Empati

På vej i svedende varmt s-tog med svedende varm Bean, der var helt ulykkelig og bare græd og græd.

For at vi kunne komme til at stå et bare lidt hensigtsmæssigt sted, var vi nødt til at bede en mand i 50erne om at flytte sig fra den kupe, der er forbeholdt cykler, barnevogne og kørestole. Den var nemlig ret fuld. Derimod var der masser af plads i kupeen ved siden af, som er til folk uden ‘påhæng’.

Vi var nødt til at tage meget ulykkelig lille pige op af barnevognen så jeg kunne sidde med hende (ikke at det hjalp synderligt på gråden), og jeg satte mig på det eneste ledige sæde, ved siden af en lille dreng på omkring 4-5 år.

Han holdt klapsædet for mig og spurgte bekymret ind til Bean – hun var jo ked af det. Jeg forklarede, at hun var ked af det, fordi hun havde det varmt og han nikkede og lænede sig lidt ind for at kunne ae hende forsigtigt på hovedet.

For når nogen er kede af det, så kan man jo ae dem og være sød ved dem, så de bliver glade igen.

Hvor er det fint gjort af en lille dreng i toget.

Jeg håber, vores lille pige bliver lige så empatisk, når hun bliver større.

Solskinsøen tur/retur

De sidste par dage har vi tilbragt på Bornholm hos min mors familie – og min mor – for at få besøgt og vist frem.

Det overordnede og væsentligste fremvisnings-møde var med min mormor – Beans oldemor – der lige er blevet 92 og er rimeligt senil, men som har klare øjeblikke. Min farmor (Beans navnefælle) døde for 3 år siden, 1 måned før jeg mødte Kæreste, og jeg savner at kunne vise både ham og Bean frem. Og at de alle sammen kunne lære hinanden at kende.

Derfor var det vigtigt at Olde nåede at møde sit 17. oldebarn (!)

Turen til/fra Solskinsøen… vi havde på forhånd gruet for, om Bean ville være ulykkelig/rasende/hysterisk i 5 kvarters bustur og på 5 kvarters færgeoverfart, men hun var simpelthen det sødeste barn det meste af vejen. Trods varmen. Og den wardrobe malfunction, der gjorde at vi SLET ikke kunne vente de 5 minutter, der var tilbage af busturen, med at få skiftet ble og body.

Bevares, der var stadig gråd og skrigeri i løbet af turen – særligt til og fra plejehjemmet var en fest – men besøget hos Olde var så fint. Hun faldt i søvn, så vi alle kunne få talt lidt sammen, og da hun vågnede kom hun glad og tilfreds til at sidde i Oldes skød og blev nusset af sin ældste slægtning.

Kæreste og jeg nåede også at være lidt turister med frk Bean og tog en tur til Svaneke. I varmen. (Jeg ved godt, man ikke må sige det, men jeg glæder mig på Beans og vores vegne til at det bliver køligere igen. Sevans det er heiss når man er for lille til at kunne temperaturregulere sig selv!)

Alt i alt er vi ret stolte over vores dygtige rejsebaby (men jeg tror stadig ikke, Kæreste gider ferie til Verona i efteråret…)

Glad Bean i skyggen, gårdhave i Svaneke

Social arv

To unge kvinder, jeg kender, har i den forgange uge brudt med deres respektive kærester igennem flere år. De er søstre og vi kom til at tale om bruddene, Søsterlil (aka Moster) og mig. Begge havde nemlig uafhængigt af hinanden som begrundelse, at kæresterne ikke behandlede dem godt verbalt. Den ene talte/råbte grimt hele tiden, den anden havde en offentlig og en privat side.

Det er fint, at kvinderne endelig har fået sagt fra og stoppet forhold, der ikke er positive. Det er bare mystisk, at de begge har fundet sig i det i flere år.

Og dog. For i hjemmet (vi har kendt dem altid) er de vokset op med forældre, der også altid har bidt og vrisset af hinanden. Også når der var gæster.

Det har Søsterlil og mig aldrig oplevet igennem vores opvækst. Bevares, vores forældre har da været vrede på hinanden, diskuteret og der har været ubehagelig stilhed af og til. Men dels er det ikke foregået foran os, og dels har de ikke nedgjort hinanden verbalt foran andre – hverken familie, børn eller venner.

Hjemme hos Kæreste var det mere den tavse, vestjyske facon, der gjaldt. Men heller ikke her verbal tilsvinen.

Gad vide, hvad vi selv kommer til at videreføre?

Forhåbentlig kan vi lære Bean, at man skal tale pænt til og om andre (jo, SELVFØLGELIG sladrer jeg også engang imellem!), men at det også er ok at blive vred eller skuffet og at kommunikere det. Det vigtige er bare, at man kan komme videre efter en uoverensstemmelse eller et skænderi uden at bære nag og uden at tage det med til næste diskussion. At man godt kan blive sure på hinanden uden at det er verdens undergang, fordi man nok skal blive gode venner igen. At man – uanset hvor sur man er – behandler hinanden ordentligt.

Sådan prøver vi i al fald at leve.

ForHÅBentlig lærer vi hende – by example – at man ikke finder sig i, at andre (kærester, venner, …) behandler éen dårligt.

Damn, det er en stor opgave, det dér forældreskab.

Bolig på trods

Jeg er ret stædig. (Ikke så stædig som hverken Bean eller hendes navne-oldemor, men alligevel)

Derfor har jeg i den forgangne uge insisteret på at gøre plads til et par længe planlagte boligprojekter. Bl.a. at få sat kasser op i køkkenet til glas og kopper. Og at kasserne skulle pimpes med smukke farver.

Så indimellem spisninger og mine ture med Bean på arm, og mens Kæreste har taget sin tørn med tiger-barnet, har jeg valgt farver og malet bagbeklædninger. I går, da jeg var i mødregruppe, hængte Kæreste kasserne op, og vi brugte en god del af dagen på at high-five hinanden med hvor fedt det er blevet og hvor sejt det er, at vi overskuer Tigerlily OG boligforskønnelse. (De små glæder, I ved)

Der er et par andre projekter undervejs, og jeg tænker, der følger en lille billedreportage, når de også er færdige.

Jeg insisterer på, at vi godt kan gøre nogle – selvfølgelig ikke alle – af de ting, der giver os overskud og livskvalitet og som vi synes er sjove, trods et barn, der kræver lidt mere end de fleste. Det er ikke synd for os – hvis det er synd for nogen, må ‘nogen’ være Bean, der er så ked – det er (bare) hårdt og anstrengende. Men vi har verdens dejligste barn (helt objektivt, naturligvis) og hun fortjener forældre, der også tager sig tid til at gøre noget godt for dem selv. Jeg tror, at det er det, vi alle er bedst tjent med.

Older posts