My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder)

Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig.

  • I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it!
Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var ‘med barn’ til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!)

Lille frk Bean med de blå øjne

Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen

… hun er nu kær, hende 9-måneders Bean

Derfor er det også en mærkelig fornemmelse, når jeg nu med jævne mellemrum er ude i verden uden at nogen kan se på mig, at jeg er Beans mor. (Medmindre de regner ud at trætheds-rande under øjnene og lettere plettet tøj skyldes et lille menneske)

For hun er der jo alligevel. Hele tiden. I mit hjerte og i mit sind. 
Nå, men snart bliver moderstatusen tydelig, når jeg cykler rundt i det københavnske landskab, for vi er ude i noget med noget cykelstol (og hjelm) til Bean. Den skal bare liiiige bestilles og monteres først.
Måske jeg også bare skal øve mig i at være ‘mig selv’ igen af og til. Ikke nogens mor, bare mig. Forstå mig ret. Jeg elsker at være Beans mor. Jeg er bare også andet og mere end det. Så vidt jeg husker! Det hænger nok også sammen med arbejdsmarkedsstatus og at lave ikke-Bean-relaterede aktiviteter.
Som fx en hyggelig kaffeaftale med smukke og søde Mokka og Mælkeskæg i formiddags. 
Eller den kærestemiddag, vi havde i går aftes efter Bean var blevet puttet, og som involverede det meste af en flaske rødvin og mere samtale og flirt end der har været overskud til i lang tid.

Hvordan gør man det?

Helt ærligt?

Hvordan får man det hele til at hænge sammen, når man ikke er på barsel?

Jeg har i de sidste to dage været ude af huset fra 8-15.30, og har derfor kun haft morgentimen og ulvetimerne med Bean. Hende og Kæreste hygger sig det meste af dagen, men hun sover ikke meget, og bliver derfor uTROligt pylret og pjevset sidst på dagen. Og putningen de sidste par aftner har været med gråd og tænders gnidsel.

Suk.

Når først Bean er puttet er jeg helt flad, så der bliver hverken blogget, syet eller strikket. Eller noget som helst andet end stenet foran skærmene (hhv. Mac’ens og den flade)

Bliver det lettere og bliver man mindre flad – eller indretter man sig bare på den nye situation?

(Kurset, jeg går på… det er vel ok. Men lidt stenet og lala indtil videre. Satser stærkt på, det vender når vi skal til at lege med photoshop)

Undskyld, gider du lige holde mine poser under øjnene

Træt med træt på.

Trods et par ret fornuftige nætter og en generelt sød Bean, der dog ikke har sovet supermeget om dagen – rundt regnet 1,5-2 timer de sidste par dage fordelt på to lure.

Nuij, hvor jeg glæder mig til Kæreste kommer hjem (engangsentieftermiddag) så vi igen bliver to, der deles om at lege med/passe på/trøste/skifte/nusse Bean og klare det huslige.

Det havde ellers været rimeligt dejligt med en weekend til at lade op – næste uge bliver nemlig ret anderledes og tilbage-i-den-virkelige-verden-agtig. Med kursus fra 9-15 (aka hjemmefra 8-16! Ret grænseoverskridende for både Kæreste og mig), date med Mokka og mælkeskæg og andet godt fra havet.

Det dér aleneforælder-noget, ing’? Det er åndssvagt hårdt arbejde. (Gæt lige, hvor imponeret jeg er over, at Kæreste skal væk IGEN i næste weekend?!)

Nå. Resten af dagen skal bruges på indkøb, oprydning, Bean-pasning all inclusive og så en playdate med en APA-dame og mini-dame på den nye, herrelækre legeplads i Fælledparken. Det er ikke helt skidt.

Fyraften

Kæreste er smuttet på mandeweekend (igen-igen), og kommer først hjem sent søndag, så Bean og mig er solo-sild.

Og lad mig lige  – endnu engang – kaste armene op og falde på mine knæ i næsegrus beundring over alle de forældre, der klarer hele hverdagen alene. Frivilligt eller ufrivilligt. Det er edderbankeme en ordentlig omgang at holde styr på barn, hus, madlavning og alt det andet på en og samme tid.

Det var på mange måder lettere, før Bean kunne kravle og rejse sig op. Nu er man simpelthen nødt til at være på hende hele tiden.

Da hun var puttet (efter at have spist som en murerarbejdsmand af kartoffelmos og medister og tomat), lignede huset en slagmark. Den nyeste leg er nemlig at hive bøger ned fra hylderne, og der er nok at vælge imellem her i akademiker-boligen… Så jeg brugte en time på at rydde op, vaske op, rydde væk, reparere en body. Ting, som vi plejer at gøre på skift efter aftensmaden og inden putning.

Tidligere på dagen – mens hun sov middagslur – måtte jeg støvsuge hele huset og vaske udvalgte gulve, fordi ‘nogen’ havde set sit snit til at gå i potteplanterne i de 10 ubevogtede sekunder, det tog mig at bære frokosttallerknerne ud i køkkenet.

… men nu er det fyraften.

Sofaen kalder med et boligblad og en muffin fra Søsterlil.

Og alle mine fingre er krydsede for en rolig nat og en glad og mild Bean resten af weekenden.

Hånden på hjertet

Sikken en uro, der er i den lille krop i øjeblikket. Beans, forstås. Ikke min.

Hun møvler og bøfler og bumler og tumler. Både når hun er vågen og når hun skal falde i søvn. Og når hun sover.

Særligt det med at falde i søvn er blevet et issue (igen-igen), for det er mere end almindeligt svært for vores lille pige at overgive sig til søvnen i øjeblikket. Også selvom hun er helt utroligt træt og egentlig gerne vil sove. For benene spjætter, armene basker og den lille krop vender og drejer sig og rejser sig op i sengen.

Derfor er vi nødt til at sidde ved siden af hende, men en hånd placeret på hendes brystkasse, indtil hun falder i søvn. Hvilket varer 20-30 minutter, hvis man sidder der hele tiden. Jeg ved ikke, hvor længe det ville tage hvis hun bare selv skulle falde til ro, ligesom vi har gjort tidligere.

For efter en halv times konstant gåen frem og tilbage for at vende råbende Bean om på maven/ligge hende ned, så giver vi op og lægger hånden på hjertet…

… og satser på, at det er en fase, og at hun vender tilbage til at falde i søvn selv, når kroppen bliver lidt mere rolig.

For det påvirker også dags- og nattesøvnen, det dér mosleri. Formiddagsluren er vildt lang, hvis den overskrider 45 minutter, og lander i stedet de fleste dage på en halv time. Middagsluren i barnevognen bliver som regel 90-120 minutter, men de sidste par dage har Bean grædt og grædt inden hun faldt i søvn. Om natten aner vi ikke, hvad vi skal forvente. Af og til er det fantastiske nætter med en enkelt gang ’sut-i-mund’ kl. 23 og så amning kl. 03 og kl. 05.30 og sove til kl. 07. I nat var vi nærmest alle vågne (og den mindste af os græd ret konstant) fra kl. 01.20-03 og resultatet i dag er en pylret Bean og en underskudsramt far. Moren er efterhånden ret immun over for barnets sove(u)vaner.

Gode råd modtages gerne, hvis I skulle ligge inde med sådanne til en str. knap 9 måneder, der kravler og rejser sig op ad alt.

Older posts