Hej, hej, mellemørebetændelse

Her skulle have været et indlæg om Beans første jul, om den yndigste julekjole-baby, fine gaver og alt i alt nogle hyggelige dage. Det bliver så ikke lige nu.

For vi har en sløj mor og en træt far og en endnu sløjere, trættere, feber-, hoste- og mellemørebetændelsesramt Bean.

Så vi har brugt nætterne siden d. 26. på ikke at sove, men i stedet trøste og nusse en ked lille pige. I dagtimerne har Bean været ok og godt orket at lege, hygge og spise, men i dag var den helt gal. Så jeg ringede til lægevagten og blev sendt til Gentofte Hospital til tjek af hende den lille patient. Hvor der blev ordineret penicillin, børnepanodil og meldt mellemørebetændelse.

Øv med øv på. Og stakkels Bean.

Nåmen, jeg håber, I alle har haft en dejlig jul uden sygdom og anden trælshed.

Og at I ikke er nødt til at aflyse jeres nytårsplaner.

Grrr

Den sødeste Catgirl i hele 2100 ER altså hende her:

(Ja, det er papparazzi-morens kamera, der anes i forgrunden)
En tidlig julegave til Bean i form af Donna Wilsons kat, Ginge. Meget passende legetøj til Catgirl.
Moren kunne ikke stå for udsalg på  Urbis, som Leizy tippede om!
Julehygge i vinduet med gaver, der venter på jul, kalenderlyset, vi aldrig helt når at brænde…
 og en lille fin Bean-fod str. 5 måneder i akvarel

Juletræet med sin pynt

Lidt julestemning her fra Østfronten, mens december og året nærmer sig sin slutning (hvordan gik det til?!)

Og heldigvis også tid til at hygge med gode veninder – fx dem, der er på juleferie fra deres ophold på fremmede kontinenter – en julekoncert med gravid venindes kor og en sidste omgang babyrytmik med mødregruppe og (nu relativt) nybagt-mor veninde lidt senere i dag.

Men så er der heller ikke flere babyrelaterede aktiviteter med hverken mødregruppe, barslende veninder eller APA’erne planlagt. Hvilket nødvendigvis betyder, at det er ved at være slut med at gå rundt i boblen.

Kæreste har næstsidste arbejdsdag. Og om lidt skal vi tænke på at få pakket alle vores egne og ikke mindst Beans sager til en juleferie i provinsen.

Jeg håber, I alle er ved at være klar med gaver, sager og julestemning ude omkring i blogland.

… og sådan gik endnu en uge (Glory to God in the Highest)

Hvor blev den af?

For mit vedkommende har der været travlt på alle hylder – både med egne gøremål og projekter og fordi Kæreste har været voldsomt hængt op på arbejdet. De skal åbenbart nå det hele til det kommende semester her de sidste uger inden jul.

Jeg har været Lucia-pige og sunget med en flok andre på plejehjem og til Hjemløses Jul – det er en god fornemmelse. Særligt når man mærker, hvor glade folk bliver – og det betød, at Bean torsdag havde sin babysitting-i-dagtimerne-debut. Moderen ligeså. Og jeg syntes det var ret grænseoverskridende.

Det var med Søsterlil, som nok er Beans 3. yndlingsmenneske (efter mig og Kæreste), og som kender både Bean og rutiner og lege rigtig godt. Og det var gået så fint. Så det kan vi åbenbart godt gøre i kortere perioder en gang i mellem.

Fredag var jeg ude. Årets allerbedste juletradition er at høre Händels ‘Messias’ med tre gode venner – i år blev vi blæst væk af benovelse (og selskabets eneste mand græd og græd) af Sokkelund Sangkor i Garnisons Kirke. Jeg var – helt ædru, men høj oven på oplevelsen – hjemme 23.30, og gik derfor rundt med, hvad der mindede om svære tømmermænd hele lørdagen.

… hvor vi faktisk havde en date night, fordi en god veninde kom forbi og så tv mens Bean sov. Men både Kæreste og jeg var helt baldrede oven på en strabadserende uge, og kom hjem kl. 21 for at afløse babysitteren og drøne på hovedet i seng. Det dér forældreskab er skam vældigt glamourøst…

Bean bruger ikke megen tid på at sove igennem i øjeblikket.

Desværre.

Men der sker simpelthen for meget i den lille (store!) krop. Så snart hun kan se sit snit til det, kaster hun sig op på hænder og knæ og rokker og rokker og rokker. Nu på helt strakte arme. Hun forsøger endda at møffe knæene fremad mens hun står der. Nok meget fint, at vi HAR været i IKEA og købe gitter til Mormor og Morfars trappe, så vi ikke kommer ud i noget faldulykke over julen.

I dag lykkedes det barnet at komme fra den ene ende af stuen til den anden – og tilbage igen – i jagt på legetøj og andet spændende.

(Endnu mere) børnesikring af hjem er snarligt forestående!

Hvad ellers? Jo, julekjolen er næsten færdig, og jeg lover, der kommer billeder, når de sidste detaljer er på plads. Alle julegaver er indkøbt, indpakkede og klar til modtagerne. Og vi har langt om længe fået tegnet Bean ind i vores ulykkesforsikring.

… det lyder helt vildt kedeligt, når man læser det. Jeg kan godt selv se det. Og det lyder slet ikke travlt. Men jeg og min krop har en fornemmelse af at have stæset rundt. Jeg glæder mig til juleferie og en kæreste på orlov – som har tid og ikke mindst overskud til at dele det huslige.

(Forresten. Bean og mig var på vægten, da vi var i Provinsen hos Mormor og Morfar. Bean er lige knap 8 kg og har dermed taget 5 kg på over de sidste 7,5 måned. Jeg vejer det samme som jeg gjorde i 8. klasse – nemlig 55 kg. Det er noget mindre end jeg havde regnet med. Præ-graviditet lå jeg og svingede med 1 kg omkring de 60 kg, hvilket virker noget mere passende, når det skal fordeles ud over 177 cm. Well, mon ikke noget af vægten kommer på igen, når jeg (engang) stopper med at amme?)

Begyndelsen til enden

I dag skal Bean og mig til babyrytmik for sidste gang.

For mig markerer afslutningen for alvor, at min barselsorlov synger på sidste vers (no pun intended). Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi aldrig mere kommer til at gå til sang – det skal vi helt sikkert genoptage, for det er helt tydeligt, hvor meget Bean har nydt det – men jeg ved ikke endnu, hvornår det kan lade sig gøre.

Teoretisk set kan jeg jo bare fortsætte efter jul, men jeg kender ikke min hverdag og virkelighed ret langt ud i fremtiden. Og Kæreste har ikke lyst til den slags baby-hygge. Hvilket er forståeligt nok i betragtning af, hvor tonedøv han er!

Der er også kun to gange tilbage af motorik på APA, og på den anden side af nytår er der flere fra mødregruppen og APA’erne, der genoptager deres arbejde. Dermed strækkes barselsboblens sider helt, helt tynde og virkeligheden bliver mere og mere påtrængende.

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg havde at forholde mig til. (Og faktisk ville jeg ønske, at der var mange måneder endnu bare med Bean)

Kæreste glæder sig mere og mere – også til at lave ting med andre fædre uden at mødrene blander sig. Fx når han skal være motorisk med Bean på et APA-fædrehold. Og jeg glæder mig for og med ham, for hun ER altså en skøn lille dame at hænge ud med, selvom hun også er en hård nyser.

Han har halvanden uge tilbage inden juleferie, der går direkte over i orlov.

Hvilket betyder, at jeg har rundt regnet 3 uger tilbage i boblen…

… og derfor sidder med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.

(Forhåbentlig bliver det sådan, at jeg får ‘fred’ i al fald en måneds tid til at jobsøge og netværke mv. på egen hånd, for efter sigende er reglerne omkring aktivering lempet lidt. Men jeg har altså kun oplevet at være jaget vildt som ledig under 30, så lad os nu se)

Noget om amning

Er det bare mig, eller er der utroligt megen debat om amning i disse tider?

Om og hvor man må amme i det offentlige rum (herunder på diverse etablissementer).

Hvor længe man må amme. Og hvornår det er FOR længe, man har ammet.

(For slet ikke at tale om dem, der af personlige, helbredsmæssige eller andre grunde ikke ammer)

Tænk, at det kan være kontroversielt at give et barn mad.

Jamen, helt ærligt.

Det er sådan vi er indrettet fra naturens hånd og mødre har ammet deres børn siden før menneskeracen blev udviklet.

For det første:

Hvorfor er det ulækkert? Jeg mener, man behøver jo ikke at smide blusen og kaste rundt med (mad)kasserne ved hver lejlighed. Det er muligt at være rimeligt diskret omkring hele processen.
Jeg er med på, at hvis man sidder på Geranium/Noma/The Fat Duck eller lignende gourmetsteder og betaler en hulens masse penge for en fantastisk oplevelse og vidunderlig mad, så er det ikke lige dér, man er frisk på børn i str. amning. Men – hånden på hjertet – hvem tager sådanne steder hen, hvis de har små børn med?

For det andet:

Bør det ikke være et personligt anliggende, hvor længe, man ammer? Mon ikke sunderen, lægen eller andre relevante personer ville gribe ind, hvis de så et usundt amme-forhold under opsejling?

Så længe amningen fungerer for barnet og for moderen, har de så ikke lov til at fortsætte? Der er næppe (og her skal jeg helt ærligt indrømme, at jeg ikke har fact-tjekket) 2- eller 3-årige, der udelukkende lever af modermælk, så mon ikke de får fin næring og ernæring fra fast føde i alle mulige former?

Jeg ved ikke, hvor længe, Bean og mig fortsætter. Måske til hun er et år. Måske kun et par måneder endnu. Måske til hun nærmer sig halvandet. Det kommer an på hende. Og på mig. Og på hvordan vores situation er i det hele taget. Jeg håber bare, vi kan få lov at gøre det på vores måde. Uden alt for mange hævede øjenbryn eller nærgående kommentarer.

Older posts