Girls in the house

Bean og mig er alene på posten denne weekend. Kæreste leger med studiekammerater i Odense, og kommer først hjem i morgen.

Der er et eller andet, der driller Bean i øjeblikket, og vi kan ikke gennemskue om det er fysisk (tænder, vokseværk, maven, …) eller om det er udviklingsspring og sproglig frustration.

Så der har været en del ’sidden hos’ hvor jeg har nydt, at min store, lille pige ikke har villet andet end at putte sig ind til mig. Så lever vi med gråd, raseri og grænsesøgning.

Til gengæld har der været en masse sjov og leg også – vi gik til bageren i morges kl. 7, og kombinerede i løbet af formiddagen et lokalt loppemarked med et lille lagersalg. Eftermiddagen blev brugt i full-on regngear i vandpytterne på legepladsen til stor fornøjelse for Bean. Jeg tror, vi var ude i over halvanden time.

Aftensmaden blev butter chicken og luftige ris fra den lokale inder, som Bean er storfan af. Barnet spiste mere ris end mig og de sidste riskorn og sauce blev møjsommeligt fanget med pincetgreb fra bordpladen.

… men vi glæder os alligevel til far kommer hjem i morgen.

Er vi klar til at gå, mor?

Loppegodter 

Kæreste havde også loppet – denne gris ventede på Bean hjemme
Ae, ae
TAK, far!
Lagersalgs-fund: Tee fra Soft Gallery og strikbukser fra FUB 
Loppe-grisen

Fredags-date

Kæreste og mig havde begge mulighed for at holde tidligt fri fredag, og det blev udnyttet med en skøn frokostdate på Aamanns med smørrebrød, Thy pils og en smagsprøve på solbærsnaps. (Det bliver aldrig mig, det dér snaps. Ikke til julefrokosten, ikke til påske og heller ikke noget derimellem)

Maden og selskabet var til gengæld fantastisk, og vi holdt hånd hele vejen hjem. Og så ikke et ord om, at ‘nogen’ af os havde låst cyklen, men glemt nøglen i låsen i bar frokost-date-iver. Heldigvis stod den der stadig, da vi skulle hjem!

Awake forever in a sweet unrest – manden i mit liv

Kjole: Ganni // Bælte: fundet i en genner for mange år siden // Sneakers: Stylesnob // Taske: Paul & Joe Sister // Ring: min farmors

Man skulle da være et skarn…

… hvis man ikke udnyttede den lokale Irmas fuldstændigt uhyrlige tilbud på friske blåbær!

Jeg havde lovet Kæreste kage som ‘kompensation’ for aftenens menu af porresuppe, og den blev med masser af blåbær.

Bean elsker også de små antioxidant-bomber, og det er efterhånden blevet et fast morgenritual, at hun skal have en lille skål med blandede bær, som hun sirligt placerer oveni sin yoghurt eller grød inden hun spiser det hele. Just like mum.

Blødt galleri og efterårspoesi

Soft Gallery formår gang på gang at lave så fine kollektioner, der emmer af lige dele cool’ness og poesi.

I sidste uge var jeg forbi for at se nærmere på efterårsgodterne (og for at lave en ‘ønskeseddel’ – mere om det en anden gang) – det er dejligt nemt, når Soft Gallerys kontor ligger lige om hjørnet fra hoveddøren.

Det er svært at begrænse sig, men her er lidt af mine favoritter (og mon ikke et par af dem ender i Beans garderobe?)

Smukke prints til det seje, det søde og det grafiske look
Den forede jakke er helt fantastisk blød og lækker. Elsker.
Smuk hindbærrød farve til at lyse op i en mørk årstid.
Skønne, bløde kjoler. Særligt den grå kunne jeg godt bruge i voksenstørrelse også!

Psst! AW13 er netop kommet på webshoppen

Indlægget er hverken sponsoreret eller noget som helst andet. Jeg kan bare virkeligt godt lide SG.

Om andres børn – og noget om grænser

Kender du også de situationer, hvor du oplever børn eller deres forældre agere sådan, at du har mere end vanskeligt ved at holde munden lukket eller gribe ind?

Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.

De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.

Episode 1

Ved kassen i Netto, simultant igang med at pakke varer i net og betale, fik jeg øje på en mor med et helt tomt blik, der ventede i køen med sin grædende baby i en autostol i indkøbsvognen. Barnet havde grædt hele vejen igennem butikken. Moderen hverken sagde eller gjorde noget og barnet blev ved med at græde. Alle fibre i min krop råbte ‘Tag barnet op og trøst det’ eller ‘Tal i det mindste beroligende til den lille’.

Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne – for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.

Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.

Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.

Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.

Episode 2 

En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er “Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?” Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at “Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?”.

Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).

Jeg gik med Bean i Bugaboo’en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien – og ikke mindst Bean – som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.

Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.

Episode 3 

Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.

Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.

Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.

Så.

Hvad kan og hvad bør man blande sig i – og er der forskel på de to ting?

Bean her helt uden for anden kontekst, end at hun her er helt opslugt af sin leg.
Det skal man i al fald ikke blande sig i.

Older posts