Wolf & Rita og skønne indianerbørn

‘Fald selv i søvn’ – Sunder-Helles input og status på projektet

Lad mig lige slå fast med det samme – bare for at udrydde alle misforståelser på forhånd – vi er IKKE tilhængere af ‘Cry it out’-metoden her på matriklen. Det er den, der på dansk hedder ‘Godnat og sov godt’, og som grundlæggende går ud på, at barnet skal falde i søvn alene.

Udover at det simpelthen skurrer mod alle mine instinkter og min empati, kan du kan bl.a. læse HER, hvorfor det ikke er en god idé at lade et lille barn græde alene.

Men. Når det er sagt, så dur det altså heller ikke, at det kun er mig, der ‘må’ putte Bean eller at det skal tage over 50 minutter, hvor jeg skal sidde i en akavet position med armen nede i sengen, så hun kan nappe mig i flæsket, før hun falder til ro.

Specielt ikke, når hun alligevel vågner tusind gange i løbet af aftenen og først falder rigtigt til ro, når hun kan ligge mellem Kæreste og mig i dobbeltsengen (og nappe mig i armen).

Derfor snakkede jeg en del med vores søde, dygtige, empatiske Sunder-Helle om en alternativ og på sigt mere hensigtsmæssig puttemetode. Ikke mindst for Beans skyld, for at hun kan lære at falde til ro og i søvn ved egen hjælp. Det giver (7-9-13) også bedre muligheder for at komme videre i søvnen uden hjælp, når hun vågner om natten. For det gør hun. Det gør alle – både børn og voksne – som en naturlig del af vores søvncyklus.

Sunder-Helle er helt enig med mig i, at børn selvfølgelig ikke skal græde sig i søvn, men sagde samtidig også, at der jo er forskel på vred, frustreret gråd og ked-af-det, ulykkelig gråd. Det er der. Vi kan efterhånden tydeligt høre forskel på Beans gråd. Hvis hun er ked af det, bliver hun trøstet og holdt om og kysset og aet med det samme. Hvis hun er vred eller frustreret, får hun lov til at være det – og får at vide, at vi godt kan forstå, det er irriterende, at man ikke må lege med sakse (real life eksempel, der udløste mega hidsighedsanfald komplet med spark i gulvet og biden i gulvtæppet). Vi siger også, at vi er lige her, når hun er faldet til ro og er klar til et kram.

For nu at vende tilbage til søvnen, så er det jo mega-hyggeligt for Bean, at hun kan nappe i os mig, indtil hun falder i søvn, men reelt er gør vi hende en bjørnetjeneste, fordi napperiet også er med til at holde hende vågen. Og fordi hun ‘mangler’ en arm at nappe i, når hun vågner i løbet af aftenen eller natten.

Det holder ikke, og både Kæreste og mig er i den grad klar til nye boller på suppen.

Vi startede på det nye putteritual til middagsluren lørdag, og det resulterede i 40 minutters skrigeri – men til gengæld også knap 2 timers fredelig søvn og en veloplagt og glad lille pige resten af dagen. Lørdag aften var der minimalt brok og putningen tog fantastiske 20 minutter. Barnet vågnede først omkring 02.30 og kom ind i sengen. Søndag middag var endnu et hit med bare 5 minutter og en god, lang lur og søndag aften var det 30 minutters skrigen, men til gengæld også bare en lillebitte opvågning, der krævede et ‘schyy-schyy’ fra døråbningen kl. 22 og så en transfer fra Juno til voksenseng kl. 03. Det kan vi fint leve med. For det er altså ret skønt at putte med en lille, varm krop og vågne med et ‘HEJ’ fra den gladeste Bean.

Det er en KÆMPE forbedring i forhold til at mine aftener har sluttet i snit kl. 21.30 det sidste lange stykke tid, fordi Bean kun kunne sove videre ved siden af mig.

Men hvordan gør vi så, spørger du?

Det ‘nye’ er, at vi ikke holder hånd. That’s it. Virkelig. Det er det eneste.

I stedet for at sidde med armen nede i Junoen, sidder vi bare på stolen ved siden af. Bean kan altså både se og høre os hele tiden. Og det skal hun lige vænne sig til. Og acceptere.

Forandringen er tilsyneladende noget lettere for hende at sluge, når det er Kæreste, der står for putningen. Lørdag middag og søndag aften, hvor jeg sad ved siden af, var der markant mere skrigeri. Og mere rejsen sig op i sengen. Det er fair nok. Og jeg giver gerne et kys på hovedet og trøstende ord i processen, men beder hende også lægge sig ned og sove. Jeg lover, at jeg bliver siddende til hun sover, så det gør jeg.

Det er ikke ulykkelig gråd, der kommer fra sengen. Det er frustration. Men allerede nu lader putning uden at holde hånd til at give hende en bedre søvn, og hun bruger aktivt yndlings-Bamse og sutter og dynen til at falde til ro.

På sigt er det meningen, at vi skal lægge hende, synge en sang og så gå ud af rummet. ‘På sigt’ betyder i denne sammenhæng ‘når hun er helt tryg og afklaret ved at falde i søvn uden vores hjælp’. Måske om en måned. Måske om et år.

Jeg skal nok komme med en update, når putningen har kørt i lidt længere tid. Men indtil videre er jeg en happy camper!

 photo beansover_zpsda660f09.jpg

(De ER altså søde, når de sover!)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook eller via Bloglovin’

10 kommentarer

  • Hold da op! Jeg har nærmest lyst til at skrive tillykke. Det er da så skønt, for jer alle.

    Nogle gange skal der bare så lidt til, men som forældre føler man, at man allerede har prøvet alt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak – vi er ikke helt i mål endnu, men arbejder på sagen. Og du har helt ret. Af og til er det bare nødvendigt med et input udefra!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aj, hvor er det bare godt at høre! Dårlig søvn kan jo smadre både voksne og børn. Vi er heldigvis nu (!!) “velsignet” med et barn, der er ret nemt at putte, men da han var helt lille… argh, for nogle kampe og korte lure, der blev taget, mens jeg var på barsel. Så kan så meget sætte mig ind i, hvordan I har det. Krydser for fortsat gode rutiner!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Takker 🙂 Vi er ikke der endnu, hvor det ‘bare’ er putning uden brok eller skrig, men vi holder fanen højt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Fedt det virker, krydser fingre for at det fortsætter. Vi er heller ikke tilhænger af ‘cry it out’ så vi har også forsøgt med forskellige metoder for at undgå det. Det har for os virket, det med op/ned, og idag er han nem at putte (7-9-13) 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, jeg kan simpelthen ikke forstå den metode. Fedt, at I har fundet noget andet der virker for jer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SÅDAN, Stine-pigen. I er seje. Lille cutie-pie Bean 🙂 Lad os snart ses. Som i virkelig snart.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Vi er i al fald igang 🙂 Men tak. Og JA for pokker!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare fantastisk for jer. Her hjemme er vi absolut heller ikke tilhængere af Godnat og sov godt metoden. Men som du selv skriver så er der forskel på gråd og Oline har altså også fået lov til at være hidsig inde i sengen af og til.

    Og kan altså ikke lade være med at grine af den episoder du beskriver med saksen. Den minder mig om en lille dames opførsel her hjemme :-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Gråd er nemlig ikke bare gråd.
      Og ja – af og til er det lidt svært ikke at trække på smilebåndet over hidsigheden…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wolf & Rita og skønne indianerbørn