Hvordan gør man det?

My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder)

Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig.

  • I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it!
Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var ‘med barn’ til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!)

Lille frk Bean med de blå øjne

Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen

… hun er nu kær, hende 9-måneders Bean

Derfor er det også en mærkelig fornemmelse, når jeg nu med jævne mellemrum er ude i verden uden at nogen kan se på mig, at jeg er Beans mor. (Medmindre de regner ud at trætheds-rande under øjnene og lettere plettet tøj skyldes et lille menneske)

For hun er der jo alligevel. Hele tiden. I mit hjerte og i mit sind. 
Nå, men snart bliver moderstatusen tydelig, når jeg cykler rundt i det københavnske landskab, for vi er ude i noget med noget cykelstol (og hjelm) til Bean. Den skal bare liiiige bestilles og monteres først.
Måske jeg også bare skal øve mig i at være ‘mig selv’ igen af og til. Ikke nogens mor, bare mig. Forstå mig ret. Jeg elsker at være Beans mor. Jeg er bare også andet og mere end det. Så vidt jeg husker! Det hænger nok også sammen med arbejdsmarkedsstatus og at lave ikke-Bean-relaterede aktiviteter.
Som fx en hyggelig kaffeaftale med smukke og søde Mokka og Mælkeskæg i formiddags. 
Eller den kærestemiddag, vi havde i går aftes efter Bean var blevet puttet, og som involverede det meste af en flaske rødvin og mere samtale og flirt end der har været overskud til i lang tid.
   

4 kommentarer

  • Ja, man skal øve sig i en gang i mellem at være noget andet end nogens mor. For det er man rigtig meget – altså nogens mor – i meget lang tid fremover. Der er mange mennesker, for hvem jeg alene er Donnaens mor. De aner givetvis ikke en gang, hvad jeg hedder …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sværere end man skulle tro! Jeg tager mig selv i at kalde andre for 'Xs mor' og 'Ys far'… allerede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ih, hvor er du sød. Jeg synes også, det var rigtig hyggeligt i torsdags. Håber vi kan gøre det igen engang:)Og ja, de der første gange, hvor man bevæger sig rundt uden barn, er lidt specielle, fordi man skal finde ind til andre sider af sig selv. Jeg kan dog huske, at jeg følte trang til at råbe: "jamen, jeg er altså mor nu!";)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jamen, lad os lave en fast aftale om, at vi skal ses igen engang :)Den trang kender jeg godt. Jeg tager mig selv i at (helt umotiveret) komme med kommentarer til ekspedienter/div. godtfolk, der gør det helt tydeligt, at jeg FAKTISK er mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan gør man det?