My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder) Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig. I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it! Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var ‘med barn’ til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!) Lille frk Bean med de blå øjne Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen … hun er...

Hvordan gør man det?

Helt ærligt? Hvordan får man det hele til at hænge sammen, når man ikke er på barsel? Jeg har i de sidste to dage været ude af huset fra 8-15.30, og har derfor kun haft morgentimen og ulvetimerne med Bean. Hende og Kæreste hygger sig det meste af dagen, men hun sover ikke meget, og bliver derfor uTROligt pylret og pjevset sidst på dagen. Og putningen de sidste par aftner har været med gråd og tænders gnidsel. Suk. Når først Bean er puttet er jeg helt flad, så der bliver hverken blogget, syet eller strikket. Eller noget som helst andet end stenet foran skærmene (hhv. Mac’ens og den flade) Bliver det lettere og bliver man mindre flad – eller indretter...

Undskyld, gider du lige holde mine poser under øjnene

Træt med træt på. Trods et par ret fornuftige nætter og en generelt sød Bean, der dog ikke har sovet supermeget om dagen – rundt regnet 1,5-2 timer de sidste par dage fordelt på to lure. Nuij, hvor jeg glæder mig til Kæreste kommer hjem (engangsentieftermiddag) så vi igen bliver to, der deles om at lege med/passe på/trøste/skifte/nusse Bean og klare det huslige. Det havde ellers været rimeligt dejligt med en weekend til at lade op – næste uge bliver nemlig ret anderledes og tilbage-i-den-virkelige-verden-agtig. Med kursus fra 9-15 (aka hjemmefra 8-16! Ret grænseoverskridende for både Kæreste og mig), date med Mokka og mælkeskæg og andet godt fra havet. Det dér aleneforælder-noget, ing’? Det er åndssvagt hårdt arbejde. (Gæt lige,...

Fyraften

Kæreste er smuttet på mandeweekend (igen-igen), og kommer først hjem sent søndag, så Bean og mig er solo-sild. Og lad mig lige  – endnu engang – kaste armene op og falde på mine knæ i næsegrus beundring over alle de forældre, der klarer hele hverdagen alene. Frivilligt eller ufrivilligt. Det er edderbankeme en ordentlig omgang at holde styr på barn, hus, madlavning og alt det andet på en og samme tid. Det var på mange måder lettere, før Bean kunne kravle og rejse sig op. Nu er man simpelthen nødt til at være på hende hele tiden. Da hun var puttet (efter at have spist som en murerarbejdsmand af kartoffelmos og medister og tomat), lignede huset en slagmark. Den nyeste...

Hånden på hjertet

Sikken en uro, der er i den lille krop i øjeblikket. Beans, forstås. Ikke min. Hun møvler og bøfler og bumler og tumler. Både når hun er vågen og når hun skal falde i søvn. Og når hun sover. Særligt det med at falde i søvn er blevet et issue (igen-igen), for det er mere end almindeligt svært for vores lille pige at overgive sig til søvnen i øjeblikket. Også selvom hun er helt utroligt træt og egentlig gerne vil sove. For benene spjætter, armene basker og den lille krop vender og drejer sig og rejser sig op i sengen. Derfor er vi nødt til at sidde ved siden af hende, men en hånd placeret på hendes brystkasse, indtil hun...
Older posts