Og dem, der ved det, skal sige det! Blev der sagt.

Store pige – og lidt om amning

Jeg ved det godt. Det gør jeg.

Jeg ved godt, at Bean er ved at blive en stor pige.

Det går bare ret stærkt i øjeblikket, synes jeg.

Hun taler og taler (og siger ‘hej’, ‘hejhej’, ‘ae-ae’ og noget, der i intonation lyder vældigt meget som ‘goddag’), står sikkert i fri dressur, går relativt sikkert med vores støtte eller med ‘gåvognen’, er supersofistikeret i sin brug af pincetgreb – og så er hun ved at få sin allerførste tand!

Det er ingen hemmelighed, at Bean i hele sit liv har været mere end glad for brystet. De første mange måneder ammede jeg hende minimum 12 gange i døgnet. Fordi det var det, hun ville.

Lillebitte, nye menneske – hvordan kan du allerede være blevet så stor?

Nedtrapningen er egentlig gået ret smertefrit, og vi har langsomt skåret i antallet af amninger siden nytår, sideløbende med at der er skruet op for indtaget af voksenmad. (Jo, voksenmad, for ikke tale om at damen vil spises af med kedelig babylasagne. Næh, det skal smage af noget, skal det. Så vi serverer lasagner og bologneser med masser af krydderi og grøntfyld, spicy boller i karry og Henrik Ydes røde karrysauce fra Irma er et sikkert hit)

Amningen er nu mest af alt en hyggestund for os – og det er nok også efterhånden begrænset, hvor meget næring, Bean får ud af mig. Ikke desto mindre har det hele tiden været min hensigt at blive ved så længe, det gav mening for os begge. Også hvis det stadig gav mening om et halvt eller helt år. Eller endnu længere.

Men nu er barnet vist ved at sige ‘tak for denne gang, mor’ – helt af sig selv. For snart et par uger siden droppede hun den tidlige morgenamning fra den ene nat til den anden. Ikke at hun sover igennem eller noget der ligner af den grund, men der er ikke nogen natlige fodringer længere, og det er sgu meget rart.

Og nu virker det som om, aftenputteamningen også er ved at have mistet sin appeal. I al fald ormer og vrider og vender og drejer barnet sig under hele seancen, og nogle aftener kan hun også finde på at kravle ned fra sofaen for at få ‘stående taffel’!

Jeg giver det lige lidt tid endnu, for med dagplejestart i morgen kan det jo være, at der skal findes lidt tryghed på den gammeldags måde. Det kommer helt an på Bean. Hvis hun ikke gider, så gider hun ikke – og så skal hun naturligvis ikke tvinges til at blive ammet! Jeg forestiller mig dog, at der stadig skal være mulighed for lidt hygge- eller trøsteamning, hvis nu man er blevet meget ked af noget eller er meget træt eller er syg. Eller noget.

Men det er faktisk lidt vemodigt, hvis jeg skal være helt ærlig. Og jeg føler jo, at jeg har fået min krop  igen, når det kun har været en lille ammetår hver aften det sidste stykke tid (eller; min mor-krop med diverse slid og skavanker, ikke?)

For trods en hardcore start med åbne sår og diverse bøvl de første 3 uger, hvor jeg seriøst var tæt på at kaste håndklædet i ringen, så har amningen været skøn hele vejen igennem. Og en dejlig måde at være tæt på min lille skønne pige, der ikke på nogen måde har været et barn, der gad at blive holdt og aet og nusset.

Før nu, altså. For hun er blevet en vaskeægte puttegris (I LOVE IT!), og kommer hele tiden hen for at få og give kram, kys, eller bare orme sig ind til mig og Kæreste. Ikke længe ad gangen, men bare et par minutter inden verden atter skal udforskes, legetøjet skal kastes med, madrassen skal rulles på (GULV-madrassen, ikke?)

Så måske er det mest af alt moderen, der mentalt skal give slip på sin lille baby, og i stedet omfavne den store pige, der kaster sig ind i hendes fremstrakte arme i de allerførste spæde forsøg på at gå selv.

Store, dygtige, dejlige Bean på Tårnlegepladsen

Fagre, nye verden!

   

4 kommentarer

  • Åh, jeg måtte le højlydt, da jeg læste indlægget her. Stående taffel 🙂 🙂 🙂 Jeg ser det for mig. Det lyder som om Bean er ved at være klar til ammestop. Og ja, det er vemodigt – det er så hyggeligt, dejligt, trygt og intimt og en ting, der aldrig kommer igen før et eventuelt andet barn gør sit indtog. ps. Jeg er altså ikke holdt op med at læse dine blogindlæg. Jeg læser altid dem ALLE med stor nydelse. Jeg er bare så ophængt, at jeg aldrig rigtig når at lægge en kommentar.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kan godt forstå, du synes, det er lidt vemodigt. For der er da bare en helt masse nærhed forbundet med amningen. Heldigvis siger Bean selv fra på et tidspunkt, hvor hun er fuld af gå-på-mod og klar til al den udvikling, der sker i 1-års alderen:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jamen, det er jo helt fjollet at skulle stå op og 'spise'. Det er dér hvor jeg tænker, at hun er ved at være lidt for stor til projektet. Hvad med jer og amning? Er det også ved at være helt udfaset? Og der er altså ingen kommentartvang, men det er skønt, når du har tid. Dejligt at du læser med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hun har heller aldrig været et barn, der har holdt sine ønsker og behov hemmelige! Men jo. Det er noget, der forsvinder, og som aldrig kommer igen med min lille, store Bean. Til gengæld sker der jo så meget andet og dejligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og dem, der ved det, skal sige det! Blev der sagt.