Lille, vrede barn
Der er noget helt galt med Beans verden i øjeblikket. I al fald hvis man spørger hende.
Det er nærmest som at have en hormonforstyrret teen-drama queen i huset, hvis man måler på hysteri-skalaen. Bortset fra at teenagepiger næppe hiver deres mødre i buksebenene og rækker armene op for at blive båret, mens de råber og skriger af deres mødre.
Morgenerne skal – hvis Bean bestemte alt – helst udelukkende foregå i favnen på mig i sofaen, mens vi stener Ramasjang og læser billedbøger. Det er også hyggeligt nok, men jeg skal jo fx have tøj på, inden jeg afleverer hende. Og så kan jeg være ret sikker på, at have en grædende pige ved siden af, der vil op og sidde på arm.
Nej, det er ikke sjovt at være Bean.
Og dermed heller ikke udpræget sjovt at være hendes mor eller far.
Hun er så vred.
Hun skælder ud og slår sin far, og bliver hysterisk rasende, hvis det er ham, der forsøger at putte hende – eller ham, der kommer ind til hende, når hun vågner om natten. Han er virkelig ikke i kridthuset i øjeblikket.
Hun bliver rasende over tandbørstningen, der ellers har været en skæg ting.
En del af vreden kommer givetvis af, at hun ikke just er veludhvilet i øjeblikket.
Hun har nemlig ikke kunnet sove hele natten i sin egen seng længere (igen?). Hun kan godt falde i søvn (forudsat, at jeg putter), men slet ikke falde til ro, hvis når hun vågner, og derfor er de sidste 4-5 nætter blevet tilbragt i vores seng. Enten med et nogenlunde roligt barn, eller med en pige, der karter rundt og slet ikke kan slappe af.
Kæreste var heldigvis hjemme, så han tog Bean-vagten i nat og sendte mig ind på sofaen. Hvor jeg for første gang i en uge kunne sove nogenlunde efter barnet var færdig med at skrige hysterisk af sin far inde i sengen. Han var nødt til at tage hende op og flere gange sige til hende: ‘Bean, jeg er din far’, før det trængte igennem, og hun faldt ned.
Men imellem det vrede (som de i øvrigt slet ikke oplever i VHD), så er hun en kærlig, sjov og hyggelig lille pige, der konstant overrasker os ved at kunne og forstå nye ting.
Eksempelvis at – på eget initiativ – bære sin kop ind til spisebordet. Eller at bære sin tomme tallerken ud i køkkenet (muligvis i håbet om en refill af eftermiddagssnacks!)
Så vi holder vejret, tøjler egne temperamenter og venter på at tordenskyerne letter.
Jeg siger det lige igen: Vi har været der. I dén grad. Og vores tordenskyer er lettet. Det gør det ikke sjovere at være midt i, mens det står på, men forhåbentlig kan det bringe bare en anelse lys ind i al vreden.Og nej, det er ikke sjovt at være Bean. Men nogle gange er det svært at tage anerkendelseshatten på som forældre. Det var det i hvert fald hos mig. Jeg endte faktisk med at blive så frustreret, at jeg aflagde en sunder i Den Nye By et visit simpelthen for at blive klogere på, hvad der skete. Jeg ved ikke, om jeg blev så meget klogere, men det satte nogle ting på plads, om ikke andet. Og lige pludselig var Varan-uvejret ovre. Så det var egentlig bare det, jeg ville sige (igen): Det går over 🙂