På den sidste sommerdag…

… kom jeg til at tænke på vintertøj.

For det lader til at “alle” andre har styr på og indkøbt flyverdragter mv. til poderne. Jeg aner ikke, hvilken størrelsen Bean når at blive når det bliver aktuelt med så varmt antræk. Eller om det bliver relevant med støvler også.

Helt ærligt. Kan man ikke vente til vi kommer tættere på? Og beHØver det være jävla dyrt – kan H&M; eller Tøj og Sko ikke også lave weather proof tøj?

Det kan godt være, vi efterhånden har styr på det meste, hvad angår Bean (altså, ift. hendes overlevelse), men sæsonskift er rookie-time, kan jeg godt mærke.

Nåja, forresten er vi startet på babysalmesang. Hit, hit, hit. Ih, hvor var det en fryd at se 8 småbitte børn være tryllebundne af sang og fagter.

4 måneder. Nu med mad.

Bean bliver 1/3 år gammel (ung?) i dag.

Kæreste siger, han ikke kan huske, hvordan det var, før hun kom til verden.
Det kan jeg godt. Sådan da. 
Men jeg kan ikke huske, hvad jeg brugte al min tid på. Noget af den brugte jeg på studie eller arbejde, jeg læste boligblade GRUNDIGT, syede, løb, lavede mad, bagte. Hvad gjorde jeg resten af tiden? Når der ikke var nogen, at skulle underholdes, nusses, tales med, ammes, pusles og trøstes.
I går var Sunder-Helle med til mødregruppe for at tale om mad. Og søvn. Og diverse.
Og hun gav grønt lys for at vi kan starte med at lege med mad. Det har jeg glædet mig til! Jeg ved godt, at det bliver en proces at finde ud af det hele og indtil jeg er rutineret kommer det også til at tage tid at forberede og tillave grød og mos. Men det bliver så spændende at introducere Bean for ‘rigtig’ mad, at undersøge og smage og grise og lege med alle de nye indtryk. Hun er jo interesseret – når vi spiser, kigger hun og rækker ud efter bestik og munde. 
Så vi prøvede. Det var en stor succes! Der blev ikke spist så meget, tror jeg, men der blev smagt og undersøgt og smagt noget mere. I dyb koncentration. 
Jeg spiser lige, mor. 
Jeg talte også med Sunder-Helle om søvn og den krig vi udkæmper når Bean skal sove – om at gå rundt og vugge hende i armene indtil hun overgiver sig. 
Ny strategi er at sidde stille med hende i armene til øjnene begynder at blive små og så lægge hende i sengen og sidde med en hånd på brystet af hende og sige ‘Nååååh’ og ‘Såååå’ og ‘Schyyyyy’ indtil hun falder i søvn. Det har vi nu prøvet tre gange med stor succes. Efter ca. 20-25 minutter overgiver hun sig til søvnen og falder helt i søvn UDEN at blive vugget eller være hos en af os. Der grædes igennem i noget af den tid, bevares, men det er til at overskue. 
Alt i alt lader det til, at vi er på vej i det rette spor igen og at tigeren har sluppet sit greb. 

Siden sidst

… tak for kommentarerne, tanker og virtuel støtte.

Det lader til at skyerne er lettet en smule. Og så er der bedre plads til det gode, til smil og til latter.

Indlægget fik også mig til at mærke efter og tænke en ekstra gang (eller 5) over det hele og I har ret. Den er der, jo. Kærligheden. Og glæden. Men den var godt nok gravet langt ned denne gang. (Lortetigerspring)

Det hænger nok også sammen med at Kæreste er startet på arbejde igen efter sommerferien og har en masse om ørerne og derfor mindre tid og ikke mindst overskud til alt det herhjemme. Vi skal lige falde på plads igen i nye roller og finde en rimelig arbejdsfordeling. Men det kræver at vi begge bliver bedre til at sige til og fra og at Kæreste får et overblik over hvor lang tid, han faktisk behøver, for at gøre sit job.

Der var ingen, der lovede, at det blev nemt. Vi havde bare ikke regnet med, at det blev så svært.

Det, man aldrig må sige

Hvordan ved man, om man elsker sit barn?

Lige nu er det simpelthen så hårdt, at det er svært at mærke om den er der. Kærligheden.

Det er næsten ikke til at holde ud, og jeg ved godt, det er helt, helt forbudt at sige. But there you go. Jeg håber sådan, at den gemmer sig derinde et sted bag kronisk søvnunderskud og ekstremt vanskeligt barn. Jeg håber sådan, at den dukker frem, når skyerne letter. Jeg håber sådan, at den er der stadigvæk, ligesom den var, da Bean endnu bare var en bønne inden i mig. For jeg kan slet ikke overskue, hvad jeg skal gøre, hvis den ikke er.

One of those weeks

Tigerspring nr. 4 er i fuld gang.

Dejligt (indsæt selv sarkasme i rigelige mængder)

Græde, pylre, være på mor eller far konstant og sove sporadisk og uregelmæssigt.

Overskud? Skisme ikke her på matriklen, hvor nogen (jeg) mumlede ’så ti dog stille, for fanden’ en hel halv sø rundt på en herlig barnevognstur. Det er ellers det sikre sted at få Bean til at falde i søvn.

Jeg satser på at karma giver en hånd med og sender derfor alle mine bedste weekendhilsner ud i blogland.

Older posts