder. Hun græd og græd. Vågnede hvert tiende minut døgnet rundt. Ville INGENTING. Jeg fandt mig selv tudende og magtesløs. Jeg undskyldte hendes opførsel, når vi var ude med forskellige ting, og jeg følte, at folk snakkede bag vores ryg. Hun var så mor-syg og ville kun være hos mig. Phew!! Mig og min kæreste måtte virkelig trække vejret dybt! Hvad gjorde vi så?
    Jeg ved ikke præcist, hvad vi gjorde som virkede, men her er alle de ting, vi gjorde:
    1. Når jeg puttede hende havde jeg rullekrave på, så hun ikke kunne nippe. Der var LUKKET for brystet før og efter natamning. Hun blev hysterisk, men det virkede efter to dage!
    2: Når hun så vågnede, var det kun min kæreste, som gik derind. Vi mener stadig, at hun kaldte på mig, men hun kan jo sagtens bruge ham også. Det virkede stort set fra første aften. Vi gik fra måske 80 vækninger til 6. Hver aften blev det færre og nu er vi på en enkelt!
    3: Vi var totalt regide omkring hendes rutiner. De blev virkelig overholdt til mindste detalje, og vi snakkede løbende om vores rutiner og lavede små justeringer for at følge hendes signaler.
    4: Inden aftensmad tumler jeg rigtig meget med hende. Slår koldbøtter, hun hopper i sengen så hun får dybe tryk i leddende, som eftersigende skulle give ro.
    5: Efter badet inden sengetid synger jeg de samme beroligende sange, imens jeg masserer hende over hele kroppen. Imens har hun sutten og hun ligger og undersøger et stykke legetøj.
    6: Så i nattøj, laver de samme små ritualer, så amning, så sut og tre godnatsange og så godnat imens hun er på vippen til at sove men ikke sover. Hvis hun rejser sig igen, så går min kæreste derind, og så sover hun hurtigt.
    7: Den nok største ændring, men også den vigtigste er, at vi er rykket ind på sofaen. Det er en markant ændring! Vi har ellers hygget os så meget med at sove sammen. Det er bare sååå tydeligt nu, at vi har ligget og vækket hinanden. Det har virket!

    Jeg håber, at det måske kan inspirere, men Bean er Bean, og ikke mit barn. Jeg er ikke i tvivl om, at i gør og har gjort alt det bedste! 🙂
    Lyt til din mavefornemmelse, for du kender dit barn bedst.
    Mit allerbedste råd som jeg selv altid minder mig selv om er, at være konsekvent! Hvis i beslutter noget, så gør det i mindst en uge (med mindre det selvfølgelig er en kæmpe fiasko). Jeg oplever, at mit barn bliver mere tryk og rolig, når vi tager beslutninger og tager styringen. Det med søvnunderskud kan virkelig være en ond, ond og selvforstærkende cirkel.
    Ønsker jer alt det bedste, og håber, at i snart er ude af den her periode.
    Tak for en dejlig blog, og tak fordi du deler!
    Knus Stine 🙂

    Bystonesliving.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Napperiet har været en konstant faktor med Bean – siden hun var spæd, men heldigvis har hun altid synes, det var super-spændende at få klippet negle, så vi er aldrig nået til rifter eller sår.

      Puh, det lyder også som om, I og jeres datter har været inde i en omtumlet periode – ikke så mærkeligt med en reaktion! Herhjemme sker der intet udover det sædvanlige, så en eventuel forandring foregår inden i Bean (og det kan selvfølgelig være det allersværeste for hende at tackle)

      Vi har forsøgt at sende far ind om natten, men dels er han bestemt ikke en ørn til at være vågen om natten – dels lader det ikke til at gøre nogen forskel. Vi sover i hvert sit rum som udgangspunkt – det har vi gjort siden Bean var 6 måneder gammel, fordi det også herhjemme blev tydeligt, at vi forstyrrede hinandens søvn. Men det kan tælles på 1 hånd, hvor mange nætter hun også om morgenen ligger i sin egen seng.

      Bean har aldrig gidet massage – hun ormer og vrider og vender sig væk. Så er hun meget mere til at sidde hos og nusse – det gør vi en del.

      Tak for at dele dine erfaringer. Og for den virtuelle krammer.

      /Stine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Søde ven – kender dig ikke men det gik lige i denne løvemors hjerte.
    Vores søn sov først igennem som 2, 5 årig og har ofte stadig tider hvor han som i nat vågnede 5-6 gange.
    Ved ikke om du er til tidligere sengetid, kraniosakral/kiropraktor eller zoneterapi og om i har været prøvet, men jeg sider her og tænker nu om det kunne ha gjort en forskel og om vi skulle have prøvet.

    For ja det lyder ikke som det skal være sådan og jeg tænker at det kan blive bedre. Men som mor med søvnunderskud er man max presset og kroppen husker følelser så det er rædselsfuldt.

    Man skylder sit barn at prøve

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak – det er så dejligt at høre fra andre, der er eller har været i samme situation. Den indre løvemor og den kropslige hukommelse er ikke sådan at spøge med. Vi var bl.a. til KS-terapeut, da hun var baby, men det gjorde ingen forskel for os eller hende, så jeg tror, at det mest af alt handler om, at hun har brug for ekstra tryghed i perioder. Det giver vi efter allerbedste evne, men det tærer.

      Klem

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh fik helt en klump i halsen. Føler SÅ meget med dig.
    Det er min største frygt her, at aften og nat ikke snart bliver bedre. Min datter bliver 5 måneder her d. 2 marts, og vi har lige haft en periode på 2 måneder hvor hun ikke sov. Som i overhoved ikke.. Kun hvis jeg svingede hende voldsomt.. Det har vist sig der ikke er næring i min mælk, og at det simpelthen er derfor! (Øv det ikke blev opdaget noget før), så nu står vi med en lille pige der ikke aner hvordan man falder i søvn på egen hånd. Gråden eskalerer bare, jo længere hun ligger i sengen, lige meget hvad vi gør og hvor længe vi bliver ved.. Samsovning går heller ikke her.. Hun lægger sig helt ind til mig og putter fingre i næsen på mig osv. Så vi svinger liften til hun sover (snak om ondt i ryggen) og hun sover maks 1 time, og sådan kan man blive ved.

    Kan også mærke det tager på min mand.. Han sagde i går at det var rart at vide at der var andre der rent faktisk havde det nemmere, så han ikke behøvede at have dårlig samvittighed over ikke at synes det er det fedeste i verden lige i øjeblikket. Det gør lidt ondt, for ved jo godt det betyder at han ikke synes det er fedt overhovedet.

    Man føler sig sgu som verdens dårligste mor nogle gange. Hvorfor kan jeg ikke lære hende at sove? Det burde være SÅ basic. Mælk kunne jeg heller ikke lave.. Men sådan skal man ikke tænke.

    Håber i finder en løsning, og at det snart lysner. Måske er det en periode der snart er ovre. Håber det for jer <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, sødeste du! Jeg kender det og jeg kan huske, at vi også kæmpede med at lære Bean at sove uden at blive vugget eller holdt om. Jeg har siddet i meget længere tid, end jeg bryder mig om at huske, med Bean svøbt i en dyne og hoppet op og ned på en gymball (på plussiden fik jeg trænet virkeligt meget bækkenbund og knibeøvelser de måneder!)

      Vi tog en beslutning da hun var omkring 5 måneder om, at NU skulle hun sove uden at blive vugget, simpelthen fordi jeg ikke fysisk kunne holde til at svinge og vugge hende flere timer hver dag. For os og for Bean var det trygt at blive svøbt stramt i babydynen. Den første aften, hun skulle lære at sove uden bevægelse skreg hun i frustration i næsten 30 minutter, mens jeg havde en hånd liggende på hendes bryst og nynnede beroligende. Anden lur gik noget lettere. Og efter et par dage, så var det ligesom OK for hende, at falde i søvn med mors eller fars hånd på brystet og til en rolig nynnen. Det kræver dog, at I begge er helt sikre på, at NU er det NU.

      Din mand er bestemt ikke den eneste, der føler sådan – Kæreste syntes heller ikke det var dejligt at have fået et barn, når det skulle være ‘på den måde’. Det var vist først da han selv gik på barsel, at han kunne se glæderne ved det for alvor (da var hun 8 måneder). Men han elsker hende, han elsker vores familie – og det er heldigvis meget sjældent, at det er så hårdt som den sidste uge har været.

      Tusind tak for tankerne og for overskuddet til at kommentere her. Alt det bedste for jer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • michelle

    Hej Løvemor

    Åh jeg føler med dig og kan også genkende nogle af tingene fra mit eget liv med en dreng på 19 måneder.

    Jeg synes du selv er inde på at det kan være ekstra tryghed hun har brug for lige nu og det kan der selvfølgelig være noget om. Men Vi gik i et godt stk tid og troede vores dreng også trængte til lidt ekstra tryghed men grunden til det var at han havde mellemørebetændelse/ væske på ørene der blev være når han lå ned og han havde ikke feber. Vi overvejer dræn da han døjer med det i perioder i forbindelse med forkølelse.

    Hilsen mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for den fine kommentar. Jeg skal helt klart have undersøgt, om der kan være noget med de ører, for forkølelse har der helt sikkert været masser af hele vinteren!

      Klem

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Hvor er det synd for lille Bean og hendes mor og far!!!

    Når jeg læser om jeres lækre datter, tegner der et billede (for mig) om en pige som er sensitiv. At være sensitiv – kan givenudslag i meget urolig søvn , gråd og arrigskab . Alle de indtryk pigen har fået igennem dagen- skal “lagres ” på hendes lille harddisk om natten. Det kan være rigtig svært at falde til ro .

    Når så små børn er sensitive ( sådan er man født) kan man for at hjælpe dem til at få ro i deres krop og hoved- give dem et varmt bad, massage med faste klem eller strøg og Putte dem fast under dynen. faktisk svøbe dem som man ofte gør med urolige spædbørn.

    Man KAN også bruge kugle eller kædedyne som virkelig kan give ro og tryghed til de små poder.

    Du kan tale med din sundhedsplejerske om det og hun kan henvis til en fys eller ergo som bevilger sådan en dyne. De kan også lejes hos et privat firma.

    Jeg har selv 2 sensitive børn, den ene indvendt og den anden udad reagerende og det er drøn hårdt.

    Prøv at Google sensitive småbørn , eller anmod om medlemskab på facebook i gruppen orkidebørn. Der er masser af brugbar materiale.

    Kh Heidi

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Heidi

      Tusind tak for dine input. Jeg har læst en masse om high need og sensitive børn, og kender faktisk godt dynen fra mit tidligere job i sundhedssektoren. Jeg tror, der kan være en snert af det, men jeg synes ikke helt, jeg kan passe Bean helt ned i begreberne. For langt det meste af tiden er det jo ‘kun’ søvnen, der driller. Men det kunne være, jeg skulle undersøge det lidt nærmere igen.

      Bean har aldrig været massage-typen, men vi elsker at nusse og putte og kramme (også store, faste bamsekram)

      Puha, det lyder som om, du fortjener en medalje, et fripas til at shoppe i Magasin og en uges wellnessferie. Mindst.

      Bedste hilsner
      Stine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • KÆMPE knus til dig! Åh jeg kan sætte mig så meget ind i dine tanker.

    Jeg husker ikke de første par år som mor, som værende særlig fantastiske. Der var nærmest ingen søvn, men der var rigtig meget gråd og skrig. Det er SÅ hårdt, for man føler sig jo totalt mislykket som forælder, når man har et af “de børn” der ikke bare sover når det skal, og ikke kun græder, når det bliver betegnet som NORMALT. Jeg fik i lange perioder spat af forældre og deres “mit barn sover hele tiden og er SÅ nemt”. Blev skide misundelig og fik kun forstærket følelsen af at jeg måtte gøre noget helt forkert, når nu der var forældre der oplevede det hele som skønt og vidunderligt.

    Her blev praktiseret samsovning, og jeg måtte de fleste aftener, indtil han var knap et år, stå med ham på armen i flere timer og vugge ham i søvn. Det var rædselsfuldt.

    Ja jeg husker ikke min start som mor, som fantastisk på nogen måde. Husker fantastiske øjeblikke – men i det store og det hele gik der lang tid før jeg følte, at der rent faktisk var noget fantastisk ved at være mor generelt. I dag er det fantastisk. Stadig hårdt til tider(det holder jo nok aldrig helt op!), men det er klart meget nemmere og meget mere fantastisk. Min søn er 5 år og stadig meget tryghedssøgende. De fleste morgener når jeg vågner, har han sneget sig ind til mig for at sove. Helt ind under min dyne og viklet helt rundt om mig nærmest. Det er altså lidt hyggeligere end det var, da han var baby 😉

    Men DU er en GOD mor. Det er skide hårdt, og nogle af os får bare børn der er mere sensitive og tryghedssøgende end andre. Det gør os ikke til dårlige forældre, for vi gør jo vores bedste. Og vi gør det vi skal! Du er en god mor, for du bekymrer dig – det gør en MOR. Og du er en god mor fordi det smerter, når du og kæresten i perioder har set Bean som “barnet der græder” – det gør ondt fordi du ELSKER, og fordi du ikke ønsker at gå med de følelser.

    Du ER en god mor! Det ER du virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den dejlige kommentar. Det betyder mere, end du aner, at vide, at andre også kender til den situation. Bean er en kæmpe selskabs-papegøje, så for os er det stort set kun herhjemme, vi har ‘glæden’ af gråd og hysteri. Jeg synes, langt det meste af tiden, at det ER fantastisk, og jeg kan blive helt rørt, når Bean gør noget særligt sødt eller noget nyt, hun ikke har kunnet hidtil. Men let? HEEEEELL NO! På ingen måde. Det har det aldrig været. Så i perioder som nu, hvor gråden eskalerer og søvnen minimeres er der åbenbart ikke langt tilbage til de gamle, grimme følelser.

      Samsovning er vi bestemt også fans af (selvom Bean napper, så er det af og til lettere end at blive ved med at gå frem og tilbage) Oh, det lyder så hyggeligt med en der selv kommer ind og putter. Det kunne være vi skulle fjerne tremmerne, så Bean også selv kan gå ind til os, når hun har brug for det.

      TAK for backup.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Av for den! Dit (meget velskrevne) indlæg har gjort stort indtryk, det lyder som nogle hårde følelser at sidde og tumle med. Jeg har ingen gode råd, er stadig nybegynder som mor, men jeg kan bestemt genkende følelsen af magtesløshed. Masser af opbakning og ønsker om bedring til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak, søde Ida. Jeg håber ikke, at jeg tager modet fra nybagte mødre – for det er bestemt ikke alle børn, der er ligeså svære at greje og sover så relativt dårligt som Bean.

      Følelsen af magtesløshed tror jeg dog at alle mødre kender. Den følger ligesom bare med. Ligesom en helt ny hudløshed og sårbarhed. Men samtidig kommer jo også en kærlighed, der er svær at forklare og begribe.

      Alt det bedste til jer også

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Øv hvor jeg føler med dig og du er bestemt ikke alene om, at have sådanne følelser!

    Da jeg opdagede din blog, læste jeg tilbage i tiden og faldt over de gamle indlæg, hvor du skriver om kolik og om hvor hårdt det er at blive forældre, når det hele er lidt anderledes end forventet. I dag som dengang fik dit indlæg mig til at tude.

    For vores situation minder så meget om jeres. Min datter havde også kolik og græd det meste af døgnet i de første fire måneder. Derefter var hun bare pjevset og sur indtil hun blev ca. 7 måneder. Jeg synes selv, det lyder som om jeg overdriver, når jeg fortæller det til andre, men hun var bare utilfreds det meste af tiden! Hun ville ikke andet, end at blive båret rundt på min arm.

    Efter hun lærte at kravle, omkring de syv måneder ændrede hendes humør sig heldigvis og hun blev meget gladere. Hun er stadig et meget utålmodigt barn der hurtigt brokker sig længe og højlydt, hvis hun ikke mener vi reagerer hurtigt nok eller hvis hun er lidt træt. Det er som regel værst når jeg er tilstede og andre har beskrevet det, som om at hun har en forventning til at jeg skal kunne forstå, hvad hun tænker og hun bliver derfor ekstra frustreret, når jeg ikke kan regne det ud.

    Hun er nu 1,5 år gammel og både hendes humør og hendes søvn er blevet meget bedre. Nu er vi så heldige at hun oftere og oftere sover igennem. De første 13 måneder var vi heldige, hvis hun sov 3 timer ad gangen og som regel var det mindre. Nu hvor hun sover godt, er det hele blevet så meget nemmere, men hvor har jeg dog mange gange følt mig som den værste mor, når man fuldstændigt udkørt gik rundt med en sur unge på armen og bare ønskede sig et andet sted hen. Jeg har flere gange, tænkt at jeg aldrig skulle have fået hende og hvorfor hun ikke kunne lide mig. Samtidig ved jeg, at vi er og altid har været gode forældre, der vil gøre alt, for at hun har det godt!

    Herhjemme ændrede det hele sig, efter at vi begyndte at putte hende på en anden måde. Nu putter vi hende og siger godnat og så går vi ud og rumsterer lidt rundt eller tænder for fjernsynet i stuen og så falder hun som regel i søvn efter 15 min. Hvis hun bliver ked af det, så går vi derind igen og bliver ved på den måde, indtil hun sover og det samme gør vi om natten, hvis hun vågner. Vi har aldrig ladet hende græde sig selv i søvn, men hun får lov at brokke sig lidt inden vi går ind til hende igen.

    Med hensyn til niveriet kunne i måske prøve at give Bean en af de der babapapabamser med krøjer kugler i? Så kan hun måske nive i den i stedet – det gør min datter nogen gange med sin.

    Det blev virkelig langt og nok også lidt kringlet, men blev nødt til at kommentere, fordi det herhjemme er mig der husker den første tid i hendes liv som noget negativt. Jeg har svært ved at huske de gode stunder, og det knuser mit hjerte. Min mand derimod er den evige optimist og fokuserer på de gode øjeblikke, som der sikkert var nogle flere af end jeg husker. Derfor er det så dejligt at tale med ham om det og blive mindet om de ting jeg selv glemmer…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Søde dig – tusind tak for kommentaren og for tankerne. Det er SÅ svært, når det sure og hårde er det, der fylder. Godt at I også hjemme hos jer har en, der mest af alt husker de gode stunder. Laver I små videoklip, når der tumles, leges og grines? Det kan være en lise at se sådan nogen igennem, når alt går i hårdknude, og jeg ved, at det betyder meget for Kæreste, at vi har dem. Det er ligesom ‘beviser’ på, at det faktisk også kan være skønt at være småbørnsforældre.

      For os skete der også en markant forbedring af nattesøvnen, da hun holdt op med at skulle holde os i hånden for at sove, men i perioder som nu bliver hun helt ulykkelig, hvis vi ikke er der og hun fysisk kan mærke os.

      For mig lyder det som om, at din datter elsker dig så højt, og er så trygt tilknyttet og i symbiose med dig, at du er den, hvis kærlighed og non-stop omsorg hun er HELT sikker på – uanset hvordan hun selv agerer og reagerer. Sådan har det også lidt været hjemme ved os – resten af verden (efter kolikken stoppede!) oplevede den glade, åbne og nysgerrige Bean, mens vi fik den rasende, vrede og ulykkelige udgave. Jeg fandt trøst i, at hun var så tryg og sikker på os, at hun følte at hun kunne og kan tillade sig hvad som helst. At hun ved med usvigelig sikkerhed, at vi elsker hende uanset hvad. Sådan tror jeg også, din datter har det.

      Jeg havde også en lille abeunge, der helst bare ville være hos mig. En Ergobaby-bæresele var en kæmpe lettelse for mig, og næste gang tror jeg, det bliver en hybridvikle – så kan man have baby og tumling helt tæt på i timevis og SAMTIDIG have arme og hænder fri.

      Jeg er så glad for, hvis jeg kan være med til at punktere nogle af myterne om, at det SKAL være dejligt at have fået børn. Det skal være ok at sige, at det er hårdt og til tider næsten umenneskeligt hårdt, hvis det er sådan man føler. Og der er altid nogen, der er eller har været i samme båd som en selv. Det er en kæmpe trøst at vide, at man ikke er alene.

      Alt det bedste til jer, og særligt til dig. Find alle de videoer og fotos du kan, hvor der er noget dejligt på: selvom det var meget gråd og lidt søvn, så var glæde og lykke OGSÅ virkeligheden.

      /Stine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhhhh hvor får jeg bare en klump i halsen af at læse dit indlæg.

    Jeg har ingen gode råd, du har sikkert allerede prøvet dem alle.

    Og det med napperiet har vi også prøvet. Det var faktisk grunden til at vi for et års tid siden smed Oline på eget værelse. Hun kunne simpelthen ikke finde ro ved siden af mig. Hun skulle nappe, pille og nikke skaller hele natten. Nu sover hun dog som en sten i smør hullet.

    Husk at det vender på et tidspunkt og som du selv skriver, i ser bedring. Vi har selv været der, ikke med nat roderi, men med et barn som bare græd rigtig meget. MIg og min kæreste har også nogen gange kigget på hinanden og sagt “Hun græder dæleme meget”. Det er stoppet nu efter hun er begyndt at tale. Nu skælder hun enten ud nu eller laver hendes sur mund ansigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg har faktisk også tænkt tanken, at når sproget for alvor kommer, kunne det måske dæmme op for noget af frustrationen. Da hun begyndte at kunne krabbe omkring da hun var 6 måneder blev hun et meget gladere barn, og nu er det så bevidsthed, intellekt og følelser, der er i rivende udvikling, uden at hun helt kan følge med, eller måske snarere: at hun fornemmer, at der er noget, der ligger LIGE uden for hendes rækkevidde, og som hun enormt gerne vil.

      Tak for tankerne, Camilla. Jeg ved, at I også har haft en masse bøvl med et ikke altid lige tilfreds barn. Det er skønt, at der er plads til både hyggelige hverdagsglimt, børnemode og alt det grimme herinde i dette forum.

      Det er altså noget mærkeligt noget, det dér napperi! For Bean handler det tydeligvis om tryghed, men på et tidspunkt ville det være ok med mig, at hun fandt et andet ritual!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det tror jeg du har helt ret i. Det ligger lige om hjørnet og så kan hun alligevel ikke nå det. Det må være enormt frustrerende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, ikke? Jeg ville selv være rasende over det (og temperamentet kommer fra min side af familien…)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årrrh, hvor er det rørende at læse..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Hej østfronten. Først og fremmest tak for en rigtig god og velskrevet blog. Jeg følger jævnligt med og synes, at du skriver så fint om relevante emner. Jeg har en søn, der snart er 23 mdr, og som har haft nogle af de samme issues med søvn som Bean: ekstremt ulykkelig, når han skal i seng, putning der tager lang tid og mange opvågninger med mareridt og undertiden ‘night terror.’ Her er, hvad der har hjulpet for os: 1. Skift til juniorseng. Det var selvfølgelig hårdt i starten, at han selv kunne komme ud af sengen, men tror det har en god effekt, at han ikke føler sig lukket inde i tremmesengen. Det har i hvert mindsket tiden, vi bruger på at putte ham fra 2 timer til 30 min.
    2. Kortere middagslur og flere sene eftermiddagsaktiviteter. Vi fandt ud af, at vuggestuen lod ham sove 2,5 timer til middag. Ved godt, at der er eksperter, der hævder, at børns middagslur igen effekt har på deres nattesøvn. I vores søns tilfælde er det ikke rigtigt. Nu vækker vuggestuen ham efter 1 time og 15 minutter, og det har stor betydning for hans nattesøvn. Herudover er vi altid i parken, på legepladsen eller i svømmehallen efter vuggestuen, så han kan brænde de sidste krudt af. Disse ting virker herhjemme. Ved selvfølgelig ikke, om de ville virke for Bean. Sender rigtig meget god søvnkarma i jeres retning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Kære Therese

      Tusind tak for den fine kommentar, karma og roser.

      Vi har faktisk overvejet om det var ved at være tid til at tage den ene tremmeside af, så hun selv kan komme op og ned fra sengen… Og evt. selv tusse ind til os om natten, hvis det er det, hun har brug for.

      Fedt, at I har fundet ud af, hvad der fungerer for jer med middagslur og aktivitet – Bean trænger til al den søvn hun kan få midt på dagen, og har så meget krudt på i dagplejen, at det er hvile og hygge og en tumletur, men ikke meget mere end det. Hun skal helst have mere end 1,5 times middagslur, før hun er udhvilet og klar til resten af dagen.

      Børn er så vidunderligt forskellige, og det er nok det, der er så frustrerende for os forældre, når man ikke altid kan finde brugsvejledningen.

      Klem

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære du
    Det lyder dæleme hårdt, altså. Og det bliver dobbelthårdt, når man så får at vide af manden – den allierede! – at det er hårdt. Og om det mon er ‘normalt’. HDD og jeg har været noget lignende igennem, hvor vi begge var ved at segne af træthed. Hvor overskuddet var væk hos os begge, og hvor vi bare tacklede det helt helt forskelligt. Jeg havde brug for at tænke, at “det bare var en fase”, og at det var helt normalt, mens HDD satte spørgsmålstegn ved, om det mon også kunne være rigtigt, at det skulle være så hårdt. Det fik mig til at slå helt ud på løvemorsbarometeret, men vi fik heldigvis talt om det og konstateret, at vi bare tacklede underskuddet forskelligt.

    Som du selv er inde på, så tror jeg, at det der med sproget – eller mangel på samme – kommer til at gøre en kæmpeforskel. Når Bean pludselig kan gøre sig forståelig og oplever, at I (til dels) gør, hvad hun siger), så tror jeg, der er nogle ting, der ændrer sig. Det var der i hvert fald herhjemme – hvor Varanen, sandt for dyden, (heller) aldrig har været den bedste sover. Men nu – med fare for at jinxe det – sover han igennem (hvis man fratrækker de 2 minutter han bruger på at komme dappende og hale sig op i vores seng). Og det har han faktisk gjort siden han rundede de 2 år. Jeg håber, at det samme kommer til at ske hjemme hos jer. God karma herfra. (Og i øvrigt – jeg stemmer også på, at I får tjekket ørerne. Just in case)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ih, den dejlige kommentar var røget i spamfiltret (?!?)
      Det er nemlig lige præcis det, at ens allierede pludselig lader til at være hoppet over på fjendens side, der slår benene væk under en.
      … og faktisk var det jer, jeg kom til at tænke på med det dér sprog og frustrationerne.
      Og ja. Ørerne skal tjekkes.
      Klem

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GIVE AWAY: Vind grafisk vægpynt fra Ark3