No, it’s…not

S…not. Fik I den?

Bean er (nok) ikke ved at få tænder, men er bare blevet rigtig forkølet.

Det er derfor, hun er så pjevset og ked og vågner HELE tiden, HELE natten. Og max sover 40 minutter ad gangen i løbet af dagen.

Til trods for det er hun en trooper, når hun så vågner (og lige er kommet til sig selv) og vil faktisk gerne være glad og lege. Men orker det ikke rigtig. Til gengæld gider hun putte meget mere end sædvanligt.

I dag havde jeg hende med i ergo-selen i køkkenet, fordi navngivnings-kagen er et større projekt, der kræver en del etaper (Der skal nok komme billeder. Jeg lover.), og en etape skulle helst nås i dag. Hun fulgte interesseret med i æggepiskning ad flere omgange, men det endte med, at hun stille og roligt – og uden sut! – faldt i søvn siddende op ad sin kagebagende mor. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet sådan, men ih, hvor var det hjertesmeltende hyggeligt.

Skægt (not funny-haha, but funny peculiar), hvordan man (jeg) meget bedre kan overskue og have overskud til pjevse-baby, når jeg ved, det er fordi hun er forkølet og derfor lidt skidtmas, end når hun bare er pjevset.

I øvrigt: det dér med at falde i søvn er hun rigtig god til i øjeblikket, specielt til natteputningen. (Ja, Nemesis, der blev skrevet ‘i øjeblikket’, så bare fis af!) I dag blev hun nusset, ammet, lagt og kysset godnat – og så klarede hun selv resten. Alene i soveværelset. Så skal vi bare have klaret bihulerne igen og forhåbentlig få lidt bedre søvn resten af tiden.

6 måneder senere

Helt ny – 0 timer og 0 dage gammel og lidt utilfreds med at flytte fra ‘inde’ til ‘ude’

Lidt skeptisk og med store, runde kinder i noget park – 6 måneder. Sgu.

I dag er det Beans (halve) fødselsdag.

Vi har fejret med øllebrød (semi-succes), svømmehal (altid stor succes) og en hel masse vågenhed og ked-af-det-hed. (Og blussende kinder. Måske er der noget tand på vej? Det kunne i så fald forklare noget, der mest af alt minder om tigerspring her midt imellem to tigerspring)

Der er simpelthen gået et helt halvt år siden vi mødte Bean for første gang IRL. Og hvor vi har øvet os i at lære hinanden at kende – på godt og ondt (onde mor kom til at sige ‘hold nu KÆFT, Bean’, ret højt i går nat, mens Kæreste var ved at bære skrigende barn rundt i soveværelset for at få hende til at falde til ro. På 45. minut. Men det er ingen undskyldning, og jeg er bestemt ikke stolt over det.). Og hvor Kæreste og jeg har fundet nogenlunde ud af at være nogens forældre. Nogenlunde.

Og hvor vi stadig er friske på en baby nr. 2. Men først når vi har kunnet sove ordentligt i minimum et år. Såe, der er nok lige lidt tid til. Og til en baby 2 har vi ganske få ønsker. Sund og rask, selvfølgelig, men derudover enten et roligt temperament eller et stort sovehjerte. Og hvis bølgerne i ønskeland går rigtig højt, så kunne en kombination af de to ting være FANtastisk.

For Bean er det smukkeste, herligste, skæggeste lille barn – men nem og/eller easy going, det er hun ikke. Overhovedet. Det er så også ok, for efterhånden ville vi jo synes, det var helt mærkeligt hvis hun pludselig blev det letteste barn i verden. Bean er Bean.

Tillykke til os.

… og de andre slags dage

Fredag var fantastisk.

Søndag var… ikke fantastisk. Overhovedet.

Kæreste kom hjem lørdag eftermiddag og var helt blæst i hovedet efter lange dage med kollegaer. Og var altså ikke til det helt store. Jeg var ude at gå med stædigt barn (nej, hvorfor SKULLE man dog også sove, bare fordi man er træt?), og bad ham køre på apoteket og købe fedtcreme til barnets kinder som værn mod vinterkulden.

Han forstod det som: tag på McD først og nå evt. apoteket 5 min. efter lukketid. Suk.

Søndag havde han det slattent og var derfor slet ikke i stand til at tage sig af Bean (WTF?! Hvorfor kan mødre så, når vi er syge? Eller er det bare her på matriklen, det er sådan, det hænger sammen?) Og jeg var flad med flad på efter at have været single-mom siden torsdag og været på stort set uden breaks lige så længe. (Hatten af og DYBT buk for alle solo-forældre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I kan. I er for seje.)

Slatten Kæreste og flad yours truly er en skidt kombination,  og det krævede oprigtigt talt opbud af al min viljestyrke at holde en (meget) spids bemærkning indenbords, da jeg tog mig den frihed at besøge det lille hus + lynspise en portion yoghurt i køkkenet, og jeg så kunne høre Bean brokke sig højere og højere og begynde at lyde ked af det. Inde fra stuen. Hvor Kæreste også var. Fordi hun havde gylpet og lå med hele den ene arm i gylp. Mens han lå på sofaen og så på.

Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at tælle til 10, mens man simultant tørrer gylp op og trøster barn?

Jeg havde egentlig satset på at have huset lidt for mig selv, og at Kæreste gik middagslur-tur med Bean, men det kan man jo ikke, når man er slatten (igen: hvordan er det så, at mødre kan, selvom de er slatne?), så det blev til 2 timer rundt om en hel del søer med misundelig skulen til lykkelige par med barne- og klapvogne, der sådan gik rundt og hyggesnakkede i det i øvrigt smukke efterårsvejr.

Dagen sluttede (heldigvis) ok med at sidde arm i arm i sofaen og se Ridiculousness på MTV (jo, det er sjovt).

(Natten har til gengæld budt på 4 (!!!) skrigeseancer fra Bean. Vi takker og bukker og krydser fingre for, at det bare var lidt vintertids-bøvl, som ER slut nu. Seriøst. Kan vi ikke afskaffe det dér med at skifte tid? Både børn, voksne og dyr har jo problemer med det)

Lykkelig baby og babylykke

Nu er det jo svært at spørge sådan direkte og få et entydigt svar, men jeg tror, at Bean var noget nær lykkelig i går.

Vi havde den dejligste, hyggeligste dag – også selvom rutinerne blev vendt en anelse på hovedet. Der var nemlig formiddagslur i barnevognen på vejen ud til babymotorik på APA – et hold, der starter lige midt i luren for de fleste af børnenes vedkommende. Bean faldt i søvn da vi var sådan ca. halvvejs, og så lod jeg hende ligge på barnevognsparkeringen og tog babyalarmen med til motorik.

… men vækkede hende alligevel, da hun havde sovet en god time, så hun kunne nå at være med. Det plejer at være forbundet med vrede og ked-af-det-hed at vække sovende Bean, men jeg formåede tilsyneladende at gøre det så stille og roligt og langsomt, at hun syntes, det var ok.

Det er nok heller ikke tosset at blive vækket for at blive klædt af til bleen (nøgenhed er DEJLIGT (undtagen når man tisser ud over hele legemadrassen OG sig selv OG sin mor)) og blive leget med. Og danset med. Og svinget rundt.

I al fald var der høje grin og store smil fra damen under hele forløbet. (Moren smeltede at lykke flere gange undervejs)

Jeg plejer ellers at være hende med den sure baby.

Midt i forløbet var der made/skifte/nusse-pause, og konceptet ‘højstol’ blev afprøvet for første gang. Med stor succes og gulerodsmos ud over det hele. (Vi glæder os dermed ekstra meget til næste lørdag, hvor vi får en højstol i hjemmet; navngivningsgaven fra mormor og morfar.)

Humøret stod sin prøve, da babyerne nu blev lagt på madrasser midt på gulvet mens det var mødrene, der skulle træne. I 45 minutter. Og guess what? Det gik FINT! Ikke en eneste sur lyd fra Bean – lyd, jo, men vi øver os bare på, hvor højt vi kan snakke. Og det lykkedes hende at skubbe sig en anelse FREMAD (!!!) ved at sætte fra med ben og fødder i det ikke-glide-agtige underlag, så hun kunne nå en anden babys legetøj og hapse det (dygtig pige)

Det er hårdt at være til motorik, så hun tog 2,5 times lur i barnevognen, mens jeg var på cafe med nogle af med-APAerne, og vågnede først, da vi var næsten hjemme. Helt glad og overskudsagtig og frisk på at spise og lege noget mere.

Så det gjorde vi. Og powernappede om eftermiddagen, sammen.

Og hyggede hele aftenen.

Mens Bean havde sin ‘nøgentid’, udnyttede jeg hendes gode humør til at nusse og kysse hele den lille krop. Og barnet smilede og så helt salig ud.

Jeg tror stort set ikke, der var nogen gråd i går. Lidt klynk inden sovning. Men ellers bare smil, grin og stor koncentration ved at undersøge legetøj/mors næse/bøgerne på reolen/…

Hvis det ikke er lykke… både for mor og barn.

Spirella og Rotella

… også kendt som moren og Bean.

Jeg har været til det dér gynækolog i dag. Og overvejer om ikke ALLE fremtidige sundhedsbesøg, der har med underlivet at gøre, skal foregå sådan et sted.

For det var da en ualmindeligt uproblematisk og smertefri omgang at få sat den dér spiral op. Jeg ved ikke, om det bare er min læge, der er lidt hårdhændet/kluntet/uøvet, men jeg synes, at det plejer at være forbundet med lidt ‘av’ bare at få det dér andenæb anbragt nogenlunde, når jeg er hos ham. Også efter fødslen. Her kunne jeg da godt fornemme, at der skete noget, men det var helt, helt smertefrit. Og gik superhurtigt.

Bean lå og brokkede sig lidt på et medbragt tæppe, mens jeg simultant sang for hende og fik installeret prævention.

Og bortset fra prisen (seriøst?! 1200 kr for en lille plastikdims med lidt hormon i?), så satser jeg stærkt på at blive vældigt glad for konceptet.

Spirella-mor brugte resten af dagen på lang gåtur med mødregruppen i strid kuling (brrrrr, så blev det åbenbart vinter?), lege med Bean, skifte Bean, eftermiddags-powernappe med Bean, lave mad med Bean, amme Bean og putte Bean.

Vi er nemlig alene hjemme indtil lørdag, mens Kæreste feder den med kollegaerne i det nordlige Tyskland.

Og frk. Rotella? Hun bruger ret meget tid på at krabbe sig rundt om sin egen akse. 360 grader kan hun komme rundt (og rundt og rundt og rundt. Og rundt.), og så er det jo bare at lægge legetøj i en cirkel rundt om hende. Oh, hvor vil hun gerne komme frem også, men indtil videre er det bare blevet til at komme til at skubbe sig lidt tilbage.

Older posts