On the road again...

Verdens Bedste Bean

Kæreste og mig kigger på hinanden flere gange om ugen i disse uger med undren og forundring.

Ikke over os selv eller hinanden, men over Bean.

For vi kan næsten ikke kende hende i øjeblikket.

Hun er så glad og overskudsagtig – kravler, udforsker, kysser og nusser, griner og leger. De eneste tidspunkter, vi hører noget brok, er hvis hun er sulten eller træt.

Vi går hele tiden rundt og spekulerer på, hvornår det vender. Hvornår vi får brokke-pylre-Bean igen.

… men hvad nu hvis vi faktisk har ‘den rigtige Bean’ i øjeblikket? Hende, der har været gemt under kolikken, under brokkeriet og pylren de sidste mange, mange måneder. Hende, der er så skøn at være sammen med, at man glæder sig over det hver dag.

Det ville da være helt igennem vidunderligt.

Men hun kan jo også en masse selv. Hun kan komme derhen, hun vil. Hun kan vælge det legetøj, hun gider lege med. Hun kan sidde, kravle, stå (og sætte sig ned igen) og smager på alting. Så indtil hun finder ud af, at hun fx ikke kan gå endnu, kan vi måske være så heldige, at vi har Verdens Bedste Bean.

Verdens Bedste Bean har forladt legetøjet et øjeblik
til fordel for moderens kamera.

Jeg krydser fingre.

   

6 kommentarer

  • Hvor er det dejligt, at Bean har fundet sit bedste jeg frem. Og nu har hun så travlt med alt det, hun kan, at hun måske helt glemmer at være sur 🙂 Og når hun en dag finder ud af, at hun ikke kan gå, så rejser hun sig sikkert bare op og gør det – går altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det skønt med søde-glade Bean. Og mon ikke, hun har været gemt under frustrationer over ikke at kunne komme derhen, hvor hun gerne ville og bøvl med maven? Jeg spår kortvarigt besøg af sure-pylre-Bean, når hun opdager, at hun ikke kan gå, men derefter tror jeg, hun gør, som Fruen i Midten siger – rejser sig op og går. Snart, vil jeg vædde med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hehe, måske er det simpelthen travlhed, der gør det! Det ville da være skønt, hvis den 'ægte' Bean bare er en glad, lille fis. Stadig bestemt og stædig, men glad.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Selvfølgelig er hun en glad lille fis. Og skal vi ikke bare kalde surheden for drive?;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det tror jeg. Det er i al fald helt igennem fantastisk. Vi nyder det hver dag – men (for)undres også hver dag. Hun kunne godt være typen, der var tidligt ude med at gå. I al fald øver hun sig på at stå 'frit'… Store barn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Drive, selvfølgelig! Drive er det rigtige ord 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

On the road again...