Det var jo bare ironi

I lfB (livet før Bean) brugte jeg uTROlige mængder af både sarkasme og ironi. Det var ligesom bare blevet en del af min måde at tale på – sandsynligvis startede det engang i folkeskolen som en slags buffer mod ‘the cool kids’ og min måde at hævde mig på. Det kunne godt være, jeg ikke blev inviteret med ud til rygerbænken (obligatorisk element i ‘de stores’ gård i midt-90ernes folkeskole, red.), men jeg kunne komme på en hurtig og bidende kommentar. Den var ganske vist tabt på en del af ‘ofrene’, men lad det nu ligge. Ironien fulgte mig igennem alle teenageårene og et godt stykke ind i tyverne, gennem en flytning, uddannelse, studiejobs og kærester. Men nu er den trængt...

Sankte Hans, Sankte Ha-ans

Når man har et barn, der bliver puttet omkring kl. 19, så er det ret vanskeligt at finde et bål, man kan nå at synge om og se blive tændt. Så det gjorde vi ikke i år. I stedet spiste vi god (og nem!) nordisk tapas fra Cofoco Le Marche med gode venner og deres børn. Eftersom vejret ikke var til at regne ud blev deres gård vores location, og det lykkedes at kapre borde og bænke i nærheden af legepladsen. Take away konceptet er fantastisk, og vi har kun været tilfredse med Cofocos tapaskasser. 250 kr til 2 personer, og der er rigeligt mad. Vi har vist endnu ikke præsteret at spise op, og det er ikke fordi, vi ikke...

Vilde dyr og hemmelige museer

Weekenden har (mildest talt!) budt på skizofrent vejr. Strålende sol, der på et øjeblik blev til styrtregn, for at klare op og blive gråt igen. Mest af alt var det til hjemlig hygge… … men Bean kommer sådan til at keeeede sig (læs: brokke sig!) hvis vi bare er herhjemme en hel dag, så lørdag blev der dømt ‘kulturel udflugt’, og vi smurte madpakken og tog mod Zoologisk Museum. Her kunne jeg skrive en masse fagnørdet fagligt om udstillingerne og ikke mindst formidlingen, men jeg vil hellere fokusere på, at der er så mange fine ting, at se og opleve for børn i alle aldre. Tænk dyre-afdelingen på Natural History Museum i London, og så ved du ca. hvad det handler...

Min ABC

A står for aflevering, der efterhånden fungerer rigtig fint. Bean bliver stadig ked, når vi siger farvel, men det går lynhurtigt over (nærmest før vi er ude af døren) og hun bliver beskrevet som ‘glad, nysgerrig, undersøgende, tryg’ af de gode pædagoger. Nåja, og så vil hun meget gerne have et kram om eftermiddagen, når hun bliver hentet, men helst ikke med hjem. For det er altså sjovt at være i VHD! B er for Bean. Mit barn. Det væsen, der kan fremkalde de højeste højder og dybeste bekymringer – og som vokser hver eneste dag i størrelse, i formåen og i dejlighed. C står cupcakes. For sådan nogen er der godt nok blevet bagt og indtaget mange af i...

Kæreste gæsteblogger om “Dads in the wood”

Kæreste lovede at gæsteblogge om sin vildmarkstur med Bean, 4 andre fædre og 4 andre børn – og han holder, hvad han lover, så her er den fulde beretning om turen: Dads in the Woods “Lørdag morgen pakkede jeg min rygsæk med alt det grej, jeg kunne forestille mig, jeg ville få brug for. 5 fædre og hver vores lille barn (13mdr – 3 år) skulle på en tur i skoven, hvor vi ville lave bålmad, sove i telt og bygge svævebaner. Beans mor havde tydeligvis trang til at blande sig i oppakningen og de medbragte madvarer, men med stor viljestyrke holdt hun både fingrene og de gode råd væk – dette var en tur for far og barn. På...