Date night

Cocktails på en onsdag? Jada!

Beans skytsmor svingede forbi og var den ansvarlige voksne, mens Bean sov, så Kæreste og jeg kunne få en date night.

Vi svingede de trætte forældre-kroppe lidt op i gear og ramte kitjn til et par cocktails og en kærkommen mulighed for lidt voksentid.

Nu ville det være synd at sige, at vi nogensinde har været det par, der festede København tynd, men vi har efterhånden været forbi Østerbros (eneste?) cocktailbar mere end et par gange. Altid bare til et glas eller to. Som regel har der været en slags anledning.

Fx var vi forbi med svigermor, da Niece kom til verden. Og igen da jeg afleverede mit speciale.

I går havde vi endnu en hyggelig date, hvor vi nød veltillavede cocktails i god atmosfære. Det var en af den slags gode aftner, hvor man bliver lidt småsnaldret (ja, efter en enkelt cocktail), holder lidt i hånd og får talt om alle de ting, der ikke er overskud til på en hverdagsaften, når opvasken er taget, legetøjet er lagt på plads og bunkerne af vasketøj venter på at blive lagt sammen.

… men mere rock’n’roll er vi så heller ikke. Vi var hjemme kvart i ti, og jeg gik fuldstændig i brædderne. Bare ærgerligt, at Bean ikke gjorde. Hun mente, at det var herresmart at være vågen mellem 01.45-04.15. Så lige netop i dag har det været ok for både Kæreste og mig at ytre ordene: ‘Jeg er bare megatræt’

Søvn… eller hvad?

For nu at blive ved med at cirkle om det samme emne, så sover vi stadig ikke supergodt hjemme hos os.

Mest fordi, nogen Bean ikke just er typen, der kører en all nighter i egen seng uden at kalde på os.

Flere gange.

Hver nat.

På en god nat sover hun fra putning til kl. 3-ish og kan så overtales til at sove videre uden bøvl i smørhullet indtil kl. 5-ish, hvor hun bliver ammet og kommer ind i sin egen seng igen. Og sover til kl. 6.30.

Gode nætter kan tælles på éen hånd.

Som regel er der en del gange hver nat, hvor vi skal ind til barnet og holde hånd/give sut/lægge dyne på/trøste. Af og til kapitulerer vi og lægger hende bare ind hos os. Hvor hun så falder i søvn efter alt mellem 15 minutter og 2 timer (I kid you not!).

Der er også af og til decideret rædselsfulde nætter, hvor hun ikke er til at styre på 5 tommer land. Hvor hun vågner H.E.L.E. tiden, græder hver gang hun vågner og er tusind år om at falde til ro. Selvom hun ligger imellem Kæreste og mig.

Kæreste har nærmest ikke en dag, hvor han ikke indtil flere gange bemærker, at han er SÅ træt. Det bliver jeg til gengæld SÅ træt af at høre på. For det er han da ikke ene om. Men så må man stramme balderne og ‘fake it ‘till you make it’.

… og jeg VED jo godt, det er en fase, og at hun ENGANG kommer til at sove på en anden måde. Fx når hun selv kan putte sig i dynen igen eller finde sutten.

Men jeg gider stadig ikke høre om dem, der får 10 timers søvn hver nat og har gjort det ’siden Willibert-Elias d. III var 5 uger’. (Nej, jeg kender ingen, der hedder sådan. Det er fri fantasi. Men indsæt et andet navn og se, så kender jeg indtil flere, der er kommet med sådanne ytringer)

Vuggestue, dagpleje eller privat børnepasser?

Det er H.E.L.T. vildt grænseoverskridende, at vi lige om lidt skal til at overdrage vores lillebitte Bean til en fremmed i døgnets bedste timer. En fremmed, du.

Altså, vi er selvfølgelig ikke ude i at droppe barnet af til den første person, vi møder på gaden om morgenen og så satse på, at det nok skal gå – naturligvis skal der være noget indkøring og noget.

Men konceptet. Det er vildt.

Jeg ville faktisk ønske, at vi havde svenske forhold i Danmark, så børnene var over et år (og tættere på halvandet for manges tilfælde), før de skulle ud i institutionslivet. For jeg synes det er nogle små størrelser, vi lukker ud i verden. Nogen endda før de kan kravle.

Og så er der i øvrigt så som så med valgmulighederne. Vi er godt nok skrevet op til hhv. integreret institution (sjovt nok i vuggestuedelen) og flerbørnsdagpleje, men da jeg ringede til pladsanvisningen i forrige uge, var det ikke langt fra, at de lo ad mig i røret.

Mig: “Vi har jo en behovsdato, der siger 1. marts”

P-A: (helt tørt) “Ja”

Mig: “Ja, så jeg ville egentlig gerne høre, hvornår vi kan forvente, at der bliver plads?”

P-A: “Der bliver i HVERT fald ikke noget i marts.”

Mig: “Ok, men hvornår kan vi forvente…”

P-A: “Ja, altså, der kommer HELT sikkert en plads i løbet af foråret eller sommeren” (her lød det i mistænkelig grad som om nogen forsøgte at kvæle en fnisen)

Mig: “Men det er jo meget ukonkret?” (WTF – engang i løbet af marts/april/maj/juni/juli/august kan vi sikkert forvente at der er en lillebitte luset plads?! Hvordan skal man kunne planlægge efter det?!)

P-A: “Ja.”

Mig: “Skal vi så til at kigge på alternativer?”

P-A: “Ja, det kan I da godt.”

… nå. Ok, så. Jamen, så er det åbenbart det, vi gør.

Vi brugte et par aftner i den forgangne uge på at kigge opslag igennem og sende mails til diverse private børnepassere. Det er nemlig slet ikke muligt for os at gøre brug af en bedsteforælder eller moster eller lignende, som kan agere fuldtids Bean-sitter.

I den kommende uge har vi tre møder med tre piger. Det bliver spændende at se, om der er noget kemi, der kan passe mellem os og en af dem – og ikke mindst Bean.

Puha. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at give så meget slip endnu. Men der er bare heller ikke rigtig andre valgmuligheder.

I øvrigt: hvis nogen har tips og tricks til at skynde på arbejdsgangen i pladsanvisningen, så sig lige til, ing’?

Verdens Bedste Bean

Kæreste og mig kigger på hinanden flere gange om ugen i disse uger med undren og forundring.

Ikke over os selv eller hinanden, men over Bean.

For vi kan næsten ikke kende hende i øjeblikket.

Hun er så glad og overskudsagtig – kravler, udforsker, kysser og nusser, griner og leger. De eneste tidspunkter, vi hører noget brok, er hvis hun er sulten eller træt.

Vi går hele tiden rundt og spekulerer på, hvornår det vender. Hvornår vi får brokke-pylre-Bean igen.

… men hvad nu hvis vi faktisk har ‘den rigtige Bean’ i øjeblikket? Hende, der har været gemt under kolikken, under brokkeriet og pylren de sidste mange, mange måneder. Hende, der er så skøn at være sammen med, at man glæder sig over det hver dag.

Det ville da være helt igennem vidunderligt.

Men hun kan jo også en masse selv. Hun kan komme derhen, hun vil. Hun kan vælge det legetøj, hun gider lege med. Hun kan sidde, kravle, stå (og sætte sig ned igen) og smager på alting. Så indtil hun finder ud af, at hun fx ikke kan gå endnu, kan vi måske være så heldige, at vi har Verdens Bedste Bean.

Verdens Bedste Bean har forladt legetøjet et øjeblik
til fordel for moderens kamera.

Jeg krydser fingre.

On the road again…

Mor er flad.

Weekenden har været brugt på at rejse land og rige rundt og fejre forskellige familiemedlemmers forskellige mærkedage.

Hhv. morfarens fødselsdag i det vestsjællandske og den nye kusines navngivning vest for Lillebælt.

Bean og morfaren har efterhånden fået et helt særligt, fint forhold. De pjatter og griner og nusser sammen – det er så skønt at se. Mormoren er også rar at være hos. Og for forældrene var det en særlig luksus at kunne sove en hel, uforstyrret time søndag (tidlig) morgen, mens Bean legede med mormor og morfar.

Søndagen var lang og travl. Men god. Bean præsterede at tage en ekstra formiddagslur på vej over Fyn og var derfor i hopla, da vi nåede frem. Hun storcharmerede, spiste en mere end solid frokost med alt godt fra buffeten og legede løs med (læs: ved siden af) de andre, større børn. (Og tromlede en dreng på 1,5 ved at råbe ad ham… det skal vi nok lige snakke med hende om på et tidspunkt)

Hun sov endda en middagslur i uvante omgivelser og med nogen larm omkring sig. Hun var vågen hele turen hjem i bilen, men blev først ked af det da vi var inden for bymurene i det Kjøwenhavnske – mest fordi hun fik smidt sutten ned i bunden af bilen, så jeg ikke kunne finde den igen. Og fordi det var blevet sengetid og hun var helt mæt af indtryk. Hvilket er mere end fair.

Træt? Mig?

Kæreste og jeg var mildest talt imponerede (stolte, faktisk) af vores lille, seje pige, der har haft en fest af en weekend. Men har haft lidt ekstra behov for at sove i dag. (Siger Kæreste, der også selv har udnyttet de ekstra lange lure til at sove)

Jeg kunne til gengæld godt trænge til en weekend oven på den weekend. Og glæder mig allerede til den næste.

God mandag!

Older posts