Julehygge (eller hvad vi skal kalde det…)

Bean og mig har været med Søsterlil i Provinsen for at julehygge og lave konfekt hele weekenden med Mormor og Morfar. Det kunne også have været rigtig hyggeligt. Men Bean har været VILDT anstrengende at have med – pjevset og grædende og sur og skulle underholdes non-stop. Og som en særlig, herlig feature har hun de sidste dage bestemt sig for at måltider er til for at skrige sig igennem. Nej, jeg ved ikke hvorfor. For hun er sulten og vil gerne have maden. Hun skriger bare imellem mundfuldene. Og hun ER snottet og hoster lidt og så’en. Så hun er selvfølgelig ikke på toppen. Men det er megahårdt at være single-forælder med sådan et barn. Også selvom der er...

One small step for mankind…

… men et KÆMPE spring for mig. Jeg kørte – for allerførste gang! – i bil alene i København. Endda i mørke. Og parkerede på en smal, ensrettet sidevej på Frederiksberg. Lige da jeg havde fået kørekort, arbejdede jeg et år som lærervikar på samme skole som mine forældre, og kørte derfor omkring 30 km stort set hver dag på en blanding af landevej og by. Det gav en del rutine udi kørsel, men efter jeg flyttede hjemmefra har jeg næsten ikke kørt. Derfor er det nu med en puls på 500 og storsvedende håndflader, når jeg nærmer mig førersædet. Rutinen er nemlig pist væk og har været det i mange år. Det til trods er jeg faktisk en god...

Mere om søvn, juleri og fremdrift

Man skulle tro, jeg efterhånden ville være rutineret nok som blogger til at huske kamera i alle situationer – men sådan er det åbenbart ikke. Derfor er der absolut ingen konfektbilleder. Heller ikke af flødebollerne, der ikke var de pæneste i verden, men i stedet så hjemmelavede og hyggelige ud. Og smagte fantastisk. Det er på ingen måde sidste gang, jeg kaster mig ud i at lave den slags. For det er overraskende nemt. Og folk bliver herreimponerede. What’s not to like? Nåmen, julestuen gik over al forventning. Folk kom, klippeklistrede, spiste og drak og talte. Og talte noget mere. Og hyggede sig helt vildt. Bean sov en ukarakteristisk lang middagslur (efter at være blevet vugget i søvn i barnevognen...

Om skinny jeans, konfekt og søvn

Ved I hvad der skete i går? Jeg rakte lidt distræt ind i klædeskabet i retning af min buksehylde og fandt det nærmeste par jeans.Som viste sig at være mine skinny jeans. I ved. Dem der, som man købte, fordi man i en periode var ekstra slim, og derfor troede, man kunne passe altid? Men som man kun har kunnet passe i særlige perioder (og ALDRIG mens man var PMS-opsvulmet!), når træning/stress/diverse gav udslag i nedadgående retning på vægten. De passede. Sgu. Og endda helt uden at jeg skulle trække maven ind for at knappe dem. Jeg ved ikke, hvor længe det holder (særligt i denne juletid med ekstrameget sødt og godt), men for hulen hvor var det en skøn...
    Newer posts