Date night

Cocktails på en onsdag? Jada! Beans skytsmor svingede forbi og var den ansvarlige voksne, mens Bean sov, så Kæreste og jeg kunne få en date night. Vi svingede de trætte forældre-kroppe lidt op i gear og ramte kitjn til et par cocktails og en kærkommen mulighed for lidt voksentid. Nu ville det være synd at sige, at vi nogensinde har været det par, der festede København tynd, men vi har efterhånden været forbi Østerbros (eneste?) cocktailbar mere end et par gange. Altid bare til et glas eller to. Som regel har der været en slags anledning. Fx var vi forbi med svigermor, da Niece kom til verden. Og igen da jeg afleverede mit speciale. I går havde vi endnu en hyggelig...

Søvn… eller hvad?

For nu at blive ved med at cirkle om det samme emne, så sover vi stadig ikke supergodt hjemme hos os. Mest fordi, nogen Bean ikke just er typen, der kører en all nighter i egen seng uden at kalde på os. Flere gange. Hver nat. På en god nat sover hun fra putning til kl. 3-ish og kan så overtales til at sove videre uden bøvl i smørhullet indtil kl. 5-ish, hvor hun bliver ammet og kommer ind i sin egen seng igen. Og sover til kl. 6.30. Gode nætter kan tælles på éen hånd. Som regel er der en del gange hver nat, hvor vi skal ind til barnet og holde hånd/give sut/lægge dyne på/trøste. Af og til...

Vuggestue, dagpleje eller privat børnepasser?

Det er H.E.L.T. vildt grænseoverskridende, at vi lige om lidt skal til at overdrage vores lillebitte Bean til en fremmed i døgnets bedste timer. En fremmed, du. Altså, vi er selvfølgelig ikke ude i at droppe barnet af til den første person, vi møder på gaden om morgenen og så satse på, at det nok skal gå – naturligvis skal der være noget indkøring og noget. Men konceptet. Det er vildt. Jeg ville faktisk ønske, at vi havde svenske forhold i Danmark, så børnene var over et år (og tættere på halvandet for manges tilfælde), før de skulle ud i institutionslivet. For jeg synes det er nogle små størrelser, vi lukker ud i verden. Nogen endda før de kan kravle....

Verdens Bedste Bean

Kæreste og mig kigger på hinanden flere gange om ugen i disse uger med undren og forundring. Ikke over os selv eller hinanden, men over Bean. For vi kan næsten ikke kende hende i øjeblikket. Hun er så glad og overskudsagtig – kravler, udforsker, kysser og nusser, griner og leger. De eneste tidspunkter, vi hører noget brok, er hvis hun er sulten eller træt. Vi går hele tiden rundt og spekulerer på, hvornår det vender. Hvornår vi får brokke-pylre-Bean igen. … men hvad nu hvis vi faktisk har ‘den rigtige Bean’ i øjeblikket? Hende, der har været gemt under kolikken, under brokkeriet og pylren de sidste mange, mange måneder. Hende, der er så skøn at være sammen med, at man...

On the road again…

Mor er flad. Weekenden har været brugt på at rejse land og rige rundt og fejre forskellige familiemedlemmers forskellige mærkedage. Hhv. morfarens fødselsdag i det vestsjællandske og den nye kusines navngivning vest for Lillebælt. Bean og morfaren har efterhånden fået et helt særligt, fint forhold. De pjatter og griner og nusser sammen – det er så skønt at se. Mormoren er også rar at være hos. Og for forældrene var det en særlig luksus at kunne sove en hel, uforstyrret time søndag (tidlig) morgen, mens Bean legede med mormor og morfar. Søndagen var lang og travl. Men god. Bean præsterede at tage en ekstra formiddagslur på vej over Fyn og var derfor i hopla, da vi nåede frem. Hun storcharmerede,...
Older posts