Say cheese

– den alternative verden

Nå. Vi tror altså, at vi er kommet til den konklusion, at Bean har en eller anden form for kolik. Ikke den helt vilde ‘vi-skriger-hele-dagen-hver-dag’ slags, men der er dage hver uge, hvor der er utrøstelig gråd i flere timer. Og det slider på både barn og forældre.

Så vi tager en tur til Hvidovre på mandag og besøger en kraniosakralterapeut ved navn Ruth, der udvirkede mirakler for en venindes datter. Og håber, at det giver et lidt gladere barn.

For det er godt nok hårdt at blive råbt ind i hovedet af et barn, man ikke kan trøste, fordi det hverken er mad eller bleskift eller over- eller understimulering, der er i vejen.

Fx i går. Phew.

I øvrigt er mødregruppen vist helt ok, men næppe mine nye bedste veninder. Mest af alt fordi vi er ret forskellige steder i livet. 4 ud af 5 af de øvrige er fx et sted i deres liv, der er 10-15 år foran mit sådan rent aldersmæssigt. Men det er fint at ses og udveksle erfaringer, og så må vi se, hvordan det kommer til at udvikle sig.

1 kommentar

  • Held og lykke med det projekt. Gik selv til zoneterapeut med Pigebarnet i sin tid, og jeg tror på, at det hjalp :-)Æhm, det lyder måske nok ikke som den helt ideelle mødregruppe. Især ikke, hvis de også er både 2. og 3. gangsfødende. Men som du selv er inde på, er der jo ingen grund til at løbe skrigende bort – endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Say cheese