One of those weeks

Det, man aldrig må sige

Hvordan ved man, om man elsker sit barn?

Lige nu er det simpelthen så hårdt, at det er svært at mærke om den er der. Kærligheden.

Det er næsten ikke til at holde ud, og jeg ved godt, det er helt, helt forbudt at sige. But there you go. Jeg håber sådan, at den gemmer sig derinde et sted bag kronisk søvnunderskud og ekstremt vanskeligt barn. Jeg håber sådan, at den dukker frem, når skyerne letter. Jeg håber sådan, at den er der stadigvæk, ligesom den var, da Bean endnu bare var en bønne inden i mig. For jeg kan slet ikke overskue, hvad jeg skal gøre, hvis den ikke er.

   

9 kommentarer

  • Det må man gerne sige. For den er der et sted, kærligheden! Den kan bare være rigtig svær at mærke, når så mange andre stærke følelser også er i spil: afmagt, frustration, hjælpeløshed, osv. Jeg blev mor for 4 måneder siden, og det er fantastisk skønt, vildt, hårdt, forfærdeligt og overvældende på een gang. Jeg savner mit "gamle" liv, alenetid og frihed rigtig meget, og det er en gigantisk omvæltning – og alligevel vil jeg ikke bytte min datter for noget i verden. En mors grundvilkår?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • tak for kommentaren. Det er nok et grundvilkår… Men for pokker hvor er det hårdt med gråd på 4. måned! Jeg glæder mig sådan til det bliver bedre. Og bare lidt lettere. God vind til os begge midt i den her livsomvæltning!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kaz

    Det gemmer sig derinde, bare rolig. Men jeg har også prøvet grædende barn i 5 måneder, og jeg har selv grædt mange tårer i den periode, og tænkt, hvorfor fik vi ham overhovedet. Heldigvis vendte det da han begyndte på mad ( det stædige lille bæst var sulten, men ville ikke have mælkeerstatning, kun min mælk, som der åbenbart ikke var nok af), og så blev der ligesom plads til at jeg igen kunne mærke kærligheden. Så bare stå det igennem…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Selvfølgelig elsker du dit barn. Ellers var du jo stået af for længe siden. Selvfølgelig er der dage, hvor du er så skæv af træthed, at du næsten – men også kun næsten – føler, at det der med babyer er grusomt opreklameret og måske en fejltagelse. Men så slår automatpiloten til, og du overlever på instinktet. Og en dag indser du pludselig, at nu er du og Bean faktisk kommet ud på den anden side. Alt andet lige er der ikke så længe til, som der har været 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så du siger der er håb forude. Tak for kommentaren. Jeg kan også mærke, at det hele letter lidt når der er babylatter og smil iblandt al gråden. Så den er der jo nok. Den der kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for kommentar. Og god pointe. Instinktet redder dagen i disse dage – og det er nok en fin ting, at naturen har udstyret kvinder/mødre med næsten uendelig tålmodighed, for ellers ville ingen få mere end 1 barn. Hvis nogen overhovedet. Jeg tror også den er der. Den er bare svær at mærke i andet end glimt lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der er allerede blevet sagt nogle meget kloge ting til dit gode indlæg, så jeg vil egentlig ikke sige så meget andet, end at jeg håber, håber, håber for jer alle tre, at I snart kommer ud på den anden side. Det er synd for lille Bean, at det gør så ondt. Og det er synd for jer som forældre at skulle føle den afmagt og frustration som alle forældre føler, når man ikke bare lige kan trøste sit barn. Mange tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for kommentaren. Det er som om det har lettet lidt de sidste par dage, og så bliver det hele lidt bedre. Jeg tror ikke, hun har ondt – det er mere frustration over ikke at kunne det man vil eller forstå alt det, man gerne vil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Men kærligheden? Den lod vente på sig, og det var af og til svært at vide, om den overhovedet var der. (http://ostfronten.dk/2012/08/det-man-aldrig-ma-sige/) […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

One of those weeks