Efterårslækkerier

Nu er jeg jo ikke ligefrem upartisk, når det gælder Bean, men hun ER da en efterårsgodte i overgangsdragten fra Wheat, der holder hende lun og tør i en fugtig sandkasse. Og moderen er vældigt begejstret over, at tøjet indenunder ikke bliver udsat for efterårssnasket legeplads. Næsten syndigt sødmefulde blommer står godt til Kubus-skålens grønne kulør – blomsterne er fra min søde, pt. udlandsdanske, veninde, der var på eftermiddagsbesøg med sin skønne datter, og dækkeservietterne i voldsomt praktisk silikone fra Oyoy blev klikket hjem efter jeg havde set dem hos Manja. Efterårsnyheder til Bean fra Zara Kids – lune cardigans i gode basisfarver (og til gode priser!), bløde fløjlsbukser og forede ruskindssneakers med blomstermotiv, som jeg ville ønske fandtes i min...

At være en stor pige

Når man er en stor pige, kan man selv en masse ting. Eksempelvis at tørre sine hænder, når man har vasket dem. Forudsat altså, at der er et håndklæde i passende højde. Det er der nu. Håndklæde: HAY/Scholten & Baijings // Kop: Liebe // Porcelænsgreb: Anne Black // Grafisk pingvin: Martin Schwartz Mens Kæreste holdt skansen til andelsforeningens arbejdsdag, fandt Bean og mig powertools frem, satte greb op og fik ved fælles hjælp hængt håndklædet på plads.

Karamel og havtorn. Og Finn Juhl.

Det er farligt at give mig tid på egen hånd i et tomt hjem en formiddagstime inden arbejde. For jeg har en tendens til at finde malergrej frem og kaste om mig med farver. Seneste projekt var hoveddøren, der (igen!) har fået nye kulører. Jeg beholdt noget af den lyse gule, men malede med karamel og havtorn, så døren nu spiller smukt sammen med et fint tryk fra Ordrupgaard med Finn Juhls tegninger af en af sine smukke stole. Jeg har også ‘karamelliseret’ et fremspring i væggen, der skal fungere som ‘målepind’ for Bean (og andre villige ofre), så vi kan holde øje med, hvor høj hun bliver. Den mangler dog stadig at få stencilleret tal på. … lur mig...

Hverdagskærlighed

Logistik, jobs, oprydning, tøjvask, madlavning, bleskift og en gryende selvstændighedsalder (hos Bean!) har det med at få hverdagene til at glide over i hinanden i øjeblikket. Måske var det derfor, jeg blev helt overvældet af kærlighed i morges, da Bean og mig sad i sofaen i morges og min store, lille pige puttede sig ind til mig, mens Hr. Skæg talte til 10. Det ordinære blev løftet op til et fortættet øjeblik af samvær og nærvær, da den lille, varme krop ormede sig bedre på plads, og jeg indsnusede duften af søvn, havregrød og Bean. Hende her – det er hende, der er alting værd.
Older posts