Pæne tasker skal man da have

… og det er ikke dem, der sidder mellem navlen og kravebenet, jeg taler om. Næh, du. Det er tasker, der rummer ens vigtigste ting og sager og samtidig er både pæne og praktiske.

Sådan en har jeg netop i dag hentet på posthuset. Altså; når der er 60% hos Ganni er det simpelthen for godt til at lade være, og den her taske er simpelthen så FIN. Og anderledes. Og den helt rigtige størrelse. Ikke for stor og ikke for lille.

Jeg er vild med faconen, der er en mere rummelig og edgy udgave af en bumbag. Og som en skøn overraskelse er der mange flere praktiske rum indeni end jeg kunne se på billederne (note til Ganni: mere info på shoppen, tak!)

 photo a0551_zpsedbc116b.jpeg

Vi bliver gode venner, tasken og jeg. Det kan jeg mærke.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Et pip fra provinsen og min seneste craving

Et lille pip fra provinsen, hvor Bean og mig er på aflastningsbesøg hos Mormor og Morfar, mens Kæreste er på herretur i det jyske (1. omgang ud af 3 over de kommende uger. #imponerendedårligplanlægning #sigerdetbare)

Vi bliver smaskforkælede med klatkager, kys og kram (mest Bean, dog) og lækker mad – se selv på @ostfronten

I en helt anden boldgade er jeg er blevet fuldstændigt forelsket i den her grafiske, cool og smukke halskæde fra MÖS, som Månedens Strutmave havde på ovre på det dér arbejde. Så meget, at jeg overvejer om ikke jeg fortjener en tidlig fødselsdagsgave. Fra mig til mig.

 photo 83659a59-ea77-4943-9cff-5589a180c79f_zps197f80c4.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Update på lægefronten – og tak til verdens bedste læsere

Som I måske husker, så skrev jeg for et par måneder siden om vores uengagerede læge, og hvordan særligt jeg, allerede fra da jeg blev gravid, i mindre og mindre grad havde lyst til at ringe til ham, fordi hver oplevelse var, at jeg eller Bean eller os begge mest af alt var til besvær.

I var simpelthen så søde og der kom masser af rigtig gode bud på dygtige, engagerede og lokale læger. Jeg tænkte, at jeg lige ville give en update, nu hvor Bean og mig faktisk HAR skiftet læge. Vi undersøgte de forskellige bud, vejede op mod vores egne mavefornemmelser og kastede os langt om længe ud i lægeskiftet. Det er spøjst, at man er så loyal. Eller måske er det snarere autoritetstroen, der er mere indgroet i mig, end jeg vil være ved.

ANY-who. Vi har skiftet (eller… jeg har. Bean ‘følger bare med’), de nye sygesikringskort er kommet (komplette med akut-telefonnummeret, hvis nu lægerne skulle glemme det), og vi er ready to rumble.

I mandags var Kæreste med Bean til Den Nye Læge, fordi hendes vejrtrækning efterhånden var noget raspende efter et par sløje dage. Jeg havde astmatisk bronkitis som barn, og jeg vil hellere tjekke en gang for meget end en for lidt, om det også skulle være tilfældet for Bean – eller om der muligvis var noget andet lunge-halløj under opsejling.

Og let me tell you. Jeg blev simpelthen så glad og tryg ved valget af læge, da Kæreste om aftenen fortalte mig om besøget. Siden 1-års undersøgelsen er Bean blevet rigtig, rigtig ked af det, hver gang, vi er kommet ind i lægens konsultation. Venteværelset er fint, men derfra går det galt. Det skete også denne gang, og hun blev til en regulær abe-unge, der klamrede sig til Kæreste. Vores ex-læge var iskold effektiv og fik bare undersøgelser og/eller prøver overstået med storgrædende barn. Den Nye Læge satte sig, så Bean ikke kunne se hende, aede hende på armen og ryggen og fortalte hende, at hun var stor og dygtig.

Resultat: barnet slappede af, stoppede med at græde og fik en meget bedre oplevelse af at blive mødt med en smule forståelse, overskud og empati.

Følgevirkning: mor lærer at stole lidt mere på sin mavefornemmelse og ærgrer sig over ikke at have skiftet læge for LÆNGE siden!

Så. TUSIND tak til jer – fra mig og fra Bean, der havde det bedste lægebesøg nogensinde!

 photo IMG_0062_zpsae21a32b.jpg

Gensynsglæde med VHD efter et par dages sygdom – iført supergirly outfit: savlesmæk (fordi der produceres seriøse mængder mundvand pt?!) fra Norlie, cardigan fra Zara, tee fra H&M, leo-bukser fra Føtex, sutsko fra H&M og Hello Kitty-taske fra H&M (og Änglamark uldbody allerinderst!)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

30 med et twist

Om godt 1,5 måned bliver jeg lidt rund i kanterne. Årgang 84 er nemlig typerne, der bliver 30 i år, og det inkluderer sjovt nok mig. Det er ikke tallet, der gør mig noget. (Min søster mener i øvrigt, jeg har været 30 i mange år. Hun har en pointe, for jeg kender ikke mange jævnaldrende, der ønskede sig service som 16-årige eller har hæklede mellemlægsservietter, for den sags skyld. Det gjorde og det har jeg. I’m weird like that) Hvorom alting er, så føles det som mange, mange år siden, at jeg var typen, der festede løs og ikke havde nogen strings attached. Og det er fint. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk rigtig godt lide hjemmelivet som børnefamilie. Altså med lidt afbræk og andre input af og til!

Men jeg går op i fødselsdage. Meget, faktisk. Og der er noget særligt ved at indlede et nyt årti. Det er lidt ligesom nytår – bare vildere. Derfor havde jeg faktisk regnet med og håbet på en skøn fejring på selve dagen. Den rigtige dag. Det får jeg givetvis også. Bare på en noget anderledes og oprigtigt talt mindre-end-optimal måde.

Kæreste er nemlig ude at rejse. Ikke bare PÅ min fødselsdag, men faktisk hele ugen OMKRING den.

Det er jeg simpelthen så træt af, selvom det ikke burde være en overraskelse. Når snakken er faldet på årets studietur (nogen skal jo med de dér elever til New York), så har vi altid talt om, at den lå lige før påske. Og bortset fra, at 8 dage er længe som alenemor, når man ikke er vant til det, så ville det ikke være et kæmpe issue. Men. Turen er og har hele tiden været planlagt til midten af marts. Øv altså.

Det skal jeg lige vænne mig til.

 photo DSC_0057_zpse2d56fed.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Mor er træt

Jeg ville have skrevet noget meningsfuldt og personligt i forlængelse af Emilies, Trines og Annes fine indlæg. Men jeg er træt. Træt helt ind i knoglerne ovenpå en forlænget weekend med en sløj, lille dame. Det er hosten. Mere end noget andet er det hosten, jeg hader. Den holder os alle vågne, og jeg bliver så ked af det, når mit lille barn ikke kan få den hvile, hun ønsker – og græder ulykkeligt af træthed og smerte, når hun endnu engang bliver vækket med krampehoste.

De sidste par dage har Kæreste og jeg deltes om hhv. søvn og pasning. Vores aftener er gået med at gå til og fra børneværelset, indtil en af os gav op og lagde os ind med Bean. I dag har der været bedring, og selvom hun stadig hoster lidt, så er hun klar til VHD i morgen. Efter et morgenmøde overtog jeg pasningen fra Kæreste, der suste videre på arbejde. I eftermiddag var Bean og jeg på tøsetur ind til byen – her storcharmerede hun en mandlig (ret nydelig) ekspedient i Zara og et par mænd i Torvehallerne. Bl.a. ved højt og tydeligt at sige ‘KØD’ og blinke med de lange øjenvipper til slagteren i Cleaver’s – og sige ‘TAK’ med et stort smil til Nyholm-fyren, der gav hende en banan. (Resultatet af vores shoppingtur røg i øvrigt på det dér Instagram, hvor jeg er hoppet med #latemover. Find mig på ostfronten)

Nå. Men det rigtige indlæg må vente til jeg har fået sovet ud.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts