One small step for mankind...

Julehygge (eller hvad vi skal kalde det…)

Bean og mig har været med Søsterlil i Provinsen for at julehygge og lave konfekt hele weekenden med Mormor og Morfar.

Det kunne også have været rigtig hyggeligt. Men Bean har været VILDT anstrengende at have med – pjevset og grædende og sur og skulle underholdes non-stop. Og som en særlig, herlig feature har hun de sidste dage bestemt sig for at måltider er til for at skrige sig igennem. Nej, jeg ved ikke hvorfor. For hun er sulten og vil gerne have maden. Hun skriger bare imellem mundfuldene.

Og hun ER snottet og hoster lidt og så’en. Så hun er selvfølgelig ikke på toppen. Men det er megahårdt at være single-forælder med sådan et barn. Også selvom der er en moster, en mormor og en morfar, der gerne hjælper til. Det er i sidste ende mit ansvar og mig, der er den, der kan og skal trøste og nusse, når hun er ked.

Hvorom alting er, så har jeg slet ikke fået taget billeder af lækker mad, fine øjeblikke med mine forældre, smukt snevejr eller skøn konfekt.

I stedet kommer der lidt nissestemning fra tidligere på ugen.

På hænder og knæ – en lille kravlenisse

Helt glad Bean

Så bliver det ikke mere juleagtigt udi i naturen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

One small step for mankind...