Breathe and reboot

Hvem stjal min baby?

I øjeblikket synes jeg ikke, jeg kan vende ryggen til et eneste sekund, før Bean er vokset og blevet større. Allermest i den sproglige udvikling, hun kaster sig ind i med krum hals. Der kommer dagligt flere og mere nuancerede lyde til, og efterhånden en del genkendelige ord. Eksempelvis ‘pist væk’ (selvom man nok skal vide, hvad hun siger, for at kunne dechifrere lige præcis den vending), men også ‘ben’ og et stadigt større arsenal af egennavne.

Det er ikke bare sproget. Det er hele hendes væren og kunnen, der rykker sig med noget, der af og til forekommer som kvantespring. Og ja, det er jeg sikker på, at langt, langt de fleste forældre også oplever, men eftersom Bean er mit første og hidtil eneste barn, er det nyt og vildt for mig og Kæreste at være vidner til.

Bean bliver stadig mere bevidst om kommunikation og afprøver gerne forskellige strategier – det kan være både positivt og negativt, for selvstændighedsalderen er både skæg og afsindigt hårdt arbejde. Især for forældre.

Jeg forsøger at nyde og være til stede og huske alt, jeg overhovedet kan, men tiden render fra mig, og jeg synes ikke det var mere end et øjeblik siden, hun så sådan her ud, og hvor det var vildt imponerende, at hun kunne krabbe sig hen og nå underkanten på tv-møblet. Nu spidder hun gnocchi-bidder på sin Georg Jensen-gaffel* like nobody’s business og hopper rundt i alle møblerne.

 photo Bean_zpsa8dd89ec.jpg

Bean – knap 5 måneder og til bryllup i Odense. Mission: at charmere samtlige hankønsvæsener med sine store, store blå øjne.

Jeg nyder den alder Bean har, og alt det hun kan (eller i al fald øver sig i at kunne), men det er også vemodigt at erkende, at hun aldrig bliver mindre. At min baby-Bean aldrig nogensinde kommer tilbage. For på trods af alting, af kolik, kronisk søvnunderskud og dage med ren overlevelse, så var det jo en helt særlig periode. Kan jeg se her i bagklogskabens ulideligt klare lys.

… og ved I, hvad det værste er? Jeg har en nagende fornemmelse af, at det aldrig bliver muligt at fastholde nogetsomhelst, når man har børn. Måske er det også derfor, jeg tager så mange billeder af hende. I et forsøg på at indkapsle det helt særlige hun var på lige præcis dét tidspunkt.

*julegaven fra Mormor og Morfar var Georg Jensens Pyramide-børnebestik i stål – for det er jo kun babyer, der spiser med plastik. Dét gider Bean ikke længere!
 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook eller via Bloglovin’

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Breathe and reboot