Mere om søvn, juleri og fremdrift

Man skulle tro, jeg efterhånden ville være rutineret nok som blogger til at huske kamera i alle situationer – men sådan er det åbenbart ikke.

Derfor er der absolut ingen konfektbilleder. Heller ikke af flødebollerne, der ikke var de pæneste i verden, men i stedet så hjemmelavede og hyggelige ud. Og smagte fantastisk. Det er på ingen måde sidste gang, jeg kaster mig ud i at lave den slags. For det er overraskende nemt. Og folk bliver herreimponerede. What’s not to like?

Nåmen, julestuen gik over al forventning.

Folk kom, klippeklistrede, spiste og drak og talte. Og talte noget mere. Og hyggede sig helt vildt.

Bean sov en ukarakteristisk lang middagslur (efter at være blevet vugget i søvn i barnevognen fordi hun i første omgang mente, at 30 minutter var rigeligt at sove), og var derfor i hopla, da hun kom op kl. halv fire (!?!), og de, der endnu ikke havde mødt hende, fik hilst på – og kommenteret de blå, blå øjne og lange vipper.

Så uimponeret kan man se ud, når ens far leger papparazzi. Og så yndig kan man være i sin julekjole.

… og så kan vi i øvrigt næsten ikke få armene ned over det dér soveri. (Nej, Nemesis. Vi taler ikke fremtid eller noget, bare de sidste par nætter) For Bean har præsteret at sove fra putning til lidt i et (med en enkelt eller to omgange ‘sut/trøst’ imellem, blevet ammet, lagt i seng igen og har sovet videre til rundt regnet halv fem. Uden at give lyd fra sig derimellem! Blevet ammet og har sovet videre indtil ca. kl. 7 i midten af dobbeltsengen.

D.E.J.L.I.G.T.

I aftes havde vi dog en gråd-krise, fordi den lille dame er blevet snottet ligesom rundt regnet alle andre børn i omgangskredsen. (Tak) Og næsen drillede, så det var svært at sove med sut i munden. Og når man græder stopper næsen endnu mere. Så vi brugte en time (!) med et skrig-grædende/hulkende/snøftende/klagende lille barn, før det omsider lykkedes at få hende til at falde nok til ro til at falde i søvn. Puha. Flashback til kolik-månederne. Fatter ikke, at vi faktisk overlevede det.

Udover snot er Bean også udfordret af en del motorisk uro i øjeblikket, hvor hun er i fuld gang med at krybe frem i verden. Mere end det, faktisk. For hun har rejst sig til knæ og hænder og står og rokker frem og tilbage. I en alder af 7 måneder. Vi er ikke uimponerede (men vi er selvfølgelig heller ikke objektive beskuere på nogensomhelst måde)

Vi er ret spændte på at se, hvornår hun regner ud, hvordan man flytter tyngdepunkt og lemmer samtidig.

Måske hun er blevet en ferm lille kravler inden jul?