Surprice!

Sidste weekend havde Kæreste og mig en af de sjældne muligheder for bare at være ‘os’ og overlade Bean i Søsterlils trygge hænder for en stund.

Søsterlil havde nemlig indvilliget i at Bean-sitte hele aftenen, natten og morgenen med – luksus!

Anledningen var en fødselsdagsoverraskelse til Kæreste, som både var fra mig og fra den nærmeste familie. Og som han havde brugt uger på at spekulere over, men heldigvis først gættede, da vi nærmede os vores location.

Så hvad var overraskelsen?

Kiin Kiin, såmænd!

Vi havde en fuldstændig fantastisk aften på en helt fantastisk restaurant. Og vi var blæst væk begge to – det havner bestemt i toppen af alle mine oplevelser med mad.

NOMA er stadig en klar nr. 1 for mig, og Kæreste mener ikke, noget nogensinde kan slå middagen på Hotel Adlon i Berlin, fordi vi var nyforelskede og det hele emmede af ‘Old World’-stemning. Men Kiin Kiin kommer ind som hans 2. bedste madoplevelse nogensinde – og er minimum i min top 3.

Betjening, stemning, atmosfære, drikkevarer og ikke mindst mad sad lige i skabet, og vi brugte 3,5 time på bare at være i nuet og nyde hinandens selskab. Og på at blive så mætte, at vi stort set kunne trille hjem. Ikke mindst salaten med lotus og blæksprutte var vidunderlig.
Der var ingen som helst plads til hverken kaffe eller te efter de mange snacks og 9 retter!

Hvad vi fik at spise (mmm!) – billedet er hentet her

I stedet gik vi hele vejen til Nørreport St. og tog metroen ud til Søsterlils kollegium, hvor vi skulle overnatte.

Og fandt en overvældende goodiebag, chokolade på puderne og et dækket bord – som blev fyldt med lækker brunch næste morgen. Brunch af den slags der materialiserede sig uden for døren, og som man ikke selv skulle løfte en finger for at lave. Nøj, jeg har en god søster!

Og Bean? Hun havde hygget sig, spist leget og fået masser af kys og kram. Og hun var endda faldet fint i søvn og havde sovet helt til kl. 6.20. Dejligt. Ikke mindst at vide, at det kan vi gøre af og til.

Goodiebag på den overdådige måde!

Friske blomster og fint dækket bord

Mmm – brunch!

Jeg ved ikke hvorfor, men altid skal på hovedet pt. Også når man morgenhygger

… ps: hvis I har nogle penge, I ikke ved, hvad I skal bruge på, så lyder hermed de aller-allervarmeste anbefalinger til en middag på Kiin Kiin. Alternativt spiser man også dejligt på både Aroii og RiceMarket 😉

Knit your heart out – og lidt om Japan

Jeg er færdig. Med det projekt, der til dato har været min største krea-udfordring.

Jeg har nemlig strikket en cardigan til Bean.

Og den er faktisk blevet rigtig, rigtig fin (når nu jeg selv skal sige det). Kæreste har været en stor supporter hele vejen igennem og har flere gange bemærket, at jeg ‘da er blevet helt vildt god til at strikke helt vildt hurtigt’. Jeg troede faktisk, det var sværere end det var. Men nu har jeg i den grad mod på at gå igang med mere børnestrik og syning.

Ikke mindst fordi Kæreste kom hjem forleden med et fund til en rund 10’er fra bibliotekets bogudsalg; Erika Knights “Strik til Englebørn”, og der er nogle virkeligt søde ting i. Jeg lurer særligt på nogle enkle sokker, et par lune vanter og en blød bolero i mohair. Det er i str. 2-5 år, så jeg har lidt tid til at nå at blive færdig 😉 For jo, det tager mig stadig noget tid at komme igennem et strikketøj.

Derfor bliver det næste krea-projekt foran symaskinen. (Faktisk er jeg allerede igang med et par små ting i dukkestørrelse, men de skal ud af huset til en stor pige, når jeg bliver færdig.)

Jeg påtænker at kaste mig ud i noget japansk. Der kom nemlig en fin pakke fra Solens Rige til mig i løbet af ugen med et par lækre, lækre japanske sybøger. Ganske vist ikke med den model, jeg leder efter, men med mange andre ting, det kribler i fingrene for at komme i gang med.

Bøgerne er heldigvis gennemillustrerede og tal på japansk er også 1, 2, 3, etc., så mon ikke det kan lade sig gøre?

Ih, hvor jeg glæder mig til, at Bean får nok hår til sådan en sløjfe!

Inspiration til fremtidige projekter

Cardiganen (der godt nok stadig mangler knapper, men alligevel)

Grå og koral i den blødeste kvalitet

… nåja, hvis der er nogen, der ligger inde med mønsteret på den dér kjole, så er jeg altså en meget taknemmelig modtager.

Yummy Mummys og bikinisæson

“Swimsuit season” er nok egentlig bedre, for det er sådan en, jeg har tænkt mig at besøge de danske strande i i år. Ikke at jeg ville have et decideret problem med at have en af mine bikinier på, men mere fordi, at de på ingen måde er velegnede til at lege i – og fordi Bean meget, meget nemt ville kunne trække dem ned.

Jeg havde INTET problem med at flashe amme-bryster (efter de første par gange og særligt efter den herlige episode, hvor pakkeposten fik noget mere at se, end nogen af os havde regnet med!), men offentlig nøgenhed i øvrigt magter jeg simpelthen ikke.

Jeg tror ikke, jeg kender nogen kvinder, der er helt, komplet tilfredse med deres kroppe. Jeg er i al fald ikke. Altså, det er ikke fordi, jeg er vildt utilfreds, men HVIS jeg kunne vælge, så havde jeg en anelse slankere lår, en anelse smallere ryg og noget mindre ‘fint’ hår. (Og post-amning, måske en anelse fyldigere barm)

Til gengæld er jeg ret glad for mine 1,77 og at jeg i ret høj grad er tilbage i min før-graviditets krop.

Nåmen, jeg har været på badedragt-jagt og det viste sig noget besværligt at finde en dragt, der var tilpas børnesikker uden at være a) decideret grim, b) speedo-sporty, c) inden for et rimeligt budget og d) passede til min kropstype. Hvad sker der fx for H&Ms; fuldstændigt elendige udvalg af badedragter i år?

Det lykkedes at finde noget klassisk sort med stropper fra missya, som er en helt ok løsning. Så meget en badeløve (nymfe?) har jeg alligevel aldrig været at jeg skal være iført dragten mere end en håndfuld gange eller to i år.

Nye (øverst) og gamle solbriller… der næsten er ens, fandt jeg ud af, da jeg kom hjem med dem.
De nye har bare styrke i, så dem kan jeg faktisk bruge. Sol og sommer, kom an!
Badedragten – klassisk og sort og egnet til vandleg.
Og nej, I kommer helt sikkert ikke til at se et billede af mig i den!

Tilbage til det med krops-billeder.

Af og til ser jeg nogle mødre komme traskende med fedtet hår, udtrådte joggingbukser og udpræget panda-mascara. Ja, her på Østerbro, can you believe it. Og dem har jeg oprigtigt talt svært ved at forstå. For hvem får det nogensinde bedre af at ligne noget, der er løgn?

Nej, jeg var heller ikke i bad hver dag, da jeg var på barsel. Men jeg havde altid (ALTID) ‘rigtigt’ tøj på, når jeg gik ud af døren og hvis ikke jeg havde en anelse rouge og mascara på, så havde jeg i al fald vasket ansigtet. Jeg lever nemlig efter devisen ‘fake it ‘till you make it’, når det kommer til underskud og udseende. Jo mere smadret man føler sig, jo bedre kan det betale sig at gøre lidt ud af sig selv. Bl.a. derfor er jeg kommet på (studie)job med tårnhøje stiletter og pencilskirts efter en lidt for festlig lille-fredag.

Og jo. Man kan faktisk godt få tid til at gøre lidt. Selvom man er på barsel. Og selvom man ikke lige fik sovet den nat. Jeg tror på, at man får det bedre, når man ser bare lidt bedre ud – og alt andet end lige, så gider man da også selv hellere kigge på sin kæreste, når han er iført andet end en plettet t-shirt og hængerøv i de grå joggere.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk endda, at ens børn har godt af at se og at lære, at mor under sig selv noget ego-tid og gør lidt ud af sig selv engang imellem. At ‘mor’ ikke bare er et serviceorgan, men at hun også er sig selv. Og at det er helt ok at gøre noget for sig selv.

Til gengæld ser jeg også (igen: bl.a. på Østerbro, selvfølgelig) mødre, der ser så toptunede ud, at jeg bliver helt misundelig. Det behøver ikke at være med fuld makeup eller hæle. Det er noget med at se ud som om man passer på sig selv – at man gider gøre noget ud af sig selv. Der er fx hende her, der lige har udgivet en bog om at være en laber mor.

Jeg tror selv, jeg ligger et sted midt imellem. Jeg bliver nok aldrig en super-yummy-mummy, der altid har lækkert hår og det rigtige tøj på, der lander lige i krydsfeltet af in style og til at lege i. Men jeg kan mærke, at efterhånden som Bean er blevet mindre afhængig af mig og jeg har fået mere ‘frihed’, så går jeg også mere op i hvordan jeg ser ud. Og eftersom min næste fødselsdag bliver rund, så må jeg nok erkende, at jeg kunne have godt af at få anlagt en mere fast plejerutine. Og fx begynde at overveje en øjencreme.

Billedet er lånt her

… det kunne være, jeg skulle investere i Charlotte Torpegaard og komme lidt tættere på at blive en vaskeægte Yummy Mummy. Du kan i øvrigt få tilsendt det første kapitel af bogen lige her, hvis du vil læse mere. Og nej, jeg er bestemt ikke betalt for at lave dette indlæg. Jeg er bare interesseret og nysgerrig.

Fødselsdage og dates

Kæreste havde fødselsdag forleden.

Sidste år var vi på en lille bitte date, mens Mormor Bean-sittede i en halv time og jeg fik et buzz af min første lille fadøl i mange, mange måneder.

I år var vi bare os tre og fejrede ham stille og roligt med lidt gode muffins, hjemmelavede hotdogs og en deleøl (altså, ikke Bean, vel!)

Den seriøse fejring tager Kæreste og mig alene. Søsterlil og hendes kæreste har indvilliget i at overnatte på Østerbro, så vi får en hel aften, nat og morgen alene lørdag-søndag. Det bliver meget mærkeligt, men jeg glæder mig også. Jeg er mest af alt bekymret for, om babysitterne kan holde til en nat, hvor deres søvnmængde givetvis bliver noget mindre end vanligt. Bean ELSKER sin moster, så jeg er bestemt ikke i tvivl om, at hun nok skal hygge sig og blive forkælet og leget med.

Hvad Kæreste og mig skal er en hemmelighed indtil videre. Det er hans fødselsdagsgave, og det er en tribute til hans personlige udvikling de sidste 4 år, hvor han i den grad har flyttet sig og flyttet nogle grænser. Jeg glæder mig MEGAmeget – også til at overraske ham.

Banan/chok-chip muffins med kakaofrosting og yndig pynt

Fribagt hotdogbrød, Løgismose-pølser og alt godt indeni

Mmm. Remoulade! Og lidt over en hel pølse. Så var man også mæt.

Mine allerdejligste mennesker i et fint øjeblik

Det fedeste legetøj fra Mimis Circus – vidste I, at sådan nogle kan samles og skilles ad ad infinitum?

Noget om søvn og lidt om amning

Kære Nemesis

Jeg skriver ikke, at det er noget permanent, det, der foregår i øjeblikket, men kommenterer udelukkende på den sidste lille uges begivenheder.

Ydmyge hilsner, Østfronten

Der er sket noget med søvnen hjemme hos os. Noget, der er ret fantastisk.

Bean er nemlig blevet supergod til at falde i søvn. Og hun sover rigtig fint.

Det er ligesom om, det er sket, efter vi droppede amningen helt i starten af ugen. Bean var nemlig klar til at give slip igen (på mere end éen måde, tøhø) efter et par dages genvakt interesse i forbindelse med starten i VHD.

Måske har det også noget at gøre med, at formiddagsluren er sløjfet, og Bean derfor er mere træt end hun plejer.

Under alle omstændigheder er det uendeligt meget bedre nu end det har været før.

Jeg sætter mig med Bean og dynen i favnen, og så sutter hun lidt på en flaske med vand i, mens jeg stille nynner ‘Solen er så rød, mor’. Når vi har siddet sådan lidt, bærer jeg hende og dynen ind til hendes seng – stadig nynnende – og lægger og putter hende. Så sidder jeg et sted mellem 3-25 minutter og nynner stille, mens vi holder lidt i hånd, og Bean langsomt og roligt lander i søvnen.

Kæreste har ikke prøvet det endnu, så jeg ved ikke, om metoden virker for ham, men jeg synes, det er en rigtig god måde at putte på. Så fred med, om vi holder i hånd og jeg sidder ved siden af hende, så længe det ikke tager længere tid og så længe, det er en tryg og god måde for Bean at falde i søvn på.

Når så hun sover, så sover hun tilsyneladende rigtig godt. For de sidste 3-4 nætter har hun kun sagt et eneste lille pip i løbet af aftenen/natten, som let kunne klares med at give hende sutten igen/putte dynen om hende, og så er hun først vågnet kl. 4.15/4.30/4.50 og er kommet ind til os og sovet videre enten i smørhullet eller i ske med mig.

Det er altså noget helt andet. Og det kan i den grad mærkes på overskuddet – særligt i løbet af eftermiddagen, når ulvetimen sætter ind et sted mellem 16-17 og Beans brokkeri og frustration over ikke at kunne alt det, vi kan, når ret imponerende højder.

(For nej, alt er jo ikke lutter idyl, vel? Det er jo Bean, vi taler om. Og hun er rigtig træt af, alt det hun ikke kan; putte den firkantede klods i det runde hul – få dukkevognen gåvognen til at køre igennem stoleben – få duploklodserne til at sidde fast ovenpå hinanden…)

Og det dér med amningen, ikke?

Jeg savner at min lille baby, der bliver træt og blød i min favn, mens hun ligger helt tæt op ad mig. (Og jeg savner mine amme-bryster, selvom jeg aldrig nåede op i en Linse-størrelse!) Men det er også dejligt, at hun selv har sagt stop, og at jeg på den måde er blevet en fri kvinde igen.

For det er jo den vej, det gerne skulle gå. Og hvis man gør sit job som forælder rigtigt, så bliver ens barn i stigende grad uafhængigt og i stand til at klare sig selv – op til det punkt, hvor de flytter hjemmefra (hvordan skal jeg kunne klare mig uden de mange daglige kys, kram og snus til blød Bean-hud?!)

Bean er godt på vej allerede. Hun har droppet amningen og grebet skeen, og både Kæreste og mig blev simpelthen så rørte og stolte og forundrede, da Bean forleden som det selvfølgeligste i verden tog sin ske og spiste sin yoghurt. Selv. Og kiggede mystificeret på os, mens vi fik vand i øjnene, mens hendes udtryk sagde ‘Tsk, forældre!”

Jaja, alt er lutter idyl, når klodserne gør, som man vil! 

Det er fantastisk at kunne selv

… og pyt med, at det sviner. Al begyndelse er svær.

Older posts