Weekend i provinsen – billedspam

Sidste weekend var Bean og jeg i provinsen både for at fejre Morfars fødselsdag og fordi Kæreste var på herretur. Det var skønt, og jeg elsker at se hende med sine bedsteforældre – de har så stor glæde af hinanden. Særligt nu hvor hun kan huske dem og taler om dem med os (hele ugen har hun sagt ‘hu-raa’ og ‘mor-bar’)

Så bær over med mig, når jeg spammer med billeder af mit guld og mit ophav fra en dejlig weekend i provinsen.

 photo DSC_0001_zps4e7ed2a9.jpg
 photo DSC_0002_zps75909e13.jpg
 photo DSC_0005_zps2849971d.jpg
 photo DSC_0015_zpsf07b9767.jpg
 photo DSC_0024_zpsae29056b.jpg
 photo DSC_0027_zps6cccad07.jpg
 photo DSC_0040_zpsc9d00919.jpg photo DSC_0044_zps030def4b.jpg

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Tilskud med mening

Mon ikke de fleste med babyer, tumlinge eller yngre børn i huset kender det? Den ene uge er majskolber og agurker the shit – næste uge skubbes det væk fra tallerknen med et ‘ad-bad’! Sådan er det i al fald herhjemme.

I øjeblikket giiiii-der Bean ikke de dér grøntsager. Jo, hvis de er i suppeform. Måske også hvis de er camoufleret i sovs i en 1:5 ratio (I kid you not), men vi gider ikke spise suppe hver dag.

Vi vil heller ikke tvinge hende til at spise noget. Specielt ikke, fordi hun faktisk er rigtig god til at smage på alting. Det tager lang tid for smagsløgene at vænne sig til nyt, så vi stoler på, at så længe vi holder fast i, at man skal smage (og roser for det), så er det ok, at hun siger nej tak.

Derfor er vi begyndt at spise vitaminpiller, for at være sikre på, at Bean og vi får alle de vitaminer og mineraler, vi har brug for.

Bean får hver morgen en børne-multivitaminpille fra BiOrto, og hvis hun ikke lige gider ind til bordet og morgenmaden, så er pilleglasset en sikker måde at få hende interesseret på. ‘Kage!’, siger barnet glad og gumler (den ret store!) tyggetablet i sig. Og når man nu sidder ved bordet, så kan man jo ligeså godt også fyre den af med yoghurt eller grød eller hvad der nu står foran en. Win-win.

Når hun begynder at spise grønt igen, så holder vi pause med vitaminerne, men jeg synes, de er et rigtig fint supplement til de ‘kræsne’ perioder. Det er, hvad jeg forstår ved BiOrtos slogan “Tilskud med mening”. Ikke blindt at smide kosttilskud i halsen oveni en balanceret kost, men tage dem i perioder, hvor kosten af forskellige årsager er ensidig eller kroppen har brug for ekstra hjælp. I de sidste par uger, hvor Kæreste har været syg (men nægter at tage det og sig selv seriøst. Suk. Mænd!) har det også givet god mening at booste hans krop med lidt ekstra tilskud.

Nåja, min indre æstetiker er heller ikke decideret KED af det fine udtryk, BiOrtos produkter har. Selvom… “Total Gurkedol”?! Virkelig? Jeg har endnu ikke prøvet tilskuddet med gurkemeje og ingefær, men navnet får mig seriøst til at små-klukke hver gang, jeg læser det – og latter er jo også en slags terapi 😉

 photo DSC_01292jpg_zps5e42c95b.jpg
 photo DSC_01272jpg_zps3740bf0d.jpg

Spiser I vitaminpiller og kosttilskud?

(Indlægget er et samarbejde med BiOrto, men holdninger og indhold er som altid mit eget)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

NEJ!!! – og en opfølgning på Løvemoren

NEJ! bliver der sagt ret ofte herhjemme. Kæreste og jeg bruger ikke ordet særligt meget. Det er Bean, der siger fra. Siger nej. Ofte med ord. Lige så ofte med rasende råb. Af og til krydret med smiden sig på og sparken i gulv. (Jeg satser ret kraftigt på, at hidsigheden aftager i takt med at sproget kommer – mere om det dér med sprog en anden gang)

Selvstændighedsalderen er vist for alvor kommet til Østfronten.

Med den konstatering er det vist også på tide med en lille opfølgning på hende der Løvemor og hendes løveunge (og løvefaren, for den sags skyld).

Det går godt på savannen. Virkelig. Jeg ved ikke, om det var al den gode karma, I sendte afsted, om Nemesis’ gode tvilling læste med eller om forløsningen lå i at få sat ord på og sendt følelserne ud i bloggosfæren. Måske var det en kombination af det hele. I al fald har vi siden fredag haft en helt anden pige, der er meget gladere, sover meget bedre og generelt har meget mere overskud. Det er så heller ikke helt skidt at være på weekendbesøg i provinsen hos Mormor og Morfar og moster Meemee, mens Kæreste er på herreweekend (ja, igen. Og så snakker vi ikke mere om det)

Kæreste og jeg fik talt en masse om følelserne i fredags, da jeg kom hjem fra arbejde, og det var rart at få luft og få delt det med hinanden – både ud fra vores eget perspektiv og med alle jeres gode input.

Flere af jer nævner begreberne ’særligt sensitivt barn’, og der var engang, da Bean var baby, hvor jeg læste en masse om selvsamme (herunder også ‘high need børn’). Dele af ‘diagnosen’ passer på en prik. Andet slet ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har en pige med et periodevist særligt stort behov for tryghed og uden det helt store sovehjerte, mens hun på andre områder er så selvstændig, at vi næsten ikke kan følge med. Beans behov honorerer vi så godt vi overhovedet kan – bl.a. ved at skæve til de anbefalinger og gode råd, der findes til særligt sensitive børn.

En enkelt nævnte også noget med ørerne. Uha – den skal vi altså lige have fulgt op på, for efter sidste vinters mellemørebetændelse med gråd, feber og almen ulykkelighed, så overvejede jeg slet ikke, at der også kan være bøvl uden feber. Og forkølelser har der været mere end rigeligt af.

… nåja, og så overvejer vi om det ikke er ved at være nu, at den tremmeside skal af. Så kan hun selv kravle ind og ud – og tulle ind til os om natten, hvis hun har behov for det.

Jeg elsker, når blogland kan dét her. Når der er plads til det grimme, det grumme og det farlige. Når responsen er så åbne arme og når I byder ind med jeres personlige historier. Vi er ikke alene. I er ikke alene. Og hvor er det fantastisk at vide.

Tusind tak!

 photo bilgladbean_zps9674da9f.jpgBilleder fra en hyggelig søndag formiddag med min bil-glade datter på det lokale bibliotek (som jeg har skrevet om tidligere). Den vatterede jakke fra Zara fungerer fint som indendørs-trøje. Blusen med guldstjernerne er fra Forkids og jeansene er fra Norlie – indtil videre de eneste bukser, vi har fundet, der sidder rigtig godt på en lang, smal Bean med rund ble-bagdel. Ruskindssko med for er fra Zara.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Jeg drømmer om nye kjoler og pæne, flade sko

Phew, det blev lidt tungt her på Østfronten. Tusind tak for alle jeres kommentarer, tanker og input. Det betyder mere end I aner. Jeg lover at komme med en opfølger, men i mellemtiden er her lidt light entertainment. Det har mødre også brug for!

Hvert forår får jeg simpelthen sådan en craving efter kjoler. Men jeg ved også, at jeg kun får dem brugt, hvis de sidder lige i skabet og får mig til at føle mig både casual og pæn på samme tid.

I gamle dage – læs: før Bean – gik jeg stort set altid i hæle. Det dur ikke længere (i al fald ikke til hverdag) med et job, der veksler mellem at sidde, stå, gå og klatre – og hæle har aldrig været gode på legepladser! Så når jeg kigger efter sko, er det de flade, jeg går efter. Det behøver de jo ikke blive mindre pæne af. (Når jeg siger ‘kigger efter sko’ så er det ikke ofte i fysiske butikker. Med fuldtidsjob og tumling er det sjældent jeg har mulighed for at komme ud i den virkelige verden med det ene, fornøjelige formål at ose. Så er det da heldigt, at man efterhånden kan finde alting på nettet. Ofte samlet det samme sted. Smart altså. Og så ikke et ord om, at jeg siden Beans fødsel har lært mit kortnummer i hovedet…)

Jeg kunne godt bruge begge kjoler og alle sko herunder, kunne jeg (og muuuligvis er en af delene allerede på vej hjem til mig)

 photo kjolerogsko_zpsd99c4731.jpg

Sort kjole – Tiger of Sweden // Grå maxikjole – Vila // Broughes – Have2have // Leosko – Defeter // Laksko – Jeffrey Campbell // Pelssneakers – Jeffrey Campbell

(Indlægget er et redaktionelt samarbejde, men indholdet er mit eget)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Løvemor græder

Kæreste og Bean ligger i dobbeltsengen i en urolig søvn, mens jeg sidder i en mørklagt stue med en hård, sort knude i maven og tanker, der ikke kan falde til ro.

De sidste aftner og nætter har været rædselsfulde (#intetnytundersolen) med en lille pige, der har grædt og grædt ved puttetid, har sovet en time eller to og siden hostet/grædt/kaldt/råbt hvert 5. minut resten af aftenen og indtil kl. 1, 2 eller 3. Det slider på overskuddet at være inde ved hende 30 gange på en nat. Samsovning, tænker du måske. Ja – i princippet, og det har vi bestemt også praktiseret mere end ofte, men problemet er napperiet. Bean napper og niver og napper i arme, nakke og den tynde hud ved halsen, så jeg ikke får lukket et øje.

Det er nu ikke det, der er skyld i knuden. Natteroderi er nærmere reglen end undtagelsen. Stadigvæk. Også selvom det langsomt i overordnede træk bliver bedre. Lige inden vi kastede håndklædet i ringen kl. 21.30, efter at være gået i pendulfart frem og tilbage fra børneværelset, kommenterede Kæreste, at hun græder rigtig meget. Meget mere end andre børn.

Og det gjorde ondt. Meget, meget ondt. Også mere, end hvad der nok er helt rationelt.

For når jeg kigger på Bean ser jeg en stædig og viljestærk, men også empatisk, nysgerrig, motorisk dygtig og udadvendt lille pige. En glad, tryg pige. Det er mit billede.

Kærestes billede af Bean ser anderledes ud; for ham er hun lige nu et barn, der græder. Det værste er, at han har ret. Hun græder og pjevser rigtig meget i øjeblikket. Morgen, eftermiddag, aften og nat. Jeg hader, at han har ret, for det minder mig om dengang, jeg var mor til et spædbarn og en baby, der havde kolik – og ikke kolik som i ‘muskler og/eller nerver sidder i klemme og ryggen er låst’-måden, som man kan gøre noget ved. Nej, kolik som i ‘endnu ikke helt modent centralnervesystem’-måden. Som der absolut intet er at gøre ved andet end at give nærhed, tryghed, ro og omsorg og så vente på at det lillebitte barns system modnes nok til at hun kan lukke af for indtryk. Dage med over 7 timers gråd og ganske lidt søvn. Vi kan stadig mærke det. Specielt putningen har voldt og volder vanskeligheder. Det er enormt svært for Bean at lukke af og overgive sig til søvnen, også selvom hun gerne vil.

Gråden lige nu er givetvis en kombination af almindelig udvikling (læs: selvstændighedsalder) kombineret med snot og hoste og forstyrret søvn, der sikkert gør, at Bean er i ligeså meget søvnunderskud som sine forældre pt. Det giver mening, at der ikke er meget overskud i løbet af dagen (og det, der er, bliver brugt i VHD, hvor hun altid er glad).

Men Kærestes kommentar vækkede min indre Løvemor og har fået hende til at gå i cirkler omkring løve-hulen. Fordi der er en periode, de første 6 måneder af Beans liv, som Kærestes emotionelle hukommelse kun husker for det slemme. Det fortalte han først langt senere, men jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på at han hadede at vores liv var sådan. At vores barn var sådan. Jeg husker det gode – men fornemmelsen af afmagt, af at være presset så langt ud, som jeg nogensinde har været, af ikke at være sikker på, at jeg elskede mit barn, af at være usikker på, om jeg overhovedet var en god mor – den sidder dybt i mig som en kropslig hukommelse, der kommer op til overfladen, når noget ikke er, som det skal være. Det er den fornemmelse, der lige nu giver mig en knude i maven og tårer i øjnene (og åbenbart også skrivekløe i fingrene).

Jeg vil ikke have, at mit barn er ulykkeligt. Jeg vil gøre alt i verden for at hun er lykkelig, at hun ved, hun er elsket og føler sig tryg altid. Det føles som mit ansvar, min skyld, når hun ikke er. Og det er næsten ikke til at bære.

Er der andre derude, hvis tumlinge også har rigtig svære perioder med megen uro og gråd? Eller er det bare os  – og i så fald; hvad gør vi (læs: jeg) galt?

Older posts