At hjælpe hvor man kan
Jeg kender en, der næsten lige er blevet mor. Som i: for 3 uger siden.
Og som er ved at knække helt i øjeblikket med et barn, der nægter at sove. Hverken om dagen eller om natten kan de få den lille dame til at falde i søvn i mere end 1 time ad gangen.
Hun er også rigtig ked af det (barnet, forstås. Moderen også)
Så derfor har vi haft en del sms- og mailkorrespondance, hvor jeg har fortalt om, hvad vi gjorde, hvad der hjalp os og hvordan barnefaderen kan komme mere på banen og hjælpe, så moderen kan få en pause, lidt opladning og lidt uforstyrret søvn af og til.
I går var jeg forbi.
Og så en fin, lille pige (der jo vejede INGENTING. Eller. 4 kg ved fødslen er jo ikke ingenting, men i forhold til Bean str. 6 måneder føltes det som en fjer) og en træt mor.
Jeg havde taget lidt mor-blade og mørk chokolade med, og hele pointen med barselsbesøget var at aflaste lidt, så derfor var mit spørgsmål, da vi havde sat os i sofaen:
‘Hvad har du brug for, at jeg gør?’
Hun viste mig den største tillidserklæring og bad mig gå en tur med den lille pige, så hun selv kunne slappe lidt af. Som den allerførste, der skulle være alene med barnet ud over hende. Selvom vi nok i virkeligheden (indtil videre i al fald) er mere bekendte end veninder.
Så jeg trillede i en time med en lille ny, der opførte sig eksemplarisk og sov hele turen, blandt nedfaldne blade og begravede berømtheder og kom hjem til en mor, der havde sovet tungt og godt i visheden om, at hun ikke blev vækket af barnegråd om 5 minutter – og som var så glad over hjælpen, at hun fik tårer i øjnene.
Ingen af hendes venner havde tilbudt noget lignende. De havde bare – i bedste mening – spurgt, om de ikke skulle blive væk, indtil der var lidt mere overskud. For besøg med snak og hygge kan man ikke, når man aldrig sover. Praktisk hjælp, til gengæld. Det betyder mere, end man aner.
Det ved jeg af erfaring, og derfor var det en fantastisk følelse at kunne træde til og være den, der havde lidt erfaring og overskud.
Bean? Hun hyggede og legede og grinede og spiste mos fra den nye TrippTrapp-stol herhjemme med Kæreste i de par timer, jeg passede på nogle andre.
Du har virkelig gjort en god gerning 🙂 At ingen af veninderne havde budt sig til, viser bare, hvor svært vi har det med at kommunikere helt klart om egne ønsker og behov. Veninderne har sikkert troet, de gjorde rigtige ved at holde sig væk, og den nybagte har ikke kunnet få sig selv til at sige, at det faktisk ville være skønt, hvis de kom og gik en tur med baby eller vaskede køkkengulvet.