Fest og farver

Om andres børn – og noget om grænser

Kender du også de situationer, hvor du oplever børn eller deres forældre agere sådan, at du har mere end vanskeligt ved at holde munden lukket eller gribe ind?

Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.

De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.

Episode 1

Ved kassen i Netto, simultant igang med at pakke varer i net og betale, fik jeg øje på en mor med et helt tomt blik, der ventede i køen med sin grædende baby i en autostol i indkøbsvognen. Barnet havde grædt hele vejen igennem butikken. Moderen hverken sagde eller gjorde noget og barnet blev ved med at græde. Alle fibre i min krop råbte ‘Tag barnet op og trøst det’ eller ‘Tal i det mindste beroligende til den lille’.

Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne – for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.

Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.

Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.

Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.

Episode 2 

En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er “Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?” Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at “Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?”.

Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).

Jeg gik med Bean i Bugaboo’en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien – og ikke mindst Bean – som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.

Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.

Episode 3 

Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.

Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.

Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.

Så.

Hvad kan og hvad bør man blande sig i – og er der forskel på de to ting?

Bean her helt uden for anden kontekst, end at hun her er helt opslugt af sin leg.
Det skal man i al fald ikke blande sig i.

   

17 kommentarer

  • Puh, jeg får det fysisk helt dårligt ved at læse om dine episoner. 1) Stakkels mor, 2) Stakkels pige, 3) Hvilket voksent menneske tror hun, hendes dreng bliver, når han lærer, at små kan behandles sådan?Men med hensyn til hvornår man skal blande sig, og hvornår man ikke skal, der er jeg nok lige så meget på bar bund som dig. Jeg er temmelig sikker på, at jeg heller ikke havde turdet blande mig i ovenstående situationer, og også havde fået rigtig ondt i maven over min manglende evne/lyst/mulighed for at gøre noget.Til gengæld oplevede jeg i D's vuggestue i dag en situation, som jeg faktisk også fik det lidt ringe ved. Der var rimelig (som i rigtig meget!) kaos, da jeg afleverede, fordi en fem-seks børn havde sat gang i en hylende kædereaktion. Så de voksne havde bestemt nok at lave. D tullede lidt rundt med nogle byggeklodser, da jeg opdagede en dreng, der vitterligt havde snot tværet fra næse og helt ud til øret. Et forældrePAR havde tydeligvis set det, for da jeg pudser hans næse for ham, smiler de til mig og siger, at det trængte han da vist også til at få gjort. Min tanke var, hvorfor de ikke havde gjort det. Er det fordi, der var tale om en andens barns, og så kan de være ligeglade. Det er helt bestemt i en anden boldgade end dem, du nævner, men jeg kom stadig til at studse over deres idé om, at de intet ansvar har, når det ikke er deres barn. Synes jeg er en træls måde at se verden på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der er en berøringsangst ift. andres børn (og andres liv i det hele taget). Godt du så og hjalp den lille snot-mus. Og tænk, hvis man næste gang kunne have et halvskarpt "Ja, det var da godt, at JEG gjorde noget ved det"-agtigt svar til de andre vidner.Suk. Det er bare så svært, altså. Hit nu med den facitliste, blev der sagt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, shit! I Danmark er vi jo generelt lidt (læs: MEGET) berøringsangste i forhold til den private sfære. Men altså. Jeg ville aldrig selv have blandet mig i episode 1 eller 2. De pågældende mødre ville nok være gået så meget i defensiven, at det ingen verdens nytte havde haft. Til gengæld er jeg mere i tvivl omkring episode 3. Hmm, det er jo vold – ikke i udpræget jeg-giver-dig-en-lussing grad. Men det er vold – både fysisk og psykisk. Og hvad ville jeg så have gjort (altså hvis jeg havde nået at stille noget op, før de var væk)? Jeg ved det faktisk ikke. Et ’ hov, det der gør vist meget ondt på ham’ havde jo også (sandsynligvis) haft vidtrækkende konsekvenser. Som du selv skriver, så har vi som mødre heller ikke lyst til at blive irettesat. Selv velmenende veninderåd kan somme tider virke fordømmende, når det gælder ens barn og dets opdragelse. Så ja, jeg ved det ikke. Hvad ville du have sagt til moderen i episode 3, hvis du havde nået at fange dem?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, altså. Jeg synes også, den er svær. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg ville have blandet mig i alle situationer, men faktum er nok, at jeg ville have blandet mig i ingen af dem. For ja, der er en berøringsangst. Helt bestemt, men – og det her siger jeg uden at forsvare nogen eller noget – vi ved jo ikke, hvad der er gået forud (eller fulgt efter). Moderen i episode 1 kan have været vågen hele natten med et skrigende barn og i tilgift fået at vide, at et nærtstående familiemedlem havde fået en livstruende sygdom. Moderen i episode 2 kan have slået armene om sin lille pige så snart, de var uden for synsvidde (selv om det ikke forsvarer en så nedgørende måde at kommunikere på i første omgang), og moderen i episode 3 … hun … øhm … hun lyder bare som en dum ko, der skulle prøve at købe sko til den 7-8-årige dreng i Skoringen i stedet for fancyschmancy Søstjernen, hvis sko alligevel næppe appellerer til en 8-årig dreng, uanset om han så bor nok så meget på Østerbro.Arj, jeg ved det jo ikke. Og jeg synes, at det lyder som ét stk. meget ulykkelig episode (1'eren) og to stk. episoder, hvor mødrene burde have et ordentligt nakkedrag. Men jeg er ikke sikker på, at jeg synes, de burde have det af en forbipasserende. I episode 2 savner jeg i dén grad også et faderligt indspark, og i episode 3 kunne ekspedienten og/eller de øvrige kunder i den med garanti overrendte skobutik måske have gjort eller sagt et eller andet, der kunne afvæbne situationen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh altså! Jeg kan næsten ikke klare, når små grædende og ulykkelige børn ikke bliver taget op og holdt om og forsøgt trøstet. Hvor som helst, når som helst og no matter what!I episode to siger det desværre også rigtig meget om faderen, at han ikke stopper moderen lige her og lige nu. Suk.Og episode 3 er bare træls.Men derfra til at gøre noget – er der altså langt. Og jeg aner ikke, hvad jeg ville have gjort, sandsynligvis ingenting, hvilket jeg så vil have været sur på mig selv over resten af dagen. Havde jeg haft Donnaen med i en ti-årig udgave, og havde vi været tæt nok på (og hvis og hvis), kunne vi måske 'være kommet til' at tale så højt indbyrdes om tingene, at de pågældende mødre kunne høre os og forhåbentlig komme på andre tanker …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er det. Men tænk nu, hvis spædbarnsmoderens dag (og dermed også overskuddet til grædende baby) var blevet så meget bedre af et kram? Suk altså.Og ja, episode 3 er jo vold. Jeg tror, jeg ville have stillet mig selv og cyklen foran dem, så hun var tvunget til at tage stilling til noget andet end at overfuse sit barn. Og måske sagt noget a la: "Det var da en voldsom reaktion på din søns gråd"… Jeg ved det ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej, vi blander os generelt ikke – men de episoder er bare blevet siddende i kroppen på mig og nager som en virkeligt dårlig samvittighed. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i den trætte spædbarnsmors situation (og det ved jeg, du også kan) men i det allermindste kunne hun tale beroligende til baby eller tage barnet op. … episode to fortsatte et godt stykke hen ad gaden og moderen blev ved og ved og ved med at køre i samme (ubehagelige) rille. Desværre. Forbipasserende er givetvis ikke de rette til at kommentere på forældre-skab og -evner, men måske er man nødt til det af og til, hvis ingen andre eller måske mere passende parter reagerer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej, det skærer også dybt i hjertet på mig. Specielt fordi jeg selv har været der for lidt siden. Faren burde klart have sagt fra, også selvom nok ville have rettet vreden mod ham selv.Jeg kan sagtens følge dig i det med at kommentere 'diskret', men det er bare heller ikke den fede løsning… Jeg kunne virkeligt godt bruge en facitliste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor gør det ondt helt inde i, når jeg læser om alle tre episoder. Jeg er helt enig i alle de fine ting, der allerede er blevet sagt. Og som det allerede er blevet nævnt så mange gange, så tror jeg også, at berøringsangsten vinder langt de fleste gange. Desværre, for de børn har ingen chance for at tale deres sag, når de i den grad bliver ydmyget (og ja, hvor er faren i episode 2 ?!). Og episode 1, suk, det er bare så hjerteskærende…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er bare så svært at finde den gode balance mellem at blande sig eller ej. Og at finde modet til at komme udover sin berøringsangst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er også enig i hvad der bliver sagt i tråden – det er svært at være andet, ikke? Men jeg tror også at man skal huske, at vi altid kun ser et glimt af virkeligheden, virkelig kun et lille glimt. I takt med at mine børn er blevet større, og jeg er kommet til at kende mange forældre til mine børns venner (og ikke bare min egen kæmpe korrekte overakademiske klasse ;)), ja så må jeg jo sige at der er mange nuancer mellem sort og hvid. Og meget forskellige måder at gøre tingene på, også måder som jeg bestemt ikke er enig i.De situationer du beskriver lyder selvfølgelig ikke ok. Og mon ikke familierne du beskriver, hvis de læste med her, ville være enige? Historie 2 og 3 lyder nærmest som overgreb. Historie 1 kan handle om mange ting.Men forestil dig nu i historie 2 at moderen netop har mistet fx sin mor, og at pigen har været vildt grænsesøgende fordi hun mærker at moderen er ked af det. Og at faderen ikke synes at gaden er stedet at tage konflikten med moderen, fordi hun måske vil bryde helt sammen? Det kan jo være, at faderen får talt med moderen, eller at moderen selv indser at hun skylder at sige undskyld, men der kan jo være grunde til at hun er helt derude..I historie 3, prøv at forestille dig at moderen lige er blevet fyret, forladt af faderen eller hvad ved jeg, og at den 8-årige fx siger at det er hun selv ude om? Et 8-årigt barn er selvfølgeligt lille og et barn, men kan også godt aktivt "trykke på knapper".Ej men sorry, men når man kun kender en mikroskopisk del af historien, synes jeg ikke at man kan gribe ind med mindre der er tale om fysisk vold. Det er en anden sag hvis det er en veninde, familie, en man bor i gård med eller lignende.. Jeg håber ikke at jeg fremstår som skrap eller ligeglad med behandling af børn. Men jeg tror man skal være meget varsom med at blande sig når man nu ikke kender noget til forhistorien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hov, ser lige at jeg er ret enig med Øglemor i flere punkter. Beklager hvis der er rimeligt meget redundans!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du (og Øglemor) har helt ret – det er kun glimt af helheden, vi ser. Men det ændrer ikke på, at det var nogle rigtig ubehagelige episoder, som fik mig til at ønske, at jeg (som hovedregel) kan finde ud af at agere anderledes over for Bean og evt. andre børn. For jo, halvstore børn kan sagtens trykke på knapper og provokere, men derfor har jeg stadig meget svært ved at finde en undskyldning for den slags fysisk udfoldelse, som moderen udviste. Det, der slog mig omkring episode 2 var, at moderen blev ved, og ved og ved med at tale grimt om og til pigen i lang tid mens de gik (vi skulle samme vej et godt stykke tid) – selvom pigen ikke reagerede udadtil eller svarede. Og i øvrigt blev ved med at gå et par skridt foran resten af familien. Det virkede mest af alt som en slags hævn, og det er ikke ok. Heller ikke selvom man selv har det skidt. Anywho. Det er en virkelig svær balancegang. Og jeg synes i øvrigt overhovedet ikke du virker skrap eller ligeglad med hvordan børn bliver behandlet.Jeg mener dog godt, at det kan forsvares at blande sig som fremmed – måske var det lige det 'break' i en konflikt der gav den voksne muligheden for at se sig selv lidt udefra og agere anderledes? Det er bare lige hvordan man gør det….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, det er lige det. Jeg må indrømme at jeg aldrig har blandet mig overfor fremmede på gaden. Har dog en gang over for en i min familie gjort opmærksom på nogle talemåder til og omkring barnet jeg ikke syntes var fair overfor barnet, og som jeg har hørt brugt mange gange. Ved ikke om det har ændret noget for alvor, eller kun mens jeg er der, men jeg er glad for at jeg sagde det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt, at du reagerede! For børn har altså brug for advokater.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Igen et fantastisk interessant indlæg. Har faktisk selv lige døjet med det dilemma. Dog lidt tættere på. Vil ikke skrive de nærmere deltaljer her da jeg ikke vil fornærme nogle, men nøj hvor er det svært når man ser et menneske man holder af ikke behandle sit barn, som man selv ville behandle sit eget. Og hvor er det svært at blande sig for man vil jo ikke støde nogle, og på den anden side skal man måske blande sig for det er trods alt et barn det handler om.Virkelig svært dilemma.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak. Og tak for responsen. Det er nemlig rigtig svært at finde en god balance mellem barnets tarv og 'privatlivets fred'. Jeg håber, du finder en løsning på dit personlige dilemma.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fest og farver