Ramsløgspesto DIY

Milepæle, fødselsberetninger og lagkager

Et år. Et helt år. Så gammel er Bean i dag.

Det er ikke til at begribe, at det var i dag, for et år siden, at en lille pige med store øjne blev lagt op til mig efter en helt igennem forrygende fødsel, at Kæreste fældede en tåre og at barnet søgte og fandt og suttede og faldt til ro.
At vi efter en time på Riget i den smukke formiddags- og forårssol blev kørt til barselshotellet – helt øre og møre og tummelumske af for et kort øjeblik at se den virkelige verden. 
At rejsen med vores lille, store pige begyndte.
Den har ikke været let eller gnidningsfri eller smertefri. Det ved alle, der har læst med her og som har fulgt med i det virkelige liv. Men det har været stort. Uendeligt stort. Hele vejen. Og efterhånden er der vokset en helt vidunderlig, gribende og uendelig kærlighed frem til det lille menneske, der er centrum for vores verden og liv. 
Det sværeste for mig har været det med kærligheden. At jeg ikke følte det, man ‘bør’ føle lige med det samme. At det tog noget tid før løvemoderens ur-instinkt og beskyttelsestrang blev suppleret af kærligheden til mit barn. Den er der nu. Også når hun er midt i den mest trælse tigersprings-periode. Også når hun bliver rasende vred på mig, fordi jeg insisterer på, at man skal have hue og jakke på når man skal udenfor.
4 måneder med kolik ville jeg ikke ønske for min værste fjende (jo, måske lige ham, men så heller ikke andre) og vi drømmer stadig om at sove en hel nat. Men vi elsker Bean på godt og ondt – vi elsker hende for hendes stædighed, egenrådighed, temperament, hendes store blå øjne, hendes latter og smil, hendes åbenlyse glæde over sit liv. Et liv, der stadig bliver større og en horisont, der til stadighed udvides. I dag kan hun mere end i går – men ikke så meget som i morgen. Det går lynende stærkt, og vi kan næsten ikke følge med. Jeg er glad for, at jeg (også) har bloggen som dokument og dokumentation for vores liv – den er mine snapshots af virkeligheden. Bidder af helheden, der hjælper mig med at erindre, hvordan det hele var engang, for en måned og for en uge siden.
Stort tillykke til dig, min elskede, smukke, stædige, skønne Bean.

Under billederne er der i øvrigt en fødselsberetning, til dem, der måtte være interesserede.

Godmorgen, fødselsdagspige – kl. 05.40!

Næh, gaver

Hip, hip, hurra – Dahn Vo-style

Cool Cat

Lego. Bare Lego.

Mmm. Frokost

Mere gave

Til mig? Tak! Kan I høre, hvor dygtig, jeg er?

Lagkage
Mmm. 
Lagkage efter Bean
Jeg tror aldrig, jeg fik givet den dér fødselsberetning. Den kommer her (i en lettere redigeret udgave). Så for jer, der helt fair ikke magter en fristil og detaljer, kan læsningen slutte her. I andre er velkomne til at læse om Beans fødsel:
Fødselsberetning ”Timing is everything”
Søndag d. 29.04.2012: 
Pakke de sidste flyttekasser ud og få de sidste møbler på plads; gøre hjemmet beboeligt og bare lidt hjemligt. Gøre rent i den gamle lejlighed og overdrage nøgler. Jeg kunne fornemme lidt murren i løbet af formiddagen og var generelt lidt træt i kroppen.
Omkring kl. 18 – over aftensmaden – fortalte jeg Kæreste, at jeg måske troede, der var veer og at han muligvis ikke skulle på arbejde mandag. Det føltes som små ’bakker’ af overskuelig smerte (lidt som menstruationssmerte) med pauser imellem. Kæreste mente dog, at det bare var overanstrengelse – der var jo et par dage til termin, og ’førstegangsfødende går altid over tiden’. Desuden havde han stadig nogle løse ender ift. vikarmaterialer og undervisning.
I løbet af aftenen blev det mere tydeligt, at det nok var veer, men den slags kan jo gå i sig selv igen, så vi afventede og gik i seng. Omkring midnat kunne jeg ikke holde ud at ligge ned i sengen længere og gik derfor ind i stuen, hvor jeg kunne sidde på hug eller læne mig ind over sofa/bord/øvrige møbler. Jeg gik også på toilettet og der var lidt blod, så jeg ringede til obstetrisk modtagelse og beskrev situationen. Vagthavende jordemoder mente, at alt lød helt normalt og efter bogen, så jeg skulle bare blive ved med at gøre som jeg havde gjort hidtil og så selvfølgelig ringe igen, hvis jeg følte for det.
Mandag d. 30.04.2012:
Omkring kl. 02 vækkede jeg Kæreste og sagde, at han helt sikkert ikke skulle på arbejde dagen efter – eller de næste 14 dage! – og så fik han travlt med at tænde computeren og melde fravær til gymnasiet samt færdiggøre og sende vikarmaterialer. Sådan gik den næste time til halvanden mens jeg gik rundt og havde veer, der gradvist blev kraftigere. Jeg havde god brug af vejrtrækningen fra APA og havde det bedst med at stå/læne mig indover borde eller i sofaen. Lydene blev mere ’primale’ og kom dybt nede fra halsen (jeg var øm og hæs i et par dage efter fødslen) og det hjalp at rokke med bækkenet og få Kæreste til at holde imod med sine hænder. Jeg nåede også i bad – det varme vand var rart, men en lille brusekabine er ikke optimalt.
Omkring kl. 5 tog vi (igen) tid på mine veer, og de kom regelmæssigt og varede den tid, de skulle i forhold til at kontakte fødeafdelingen. I løbet af natten havde der slet ikke været lange nok pauser til at jeg kunne nå at ligge ned og hvile og ovenpå en omgang flytning var jeg træt og fysisk udmattet, så jeg var i den grad indstillet på medicinsk smertelindring for at få noget ro og hvile inden selve fødslen, selvom jeg som udgangspunkt havde forestillet mig en ’au naturel’ fødsel. 
Kæreste ringede til fødeafdelingen kl. 5.30 og beskrev veerne og hvor længe jeg havde været i gang, og jordemoderen sagde, at vi kunne komme ’om et par timer’. Så hørte hun mig i baggrunden og ændrede det til ’eller bare om en times tid’. 
Imidlertid var der vagtskifte blandt jordemødrene kl. 7, så vi blev anbefalet at vente til kvart over 7 med at komme – de sidste par timer hjemme var lidt hårde, fordi veerne nev godt. Dog var det ikke smertefuldt på en ubærlig eller voldsom måde, så med vejrtrækningsøvelser gik det alligevel.
Vi nåede frem vha. taxi – der godt kendte ruten og opgangen! – med mig på bagsædet, hvor jeg sad uden sele og koncentrerede mig om bare at sidde. Jeg nåede at have halvanden ve undervejs og fik i den grad brug for kontrolleret åndedræt for at kunne sidde nogenlunde stille i bilen. Dejligt at bo tæt på Riget!
Vagtskifte-overlevering varede til kl. 7.30, så vi måtte vente et kvarter inden jeg kunne blive undersøgt. Ventetiden foregik med mig stående og stønnende ind over et bord på gangen.
Da jeg blev undersøgt, viste det sig overraskende, at jeg var 10 cm åben og livmoderhals og mund var helt udslettet. Altså kunne jeg ikke nå at få hverken morfin eller epiduralblokade, fordi Bean bare skulle skrue sig helt ned igennem bækkenet og så kunne jeg presse. Det var ikke så meget smerten, som muligheden for hvile, der lå i ønsket om stoffer – og da vi fandt ud af, hvor langt i fødslen vi egentlig var, og at der ikke var 10 timer igen, så var hvile og ro også mere eller mindre overflødigt.
Fødestuen delte vi med jordemoder og Falck-elev og der var en behagelig, rolig stemning. Jeg fik et varmt omslag på lænden og en sækkepude at læne mig op ad over sengen. Det varme omslag viste sig vist at have været lovligt varmt, da det blev taget af – jeg var helt rød på huden, men det føltes rigtig godt. 
Der var tid til at tale sammen undervejs om ønsker og forløbet hidtil og det var på ingen måde dramatisk.
Undervejs holdt Kæreste imod på mit bækken når der var veer, og det hjalp og lindrede. Dejligt at vi havde øvet det på forhånd hos APA og derhjemme og overvejet hvad der ville fungere for os. Han følte sig vist selv lidt til overs, men det gjorde en forskel for mig med de hænder og bare hans rolige tilstedeværelse.
Efter et par timer var Bean næsten nået helt ned i bækkenet, men mine veer begyndte at aftage, så jeg blev lagt op på sengen og fik taget vandet kl. 9.55 (det nåede aldrig at ’gå’ af sig selv). Det var fint klart og hele tiden undervejs havde Bean det godt og var ikke stresset. I selve pressefasen dykkede hendes hjertelyd en anelse under veerne, men rettede sig med det samme igen, når jeg trak vejret i iltmaske efterfølgende.
Kl. 10.15 begyndte pressefasen, og jeg trak vejret i maske imellem veerne. Det skulle have været lattergas, men Kæreste havde slukket for gassen efter første brug af maske, ’for at det ikke skulle stå og bare sive’. Det fortalte han dog først efter vi var kommet hjem! Så jeg fik ren ilt som eneste smertelindring i hele forløbet. Og det fungerede fint.
Veerne var lovlig korte, bare 1½ pres var der tid til pr. ve og der må gerne være 3, så jeg fik akupunktur i lilletæerne af fødselsassistent uden selv at kunne mærke den store forskel – men Kæreste fortalte efterfølgende, at man tydeligt kunne se på ve-kurven at veerne blev kraftigere. Han syntes i øvrigt også at det virkede ret voldsomt med nålene, men jeg kunne ikke fornemme andet end et lille prik.
Sluttelig blev afdelingsjordemoderen tilkaldt fordi det var svært at få hovedet helt ud – det var i øvrigt en meget mærkelig fornemmelse at føle på det lille runkne stykke hoved, der stak ud mellem benene på mig – og jordemoder sagde, at det muligvis blev nødvendigt at ligge et klip. Afdelingsjordemoderen var dog lidt mere ’hands on’ og med hendes hjælp blev Beans hoved krænget ud i næste ve. Hun havde været lidt besværlig, fordi hendes venstre hånd lå knyttet oppe ved venstre øre. Ingen klip var nødvendige, og det var vist først efter hovedet kom ud, jeg ømmede mig. Det sved. Resten af kroppen fulgte let efter, og kl. 10.54 blev Bean født efter en udramatisk og god oplevelse.
Hun græd med det samme og tissede ud over mig og var helt fin og perfekt. Navlesnoren var ret kort, så den skulle Kæreste klippe før hun kunne komme helt op til mig. Hun blev lynhurtigt lyserød og bare hænder og fødder var lidt blålige – lige efter bogen. Hun lå og gylpede lidt slim op mens hun lå hos mig og jeg blev syet med 4 sting (og her kom lattergas endelig i brug, hvilket gav noget af en ’rus’). Tråden er selvopløselig, og jeg spurgte – man er vel nysgerrig ift. hvad der sker med ens krop! – hvad den var lavet af, hvilket åbenbart var første gang, jordemoderen var blevet spurgt om det. Svaret var vist en art nylon.
Kæreste fortalte efterfølgende, at han græd, da hun kom, men jeg opfattede bare, at hun blev lagt op til mig og fornemmelsen af den lille, glatte krops tyngde. Det var en surrealistisk oplevelse. Mens hun blev undersøgt fik jeg lidt hjælp til at føde moderkagen, der kom kl. 11.07 og vejede 536 gram. Den var hel og fin – og vi fik set ’livets træ’. Jeg havde mistet 200 ml blod undervejs – bestemt rimeligt.
Derefter fik jeg nettrusser og voksenble på og lagde mig over i stuens anden seng, hvor der også var plads til far og barn. 
Bean havde en perfekt Apgar-score (10/10), målte 50 cm og vejede 2920 gram. Hovedet var 33 cm i omfang og maven 30 cm.
Vi fik en time for os selv, hvor Bean lå og suttede på mit bryst og vi spiste toast og sandwich fra fødselsdags-bakken. Og ringede til forældre og søskende.
Så kom jordemoderen tilbage og med hende en børnelæge, der skulle se, om det venstre øre var ok (det havde krøllet sig sammen, fordi hånden var ved det) og alt så fint ud. Vi – nok særligt jeg – fik ros for forløbet og jordemoderen sagde, at hun bare kunne ønske, at alle fødende var så eksemplariske som jeg og alle fødsler så gode. Børnelægen syntes, at Bean var skøn og at det var dejligt at komme til et barn, der var varmt og tørt og havde det godt frem for at blive kaldt til de akutte tilfælde.
Kæreste gav hende det første tøj på og så blev vi eskorteret i taxa til barselshotellet og kompetent personale, der hjalp os igennem de første dage som nogens forældre. Beans forældre.

2 kommentarer

  • Åhr mand – stort tillykke med din smukke smukke pige. Skønne billeder. Fødselsberetningen har jeg lige til gode – multitasker lidt vel rigeligt lige nu, synes HDD, men tak for den på forhånd; jeg vil glæde mig til at læse den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak – det er altså noget helt særligt, det dér med ens barns fødselsdag. Hvad mener HDD med at du multitasker lige vel rigeligt?! Det er vel det, som kvinder kan?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ramsløgspesto DIY